Læsetid: 2 min.

De lokale kampe er også begyndt

Valget er begyndt, og med sig fører det masser af kampe. SFU-afdelingen i Køge blev taget på sengen, da der pludselig hang valgplakater for de konservative over hele Køge Station
26. oktober 2007
Konservative aktivister hængte allerede onsdag aften valgplakater op på Køge Station, men også Enhedhedslistens folk var allerede i fuld sving på Københavns Rådhusplads.

Konservative aktivister hængte allerede onsdag aften valgplakater op på Køge Station, men også Enhedhedslistens folk var allerede i fuld sving på Københavns Rådhusplads.

Thorkild Amdi

Efter udskrivelsen af valget onsdag er der stress på i Køge-afdelingen af SF-Ungdom. Ingen af de godt 15 medlemmer i Køge er forberedt på, at valget vil komme. Inden statsministeren endelig kommer til sagen kl. 13.06, hersker der stor forvirring om, hvorvidt valget er udskrevet eller ej.

Da valgdatoen pludselig står klart for SFU'erne i Køge, går der ikke mange minutter, før et ekstraordinært valgmøde er stablet på benene. Køgegenserne skal til Roskilde, hvor de sammen med alle SFU'ere på Midtsjælland skal snakke valgkampsstrategi. Men de er ikke det eneste ungdomsparti, der allerede er på gaden. Inden de når Køge Station, bliver de mødt af råbene: "Vælt Anders, Vælt Anders."

En ung mand går rundt sammen med to andre og deler pjecer ud. Glade går SFU'erne over til deres holdkammerat for at høre mere om hans budskab. Til deres store ærgrelse går det op for dem, at manden ikke er en venstreorienteret aktivist, men en nydansker med en svært forståelig accent, som går og råber: "Vælg Anders, Vælg Anders." Umiddelbart er det vel gratis reklame for oppositionen, eftersom samtlige mennesker, der går forbi ham, tror, at han har et helt andet budskab. Den unge VU'er stikker straks en pjece i hånden på en af SFU'erne, som begynder at synge: "Vi er så glade for Anders." Muligvis kan den unge VU'er fornemme ironien, for han stopper straks sine slagord og går hurtigt den anden vej uden at værdige resten af SFU-flokken et blik.

Et af de vigtige emner på mødet i Roskilde er ophængning af valgplakater. Flokken får hurtigt forklaret af oplægsholderen på mødet, at de tidligst må hænge valgplakater af deres folketingskandidat op fredag efter midnat. Det er folk ikke helt tilfredse med. De vil ud nu. Men sådan er reglerne, og så længe de andre partier og ungdomspartier ikke får de gode pladser, er det vel fint nok.

Grin afløst af chok

Efter et langt møde med planlægning af bl.a. en 21-dages plan, går turen hjem. Stemningen er høj, da de når Køge Station, men straks bliver grinene afløst af chok. Synet, der møder dem på Køge Station er skræmmende for SFU'erne. Trods mørket kan man tydeligt se de grønne valgplakater, der nu hænger over hele stationen. "Det er løgn," udbryder en af SFU'erne. "Det må de da ikke," siger en anden. "Det er de satans KU'ere," siger en tredje. "Det skal de sgu da meldes til politiet for!"

Efter chokket går de hver til sit for at nå hjem og få noget søvn. Der venter tre lange uger, ikke blot for SFU, men for samtlige partier og ungdomspartier. Kampene er heftige hos politikerne inde på Christiansborg og i diverse paneldebatter på tv. Men rundt omkring i resten af landet, har de politisk aktive også deres at slås med. En ting er sikkert. Kampen er kun lige begyndt.

Jacob Mark er erhvervspraktikant på Information og medlem af SFU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Plakater overalt.
Jeg er til min store forbløffelse rent ind i ca. 500 plakater der hænger ulovligt i nordsjælland. Alle partier deltager naturligvis i den kamp, men at se 400 af plakaterne værende repræsenteret af Venstre er yderst skuffende. De sidder på magten og burde derfor om nogen fremstå med et godt eksempel, istedet for at køre den kyniske kampagne som de sikkert vælger at betale sig fra. Er pengene store, er ligegyldigheden det tilsyneladende også. Dog vil jeg sige, at de er konsekvente med deres måde at fremstå på som parti, de fører nemlig politik som de sætter plakater op, - med stor ligegyldighed overfor masserne, og uden respekt for den samlede befolkning.
Det må I få rettet op på, det virker ikke så sympatisk. Dog vil jeg sige held og lykke til alle partierne, inkl. Venstre.