Læsetid: 3 min.

I den våde have

Tomaterne og den nye pergola har været sommerens højdepunkter
10. oktober 2007
Sådan så rosenhaven ud i juli. Men nu er vi forbi september, man kan lige så godt se det i øjnene.

Sådan så rosenhaven ud i juli. Men nu er vi forbi september, man kan lige så godt se det i øjnene.

Karen Syberg

Når jeg åbner min computer, toner rosenhaven i fuldt flor frem på mit elektroniske skrivebord. Snart må jeg finde på noget andet. Ikke at roserne er holdt op med at blomstre, men visne og mugne knopper taler deres tydelige sprog om alt for rigelig væde.

Og hvorfor så ikke lægge en julidags-drøm på skrivebordet? Fordi det er ligesom med al anden dope. Efter nogen tid holder det op med at virke. I stedet bliver man bare nedtrykt. Det er bedre at rydde lidt op i det ukrudt, der har haft så alt for favorable kår, eller i det mindste lægge lidt krokusløg mellem bygerne.

Men plantecentrene ved det, og jeg ved det også: Når vejret er dårligt, går man mindre i haven. Et blik ud i regnen ved morgenbordet: Så kan man lige så godt luske ind til computeren med det samme. Man bliver bare deprimeret af al skvalderkålen i staudebedet, mens nedfaldne blade for tidligt breder sig grågrumset over det hele.

Jeg er begyndt at klippe de smukkeste, nyudsprungne roser af til vasen, det nænner jeg ikke om sommeren. Nu flytter jeg roserne indendørs, mens det bliver efterår udenfor.

Drivhusets tomater lakker også mod enden, men de har været et rent orgie. Som sædvanlig snød skud i bladhjørnerne sig frem, selv om vi begge nippede flittigt. Resultatet var kæmpebuske, der nåede til loftet med kilovis af tomater i cherry-størrelse. Men med en uhørt intens tomatsmag. Hvis man vil sine smagsløg det godt, kan man godt droppe nipning. Og de små tomater kan gå hele i salatskålen.

Den nye pergola

Det er karakteristisk for vejrlig og havelyst, at sommerens virkelige landvinding har været den nye pergola langs havemuren. Pergolabygning er ikke i samme omfang som havearbejde afhængig af vejret, her kræves blot, at man er gift med en håndværkskyndig mand, der kan beregne længde og rumfang af den nødvendige mængde træ og ved, hvordan han får delene til at hænge sammen.

I årevis har jeg ønsket mig en pergola uden at finde en plads. Men så kom fire vinterdæk til hjælp, stablet oven på hinanden engang i foråret, midt på havemursterrassen. Der var selvsagt tale om en midlertidig anbringelse, mens der foregik work in progress i garagen, men klematissen nåede at blomstre og brede sig ud over dækkene, før de blev flyttet. Og pludselig kunne man forestille sig den store lyserøde sky bredt op over en pergola.

Nu står den der. Materialet er trykimprægneret træ, hvilket gav en den vis lighed med et stillads, men så blev den malet hvid og var pludselig perfekt. Op ad de fem yderste stolper plantede vi slyngroser, cremehvide og gule: Schneewalzer, Chinatown og Penny Lane.

Tilbage stod at få bakset klematissen, slyngrosen og blåregnen langs muren op over den nye konstruktion. De var blevet lagt ned, mens stolperne til den ene side blev skruet fast i muren. Klematissen havde vendt vrangen ud, og det krævede både stiger, kræfter og to personers sveddryppende arbejde at få den nogenlunde vendt, hejset op og fastgjort igen.

Blåregnen har fået en sidste chance. Den har kun sat én blomst i 10 år, trods beskæring, heksekunster og indtrængende appeller. Men den har blomstret, så den kan godt. Det er nemlig ikke altid tilfældet. Derfor gætter jeg på, at den ikke har haft højde nok op ad havemuren. Den er blevet rettet ud og bundet lodret fast til en stolpe, så den kan komme til vejrs. Så må vi se.

Pergolaen har fået et tyndt, gennemsigtigt tag. Nu kan man sidde i tørvejr med en ekstra kop morgenkaffe og indsnuse haven.

Før man går ind til computeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her