Læsetid: 2 min.

Maleriets tilstand

Vi tager pulsen på maleriet. Du kan også male, bare du gør det passioneret
26. januar 2008

I sidste uge bragte Berlingske Tidende et interview med balle- og biceps-instruktøren Charlotte Bircow. Det fremgik, at hun trods sine 46 år føler sig lige så sprælsk og lebendig, som da hun var en purung pige. Et stykke indei artiklen sagde hun noget, der må have fanget den kultiverede Berlingske-abonnents opmærksomhed:

"Jeg elsker at male. Jeg maler det, jeg kalder powerpaintings, som er malerier med ord/slogans, der giver mening i mit liv."

Charlotte Bircow ved, hvad der rører sig. På et tidspunkt tog hun for eksempel en uddannelse i 'emotionel og mental optimering' i San Diego; og se nu, hvor megen fokus der er på sindets velbefindende. Når hun giver sigi kast med noget nyt - i dette tilfælde maleriet - er der utvivlsomt tale om en tendens. Vi ved, hvor udbredt fitnessbølgen blev, og de fleste har vel efterhånden prøvet at have et par silikone-implantater i munden.

Efter nogle år i skyggen af installations- og performancekunsten har maleriet fået en renæssance - igen. Se bare hvad Tal R og John Kørner omsætter for. I guder. Men det er, som om alle kan være med denne gang. Som Joseph Beuys sagde: Vi er alle kunstnere.

Jeg læste i en lokalavis om et galleri, der er åbnet for nylig midt i København. Det er vist en bror og en søster, der driver butikken - det er der nu ikke noget mærkeligt i. Det lod til, at de ikke ved så forfærdelig meget om kunst, men tanken er, at når nu samtidskunst er blevet så populært, så skal alle da have mulighed for at købe det - også folk, der ikke har friværdi. Søsteren maler billederne i en fart, broren sælger dem for nogle tusinde kroner. Søsteren udtalte, at jo mere "passion", hun føler, hun har lagt i at male billedet, des højere er prisen.

Spin og power

Men hvordan skal hr. og fru Danmark også forholde sig til maleriet, hvis de kunstneriske kvaliteter ligger i en papirtynd idé og ikke i det, man kigger på. Thomas Kluge er en kunstner, der maler noget, som man kan se, hvad er. Men ham ville de ikke lukke ind på Kunstakademiet.

Damien Hirst, samtidskunstens superstjerne, der er aktuel på Arken i Ishøj, laver såkaldte spin paintings, hvor han hælder maling på et hastigt roterende stykke træ, der kaster farverne videre op på et lærred. Ikke for at stikke en kæp i hjulet, men det lyder temmelig tilfældigt. Billederne går for to-tre millioner kroner stykket. En reporter fra den britiske avis The Observer kiggede på, mens kunstneren iført hvid beskyttelsesdragt og store briller hældte maling på træet:

"Sikke en måde at lave kunst på!" råbte Hirst.

Jeg har længe gået og spekuleret på, hvilken isme kostskolekunstneren Kristian von Hornsleths værker hører under. På hans orgiastiske signaturmalerier står der altid rape, kill, steal og så et fjerde slogan, som jeg har glemt. Da jeg læste interviewet med Charlotte Bircow, faldt det hele på plads. Hornsleth er powerpainter. Han laver powerpaintings med ord, som giver mening i hans liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu