Baggrund
Læsetid: 2 min.

I en ørken ved Perus strand

Kysten langs det latinamerikanske land rummer klima-overraskelser
I Perus ørken ved stranden må man bære inka-hue for at beskytte sig mod den ætsende sol. Skyggen fylder ikke mere end støvlerne.

I Perus ørken ved stranden må man bære inka-hue for at beskytte sig mod den ætsende sol. Skyggen fylder ikke mere end støvlerne.

Jens Bo Nielsen

30. januar 2008

123 KM SYD FOR LIMA - Underligt er det. Vi bor i en bungalow lige ved Stillehavets strand. Tågen trimler ind hver morgen. Alligevel er det en ørken, vi bor i. Knastør. Sand og stenbunker, så langt øjet rækker. Helt op til forbjergene af Andes-kæden, der knejser i horisonten fjernt oppe.

Vi befinder os dybt i troperne. Ækvator ligger 13 breddegrader mod nord. Solen er nede og vintervende i Chile. Alligevel ser det ved middagstid ud, som den står lodret over os. Den skygge, man kaster, fylder ikke mere end overlæderet på ens støvler. Når sollyset bryder igennem, svitses tågen væk på et øjeblik. Sandet og stenene gløder.

Det med ørkenen er en overraskelse. Vi var på forhånd gået ud fra, at vi skulle bo ved en palmesval tropestrand. Nu viser det sig, at enhver slags grønt må man selv plante og hyppigt vande, hvis ikke det skal blive til støv. Vi havde overset det med Humboldt - den havstrøm, der er opkaldt efter den prøjsiske naturvidenskabsmand, Alexander von Humboldt, der omkring år 1800 besejlede og beskrev farvandet ud for Sydamerikas vestkyst.

1.000 km koldbælte

Hr. von Humboldt gjorde den iagttagelse, at sydøstlige passatvinde blæser havets overfladevand væk, langt ud i Stillehavet, og at det baner vej for, at koldt vand vælder op fra den dybe bund i en 1.000 km bred strøm, der løber op langs Chile og først bøjer ud mod vest oppe i det nordligste Peru, mod grænsen til Ecuador.

Opslagsværker fortæller, at strømmen køler Perus kystvande ned til mellem 10-14 grader, og at det i øvrigt er noget af verdens mest næringsrige hav, hvad der betyder, at det er her, at 20 procent af verdens fiskefangst gøres.

Begge oplysninger bekræftes af vore egne erfaringer som badegæster ved stranden neden for vores bungalow. Vandets kulde tillader kun et hurtigt dyp og op igen - på vinterbadermanér - og bølgerne er så fyldte med havets fødekæderester, at de føles og lugter som at kaste sig ud i krabbesalat. Badetøjet skal skylles eftertrykkeligt for ikke at emme som en karklud i en fiskebutik.

Det kolde vand er også skyld i ørkenen. For det får vindene til at droppe deres væde, så der kun er kuldetåge tilbage, når de rammer kysten og Andesbjergenes skrænter, hvor de varmes op af den stærke sol.

Med mindre der er tale om det lejlighedsvise El Niño-fænomen, hvor vindene ikke blæser det varme overfladevand væk, men det bliver liggende og skaber kaos i klimaet hele vejen til Europa. El Niño holder sig nu pænt væk, mens vi er her, og i ørkenens tåge og tørke trøster vi os med, at det er bedst sådan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her