Læsetid: 2 min.

Den danske forskel

5. februar 2008

"Vi har levet 400 år under den islandske krone," siger den danske entreprenør Ravn i Lars von Triers mesterlige film Direktøren for det hele. Han er ved at afslutte en millionhandel med to islandske investorer. Den ene islænding kigger op og bemærker bittert, at det var Island, som var 400 år under den danske krone. Ravn er et positivt menneske, så han replicerer: "Det gør ingen forskel for os." Islændingen svarer køligt: "Det gør en forskel for os."

Dialogen er symptomatisk den danske bevidsthed om Danmarks koloniale historie: Den findes ikke. Danmark udlægges som en uskyldig nation, som gjorde en enestående indsats for jøderne under besættelsen, vandt EM i fodbold, opfandt ironi og byggede verdens bedste samfund.

Danskerne har ellers været en aktiv kolonimagt. Det er i høj grad Grønland, som har været det danske bidrag til NATO. Det var så heldigt, at danskerne kunne tilbyde amerikanere privilegier på Grønland, som betød, at 'Syddanmark' ikke behøvede bidrage til det militære fællesskab. Danskerne indførte en kriminallov på Grønland med det udgangspunkt, at disse 'naturfolk' ikke kunne spærres inde. Det humanistiske projekt fik den inhumane konsekvens, at de grønlændere, som skulle fængsles, blev spærret inde langt væk fra familien i Herstedvester, hvor de ofte ikke kunne tale med de andre fanger og personalet.

Det er ikke erfaringer, som anfægter det danske blik: Grønlænderne betragtes som et naturfolk, der hverken kan klare alkohol eller politisk deltagelse. Det var således ikke 'skingre fanatikere' fra Dansk Folkeparti, men den sympatiske og begavede udenrigsordfører for Venstre Søren Pind, som betegnede de to grønlandske medlemmer af Folketingets beslutning at bruge deres stemme med ordene: de "var kommet ned fra indlandsisen for at drive danske indenrigspolitik". Det lød, som om han troede, de havde taget hundeslæden til Danmark.

Til P1 udtalte Pind, at grønlændernes omsorg for børns vilkår i danske asylcentre var hyklerisk, når man betænkte, hvor mange grønlandske børn, der udsættes for incest. Underforstået: Hvis en grønlænder begår en forbrydelse, er alle enige. Tanken faldt åbenbart ikke Pind ind, at der også i det grønlandske samfund kan være både normer og brud på normer. Det bemærkelsesværdige ved Søren Pinds udtalelse i radioen var ikke, at de vakte voldsom opstandelse. Det var, at de netop ikke gjorde det.

Episoden viser, at de borgerlige har ret, når de bekymrer sig over 'historieløsheden' og 'vores værdier': Det ville være strålende med refleksion over vores koloniale historie. En sådan offentlig og for andre lande almindelig refleksion betyder ikke, at de gamle koloniherrer knæler, bekender deres synder og siger, at de undertrykte herfra har ret i alt. Det handler om en banal forståelse af, hvordan man bliver set af andre, og hvordan man ser sig selv. Denne forståelse præger både sproget, blikket på én selv og på andre. Den er oplysende. Og den kunne måske også hjælpe til en forståelse af, hvorfor irakerne anlagde et andet blik på de styrker, som kom til dem med frihed og demokrati, end de selv gjorde. Det gjorde måske en forskel - for dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det har i hvert fald været yderst lærerigt at følge debatten om Grønland og Færøerne her i disse spalter.