Folk
Læsetid: 1 min.

FOLK

1. marts 2008

Morten Piil

Informations kompetente og velskrivende veteranfilmanmelder fylder i dag 65 år. Hvor respekteret den heldigvis endnu aktive cineast er i branchen, kom til udtryk, da han for få år siden fik en æres-Bodil for sine mangeårige bidrag til dansk filmlitteratur. Tillykke, Morten.

Prins Harry

Prinsen, der er mest berømt for at have gået i nazitøj, meldes at være blevet evakueret fra Afghanistan, fordi han ville udgøre et for fristende mål for Taleban. Som om hellige krigere skulle være nogen udfordring for en mand, der hver dag må slås med den britiske tabloidpresse.

Harry Potter

Den bebrillede magiker har fået sit helt eget leksikon. Det er en vis Steven Ark, der har samlet alt, hvad der værd at vide om teenagetroldmanden, og udgivet det. Han glemte bare at spørge Harrys mor, J. K. Rowling, om lov, så nu har hun stævnet Harrys største fan.

DSB-Harry

Der var ingen reklamepris ved Zulu Awards i år til DSB's plyssede og bøvede antihelt, som ellers vader i den slags, så måske bør han og Bahnsen udrangeres. Hvem der i stedet vandt, kan ses i aften på Zulu, hvor man ikke undser sig for at opfatte kommercialisme som kultur.

George og Anders

George W. Bush, hvis æra definitivt går på hæld, og Anders Fogh Rasmussen, der ser ud til at blive noget sværere at slippe af med, holder i dag et fælles pressemøde på den amerikanske præsidents ranch i Crawford. Efterfølgende serveres der lamme ... nej, stegte ænder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her