Læsetid: 2 min.

Ingen er fuldkommen

Berlin har fået sit eget museum om The Kennedys, ikke bandet Dead Kennedys, men politikkens første popstjerner
Berlin har fået sit eget museum om The Kennedys, ikke bandet Dead Kennedys, men politikkens første popstjerner
27. februar 2008

I Obama-tider, der vækker mindelser om Martin Luther Kings berømte I-have-a-dream-tale, ligger et besøg på kennedyernes museum snublende nær. Når man går ned ad trappen mod udstillingen, står der med store bogstaver på væggen: "Det er så mærkeligt, nogle gange tænker jeg, at de ord, min mand bedst vil blive husket for, er ord, han ikke engang sagde på sit eget sprog: Ich bin ein Berliner".

Skriften på væggen er forfattet af Jacqueline Kennedy. Hun skrev sådan i et brev den 3. januar 1964. Brevet var til Willy Brandt, dengang Berlins overborgmester. Ægtemanden John F. Kennedy, the first pop star of politics, var blevet skudt halvanden måned forinden.

Så er niveauet lagt. Foran én ligger en odyssé ind i et lille stykke verdenshistorie, som vi alle kan forstå.

Den 26. juni 1963 besøgte Kennedy Vestberlin og blev modtaget af en million mennesker i gaderne. En lille film viser hans triumftog gennem byen. Han så over Muren ved Brandenburger Tor, som østtyskerne i dagens anledning havde udsmykket med røde gardiner, så man ikke kunne kigge ind. Senere holdt han sin berømte tale ved rådhuset i Schöneberg.

USA's kongelige

"Vi vil aldrig igen opleve en dag som denne," skrev præsidenten i flyet, da det var lettet i lufthavnen Tegel. Fem måneder efter var han død.

Museet på Pariser Platz er en glatpoleret hyldest til Amerikas 'kongelige familie', om hvilken den nylig afdøde forfatter Norman Mailer engang sagde: "Amerikas politik blev nu også Amerikas yndlingsfilm, Amerikas første sæbeopera, Amerikas bestseller".

John og billedskønne Jackie forstod at bruge medierne som ingen før dem, men reglerne var benhårde. F.eks. var det forbudt at fotografere præsidenten på krykker eller med briller, men ok at fotografere deres nuttede børn, Caroline og John Jr., til hest, til vands, i mors arme og under fars skrivebord i Det Ovale Værelse. Til gengæld viser udstillingen ikke det berømte billede af Marilyn Monroe, hvor hun synger "Happy Birthday, Mr. President" i Madison Square Garden. Ej heller mæler den ét ord om, at John F. måske-måske ikke havde en affære med filmstjernen.

I glasmontrer er udstillet ting og sager, som har tilhørt familien Kennedy. F.eks. kan man studere hans sorte kam (brugt efter 1961), der er fremvist med en andægtighed, som drejede det sig om Jesu ligklæde. Der sidder stadig lidt hår og skæl i den. Ingen er fuldkommen.

The Kennedys, over for Brandenburger Tor, nabo til det 5-stjernede Hotel Adlon og Starbucks Café. Man-søn 10-18

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her