Læsetid: 2 min.

US Marines læser Høeg

En uvidenskabelig undersøgelse af amerikanske soldaters læsevaner
En uvidenskabelig undersøgelse af amerikanske soldaters læsevaner
1. april 2008

FALLUJAH - De fleste folk, der på et eller andet tidspunkt har været i trøjen, ved, at det involverer en del spildtid og kedsomhed.Og modsat hvad man måske skulle tro, er det også tilfældet i Irak, hvor der i mellem bloddryppende kamphandlinger og længsel hjem også er tid til en ganske betydelig mængde kedsomhed for amerikanske soldater. Et af de mest praktiserede doktriner i det amerikanske militær er begrebet 'hurry up and wait'; på at det bliver din tur, på at der er plads på flyet og på at mellem syv måneder og halvandet år er gået, så de kan komme hjem igen. Og noget skal tiden jo gå med.

Den militære ledelse vil gerne have, at deres udsendte bruger spildtiden fornuftigt. Når det ikke lige foregår i et styrketræningsrum udstyret med øresønderrivende dødsmetal, sker det som regel i de lokale MWR - soldaternes 'fritidsrum' - hvor der findes et større eller mindre bibliotek, f.eks. i Camp Fallujah, en af de relativt store amerikanske baser, der huser det amerikanske militærs berømte og berygtede Marinekorps. Biblioteket er indrettet som et slags mølædt provinsbibiotek med støvede fløjlslamper og tunge møbler. Den nogle og halvtredsårige kvindelige bibliotekar med knude i nakken er blevet udskiftet med en indisk contractor.

"Jeg ved ikke, hvad soldaterne læser. De fleste spiller playstation eller ser dvd'er," siger han .

Milton og Melville

På militærakademiet West Point læser de fremtidige soldater efter sigende Homer, Milton, Melville og forskellige digtere med og uden militære temaer. Men en undersøgelse af bibliotekshylderne i lejren viser, at thrillerne er favoritter i felten; Den amerikanske spændingsforfatter Clive Cussler, hvis bøger af wikipedia beskrives som 'techno-thrillers', den britiske tidligere politiker og skandalemager Jeffrey Archer, retssalsforfatteren Scott Turow eller patrioten Tom Clancy, men også et for Marinekorpset overraskende antal romantiske knaldperler med farverige omslag, samt en for danske læsere interessant forside af forfatteren Lillian Jackson Browne med titlen The Cat who ate Danish Modern (den handler ifølge omslaget om en siameserkat og et mord, og så får resten lov til at stå heni det uvisse som en uafklaret appetitvækker).

Men der er også kvalificerede krimier af f.eks. James Lee Burke, Michael Connoly, John LeCarré, Len Deighton og Elmore Leonard, mens en aftensamtale med en marineløjtnant fra Kentucky leder frem til en anbefaling af William Faulkner.

Men blandt de titler, det amerikanske marinekorps' ledelse mener er gunstig læsning for deres soldater, er den mest overraskende Peter Høegs Frøken Smilas fornemmelse for sne. Den gemmer sig hele to gange på hylderne - med forskellige omslag og med æselører, som om den faktisk er blevet læst.

Sandheden kommer dog nok tættest, som den formuleres af en soldat med sure sokker, henslængt på en bunkbed:

"Vi læser hvad som helst. Hvad end der får tiden til at gå."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu