Enhedslisten mangler humor. Det mener i hvert fald Asmaa Abdol-Hamid efter weekendens landsmøde. Det kan godt undre her på apoteket. Men ofte er det jo sådan, at når krisen er værst, så er det svært at se træerne for bare sjov.
Ingen ønsker jo at være uden humor, så selv om man ikke har det, så prøver de fleste i det mindste at opføre sig om, de har det.
Men det er desværre ret farligt fordi, det som regel er meget gennemskueligt.
Den oversete Limfjordsforfatter Jens Haaning Sørensen beskriver det præcist i hovedværket en Åndstjeners Mareridt.
Hendes latter var lidt for høj og skinger, som den, der kendetegner folk uden humor!
Så det vil altså være en dårlig idé, hvis Enhedslisten brugte af sine sparsomme medlemsbidrag på at alliere sig med latterguruen Jan Thygesen Poulsen.
Han tager ellers kun ca. 10.000 kroner for et foredrag. Han understreger dog, at han ikke arbejder med humor. Så det bliver man altså kun til grin af.
Måske ligger løsningen for landets snart eneste rigtig røde forsamling i at genbruge ordet socialisme højlydt. Det er jo helt åbenlyst blevet en joke. Under sidste valgkamp sagde Villy Søvndal ikke ordet en eneste gang. Først et par timer efter valghandlingen var slut, dristede han sig til at nævne fortidens ideologiske udgangspunkt. Hvis socialismen ikke er stærk nok til at give Enhedslisten et anstrøg at humor, så kan det måske være, at ordet kommunisme skal relanceres.
Så kommunisme da
Og her råder partiet jo over en virkelig stor humorist, nemlig den tidligere chefredaktør for avisen Land og Folk, Frank Aaen.
I november 1989, efter Muren var faldet, mente DKP's daværende formand Ole Sohn, at fornyelsen af kommunismen var så presserende, at han i et lykønskningstelegram til den rumænske partifælle, Nicolae Ceausescu lod et par kritiske ord om den rumænske kurs følge med.
Men dem slettede humoristen Frank Aaen og tilføjede et opmuntrende skulderklap til en af de få kammerater, der stædigt holdt fast i den rette tro.
Det er ikke altid at løsningen skal søges i fremtiden. Vi er mange, der savner den kommunistiske liturgi og de timelange kongrestaler.
Sikkert også det ceremoniglade danske kongehus, der også var så begejstrede for Ceausescu, at han blev dekoreret med Elefantordenen.
