Læsetid: 2 min.

Traktor-Troels spinner gyllen

Venstres miljøminister har pålagt sine embedsmænd at pakke dårlige sager ind i gode. Derfor kan han ikke svare Folketinget
Stolt står miljøminister Troels Lund Poulsen på sin traktor af mærket John Deere. Den fræser han hen over embedsmænd og folketing med.

Stolt står miljøminister Troels Lund Poulsen på sin traktor af mærket John Deere. Den fræser han hen over embedsmænd og folketing med.

25. april 2008

Foregangslandet Danmark kan bryste sig af at have en miljøminister, der er kendt som 'Traktor-Troels.' Det er ikke et øgenavn, som fjender har klæbet på Troels Lund Poulsen (V). Navnet kommer fra hans ministerkollega og forgænger i Miljøministeriet, Connie Hedegaard (K). Sagen er den, at Lund Poulsen forud for sin ministerudnævnelse jævnligt lod andre vide, at han tænker bedst, når han på sin 20 hektar store landbrugsejendom i Bukkerup kører rundt på sin traktor af mærket John Deere. Poulsen har ladet sig drive så vidt af sine traktorlidenskaber, at han holdt tale ved et traktorstævne i sin jyske valgkreds i Stourup nær Glud.

Alt dette fik ved ministerskifte-receptionen Connie Hedegaard til at sige:

"Nogle har foreslået, at jeg skulle give dig en lille traktor i velkomstgave, men jeg var bange for, at du så aldrig ville hedde andet end Traktor-Troels."

Dermed var Troels jo kærligt døbt af Connie. Siden har han gjort sit bedste for at leve op til navnet. Han er fræset hen over dansk natur, hen over sine embedsmænd og hen over Folketinget.

Pak dårlige i gode

Til de ansatte i Ministeriet har han ladet udsende denne spin-ordre:

"Det er altid en god idé at forelægge flere initiativer på én gang i en samlet pakke. F.eks. hvis der er to gode initiativer og en dårlig sag."

Av, av. Nu går Miljøministeriets embedsmænd og leder efter gode sager, som de kan pakke de dårlige ind i. Det har embedsmændene åbenbart svært ved. En opgørelse i dagbladet Politiken viser, at Lund Poulsen ikke har svaret rettidigt på 106 af de 270 spørgsmål, som Folketinget har stillet ham i hans ministertid.

De manglende besvarelser har blandt andet haft som konsekvens, at Folketinget måtte aflyse et samråd med Poulsen, hvor han skulle forklare en OECD-rapport, der skoser den nuværende danske miljøpolitik.

Sådant ministersmøl kan udløse grim kritik fra Folketingets præsidium. Men også den slags har den traktor-spinnende Troels råd for. Til sine embedsmænd har han beordret om ubehagelige sager:

"Overvej, om det er ministeren, som skal tage ansvar for at løse problemet, eller strategien f.eks. skal være, at det er forligskredsen, som har det politiske ansvar, og som derfor skal træffe en svær beslutning."

Godt fræset, Troels! Hvis gyllelugten bliver for fæl, så se at få smurt den af på dine forligspartier - så ingen kan opsnuse, hvor den kommer fra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu