Besparelse I
Vandkulturhus droppet
Et nyt vandkulturhus med svømmekanaler, udspring og varmtvandsbassin er nu definitivt droppet i Odense. Borgmester Jan Boye (K) har længe ment, at byggeriet til 217 millioner kroner blev for dyrt, og oppositionen opgav mandag aften at fortsætte kampen for forligsaftalen fra 2004, skriver Fyens Stiftstidende.
"Den sidste rest af tvivl om de borgerliges agt fik vi, da de for kort tid siden lige pludselig trak 'miljøvåbnet' og krævede, at byggeriet skulle analyseres i forhold til Odenses ny miljøpolitik. Det var endnu et forsøg fra deres side på at sige: 'Det bliver for dyrt. Vi må stoppe', siger kulturrådmand Anker Boye (S) og byrådsmedlem Stina Willumsen (SF) til avisen.
Da ideen om vandkulturhuset blev født i sommeren 2004, var det et socialdemokratisk 'projekt' til godt 100 millioner kroner, men med fuld opbakning fra forligsparterne: SF, K og V. Siden da er prisen mere end fordoblet, blandt andet fordi vandkulturhuset blev flyttet til havnen.
Vandkulturhuset er tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels og var oprindeligt beregnet til Aalborg. Men her droppede byrådet planerne i 2002 som et led i en række besparelser. Herefter overtog Odense vandkulturhuset, men det borgerlige flertal i byrådet er blevet mere og mere lunkne over prisen, og så sent som ved budgetforhandlingerne forsøgte borgmester Jan Boye - uden held - at få S og SF til at droppe kravet. Derfor glæder borgmesteren sig over, at det nu er lykkedes.
"Økonomien i projektet var løbet løbsk, og derfor er det godt for Odense, at vandkulturhuset ikke bliver til noget," siger Jan Boye. ritzau
Besparelse II
D'Angleterre slukker for jule-udsmykning
For første gang i 14 år er der ikke lys i den efterhånden legendariske juleudsmykning på facaden af Kongens Nytorv-hotellet D'Angleterre i København. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
For nogle var det for meget, og for andre var det et af flere traditionelle indramninger på hyggen, når jule-turen gik til København.
"De tidligere års julefacader på Hotel D'Angleterre var en personlig milliongave fra den tidligere ejer, familien Remmen, til københavnerne, som nu falder bort," siger hotellets salgs- og marketingsdirektør, Dorthe Fryd Ekelin til avisen.
D'Angleterre blev i september 2007 købt af det islandsk-lettisk ejede selskab Nordic Partners. ritzau
Tv-pris
Ingen Emmy til DR's dramaserie
Det lykkedes ikke for Danmarks Radio at sikre sig endnu en Emmy - tv-branchens Oscar - ved prisuddelingen i New York mandag aften. Anden sæson af DR's Forbrydelsen var blandt de fire nominerede i kategorien 'Bedste dramaserie'. Men prisen gik til den britiske serie Life om Mars, oplyser DR's dramachef Ingolf Gabold til Ritzau.
"Vi vidste, at det først og fremmest var briterne, vi var oppe imod. Det er ingen skam at tabe til dem," siger Gabold.
DR har tidligere fejret Emmy-triumfer i 2002 for Rejseholdet, i 2003 for Nikolaj og Julie og i 2005 for Ørnen. ritzau