Virtuose vredesudladninger fra en østrigsk redepisser

Bogkomponisten. Forfatteren Thomas Bernhards værker har status af internationale nyklassikere, men hans østrigske landsmænd er langt fra stolte af ham. Bernhards prosa er nemlig drevet af et uforsonligt had til fædrelandet og alt, hvad det står for. Hans raseri-fuga af en roman, 'Undergængeren', er netop udkommet på dansk
Thomas Bernhard. Den østrigske forfatter benytter sig i sine romaner af den æstetik, han kaldte -overdrivelseskunst-. Overdrivelsen finder sted på det indholdsmæssige plan, men den består også i at gentage de samme ord og fraser i ét væk. -For at gøre noget begribeligt er vi nødt til at overdrive-, forklarer fortælleren i værket -Udslettelse-.

Thomas Bernhard. Den østrigske forfatter benytter sig i sine romaner af den æstetik, han kaldte -overdrivelseskunst-. Overdrivelsen finder sted på det indholdsmæssige plan, men den består også i at gentage de samme ord og fraser i ét væk. -For at gøre noget begribeligt er vi nødt til at overdrive-, forklarer fortælleren i værket -Udslettelse-.

Suhrkamp Verlag
15. januar 2009

Thomas Bernhard er en afsindig redepisser, der straks må stoppes. Det mener den tidligere østrigske bundeskansler Bruno Kreisky, Wiens borgmester Franz Vranitzky og en horde af vrede borgere, efter at de er kommet for skade at læse et offentliggjort uddrag af Bernhards teaterstykke Heldenplatz.

Stykket er skrevet på bestilling fra det velansete Wiener Burgtheater i anledning af teatrets 100-års jubilæum, og forlægget er 'Østrig før og nu' - en udsøgt chance for at kritisere hjemlandet, som Bernhard ikke forspilder.

Handlingen udspiller sig i 1988 i en lejlighed med udsigt over Heldenplatz, hvor østrigerne 50 år tidligere havde hyldet Hitler efter Anschluss.

Ekkoet fra datidens jubelråb lever stadig i bevidstheden på stykkets personer, og under konditorkulturens sukrede glasur lever nazismen videre. Nu blot i nye iklædninger og med det fortrængtes dobbelte styrke.

Trods modvilje blev Heldenplatz planmæssigt uropført i 1988, og stykket delte vandene; det modtog både stor applaus og blev udsat for deciderede protestdemonstrationer.

I dag, omtrent 20 år senere, er Bernhards forfatterskab kun drypvist blevet oversat til dansk. Forlaget Basilisk, som i december udgav Undergængeren, er blandt de få forlag herhjemme, der har turdet binde an med Bernhards værker.

Nemhedens problem

Når det først sker nu, skyldes det, at den flintrende vrede Bernhard har en vis 'indsivningstid', mener Thomas Thurah, mag.art. i litteraturhistorie og filosofi og forfatter til en række bøger om litteratur og kultur.

"Det tilsyneladende uæstetiske ved hans sprog er en vigtig faktor, tror jeg. Første gang man læser Bernhards prosa, tænker man: 'Jamen, han skriver jo bare løs'," siger Thomas Thurah og fortsætter: "Det er tale om dét, Torben Brostrøm engang har kaldt nemhedens problem. Man tror, at Bernhard bare er frådende raseri sat på skrift, men midt i den tilsyneladende 'gåen-amok' findes i virkeligheden en meget sofistikeret æstetik."

Da den toneangivende tyske litteraturkritiker Marcel Reich-Ranicki læste Bernhards første roman Frost i 1963, turde han ikke anmelde den. Året efter udkom den næste Bernhard-bog, som igen blev læst, men stadig ikke anmeldt. Reich-Ranicki var fascineret og irriteret af Bernhards prosa, men han var først og fremmest intimideret: "Når jeg i dag spørger mig selv, hvad der dengang forhindrede mig i at skrive om ham, trænger alene ét ord sig på: angst," fortæller Reich-Ranicki i en bog om Bernhard.

"Jeg frygtede, at jeg ikke var hans prosa voksen. Ligesom jeg i mange år tøvede med at skrive om Kafka, så veg jeg i første omgang tilbage for Bernhards bøger."

Bernhard bedriver det, man kunne kalde 'udskældningskunst'. Hans fortællere er åndsmennesker af en art, som regel akademikere eller kunstnere, der i lange næsten ubrudte monologer skælder ud på katolicismen, den offentlige mening, patriarkalske familiestrukturer, almindelig forblommethed, og hvad de nu ellers møder af sten på deres vej.

Villet amokløb

I Gående har en af personerne en vane med at lave scener i en bestemt butik, der sælger bukser, fortæller Thomas Thurah.

"Lysten til at chikanere er et typisk Bernhard-motiv. Personen går amok, men med fuldt overlæg og ifølge en helt bestemt dramaturgi: 'Nu går jeg ind og laver skandale, nu går jeg amok!', og så går han ind og flår et par bukser op på disken. 'Se alle disse tynde steder!', klager han og peger på stoffet. Det er en del af Bernhards poetik, det er det samme, han selv gør, når han skriver."

Stoffets 'tynde steder' er en gennemgående metafor hos ham: "Alt dét, der tilsyneladende danner sammenhæng, mønster og stabilitet, peger han på og siger: 'det passer jo ikke' - der er alle disse tynde steder. Ideologikritik er i sig selv et temmelig slidt begreb, men det er faktisk dét, han bedriver," siger Thomas Thurah.

I Undergængeren er det blandt andet socialdemokraterne, der står for skud, socialdemokraterne, der "er en skandale", behæftet med fejl og 'tynde steder'. Men det kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden ideologi eller sammenhæng.

"Bernhard vælger altid det mest radikale synspunkt, det, der destruerer alle konstruktioner, al betydning eller alle historier. Det er ikke, fordi der ligger en løsning eller en forløsning på den anden side af destruktionen. Destruktionen, den fortsatte udslettelse, er snarere en eksistensform, en måde - den eneste måde - at være til på," siger Thomas Thurah.

Opgøret med alle tanker om overbygninger, lige meget hvilken form de har, har Bernhard til fælles med store dele af den europæiske modernistiske litteratur. Men det er særligt i Østrig, at der er tradition for skarpe udfald mod offentligheden og for at gøre oprør mod fædrelandet, fortæller Erik Granly, ph.d.-studerende og videnskabelig assistent ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Overdrivelseskunst

"Traditionen for nådesløs kritik starter nok med forfatteren Karl Krauss, der er en generation ældre end Bernhard. I Bernhards generation finder vi forfattere som nobelprisvinderen Elfriede Jelinek og Peter Handke, der skabte stor skandale i 2006 ved at holde tale ved Milosovic's begravelse i Serbien," siger Erik Granly.

Men selv om de skandaløse indfald og harmen over stort og småt formentlig kan tages for pålydende, er den hos Bernhard også del af den æstetik, han kalder for "overdrivelseskunst". I en berømt passage fra det store prosaværk Udslettelse fra 1986 forklarer fortælleren for sin elev Gambetti, at man må overdrive for at gøre livet tåleligt:

"Hvis vi ikke havde vores overdrivelseskunst, havde jeg sagt til Gambetti, ville vi være dømt til et forfærdeligt kedeligt liv, til en tilværelse, det slet ikke længere ville være værd at leve. Og jeg har udviklet min overdrivelseskunst til utrolige højder, havde jeg sagt til Gambetti. For at gøre noget begribeligt er vi nødt til at overdrive, havde jeg sagt til ham, det er kun overdrivelsen, der gør tingene anskuelige."

Overdrivelsen finder sted på det indholdsmæssige plan, men den består også i at gentage de samme ord og fraser i ét væk.

"Sproget orienterer sig hos Bernhard efter gentagelsens rytme, snarere end efter en fremadskridende fortælling. Det er blandt andet den klassiske musiks fuga, der ligger til grund for hans komposition," siger Erik Granly.

Thomas Bernhard (f.1931) kritiserede Østrig hele livet, men holdt samtidig nok af landet til at leve dér, hele sit liv. Bernhard var det Reich-Ranicki har kaldt, en "programmatisk out-sider". Ikke kun som forfatter, men også privat, valgte han de vante former fra.

Hedwig Stavianicek, Bernhards "lebensmensch" som han boede og rejste med, var 37 år ældre end ham og trådte ind i hans liv omtrent samtidig med moderens død. Hedwig Stavianicek støttede ham i hans arbejde og gav ham en omsorg og ro, som han åbent erklærede sig dybt afhængig af.

Kvinderne i hans værker er, med få undtagelser, enten direkte rædselsfulde, eller bare tarveligt ordinære. Særligt moderen i Udslettelse er utålelig, men også søstrene i samme roman er nogle gesjæftige ignoranter.

Men paradoksalt nok befandt han sig bedst blandt kvinder - det var mænd, der gik ham på nerverne, har han fortalt. Hvad han har haft af seksuelle relationer, er uvist, men hans offentlige persona var aseksuel, og han stiftede aldrig familie.

Posthum emigration

Thomas Bernhard elskede livet - altså lige bortset fra når han overvejede at begå selvmord, og det gjorde han med jævne mellemrum: "Da jeg var 19, særligt da jeg var 26, og så igen som 40-årig," præciserer han i et interview. Med vanlig radikalitet konstaterer fortælleren i Undergængeren da også, at de mennesker, der bliver ældre end 50, er nogle grænseoverskridende kujoner, de er skamløse og ynkelige og dertil en hel masse andet forargeligt, som det ville være for omfattende at referere her. Man kan derfor mene, at det var med let forsinkelse, Thomas Bernhard takkede af i en alder af 58 år og tre dage. Han døde i 1989 i sit hjem i Ohlsdorf af den uhelbredelige lungesygdom, der gjorde døden present hele hans liv.

Nogen forsoning med fædrelandet kom det aldrig til. Thomas Bernhards sidste vilje indeholdt, hvad han kaldte "en posthum litterær emigration": han forbød al udgivelse og opførelse af sine værker inden for Østrigs grænser (noget hans arvinger dog ikke altid har efterlevet). Fædrelandet har imidlertid svaret igen ved at indrette hans store hus som et museum, hvor man frit kan mæske sig i Bernhard-kuriositeter. Blandt andet kan man tage hans mere end 200 par sko i øjesyn, hvilket efter al sandsynlighed ville have gjort ham edderspændt rasende. Med tiden var han kommet til at hade sine fans; ros forekom ham hyklerisk, og hans hjem blev et fængsel, efterhånden som berømmelsen tog til, og antallet af fans voksede.

"Der kommer ikke andet end katastrofer ud af applaus," konkluderede Thomas Bernhard og gav ingen offentlige oplæsninger de sidste 15 år af sit liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu