Læsetid: 4 min.

Et lille, men smukt Swaziland

Mellem to verdner. Mange tror, at Swaziland er en region i Sydafrika. Men det lille land med den storslåede natur er en selvstændig nation med en million indbyggere, som værner om deres kultur og traditioner
Ritual. Swaziland er det eneste land i Afrika, hvor en enevældig monark stadig sidder på magten. Den nuværende konge, Mswati III(i midten af billedet), overtog tronen i 1986, og har ikke taget skridt mod at indføre demokrati, og modstandere kritiserer ham for at bruge sit lands sparsomme ressourcer på luksus til ham selv og sine 13 koner, hvoraf en ny som regel udvælges hvert år ved et stort ritual.

Ritual. Swaziland er det eneste land i Afrika, hvor en enevældig monark stadig sidder på magten. Den nuværende konge, Mswati III(i midten af billedet), overtog tronen i 1986, og har ikke taget skridt mod at indføre demokrati, og modstandere kritiserer ham for at bruge sit lands sparsomme ressourcer på luksus til ham selv og sine 13 koner, hvoraf en ny som regel udvælges hvert år ved et stort ritual.

JON HRUSA

13. februar 2009

Tre nøgne jægere forcerer en bakkekam. Der er dyr overalt: Gnuer, antiloper og sågar en elefant. Mændene ser målbevidste ud, måske er de optaget af deres bytte. En af dem ser ud til at bære et pilekogger. Deres skarpt aftegnede silhouetter forsvinder en efter en i en dyb klippespalte.

Men hvad er det her for noget? Mændene kommer frem fra klippespalten som kæmper og går ud i lyset på stylter. En af dem er dækket af fjer, en anden har et grotesk hoved som en knæler. Er de gået ind i en anden verden?

Mellem to verdener

Jeg sætter mig på hug på en bjergskråning i det nordlige Swaziland og ser på et freskomaleri fra stenalderen på en tre milliarder år gammel granitvæg. Vores guide Zanele Sibiya fortæller, at disse hallucinatoriske jægere er i færd med at krydse skellet mellem den fysiske og den åndelige verden, som klippespalten symboliserer. Her får man et levende indblik i de shamanistiske ritualer, som san-folket, der engang boede i disse bakker, udførte. Forhistorien er bevaret i rød okker og med elsdyrsantilopers blod.

Swaziland vakler selv mellem to verdener: en moderne økonomisk virkelighed og ældgamle traditioner. Det er en letkøbt observation, som måske passer på ethvert hjørne af Afrika. Men i Swaziland er dikotomien særligt iøjnefaldende - måske fordi begge verdener er klemt sammen på meget lidt plads.

Post til Schweiz

Her til morgen er jeg rejst nordpå fra landets kosmopolitiske hovedstad Mbabane, hvor unge par drikker caffe latte i skinnende indkøbscentre. Få minutter senere kørte jeg forbi små avlsbrug, hvor kvinderne bar brænde, som de har gjort i århundreder.

Hvis Swaziland lider under en identitetskrise, så gør omverdenens uvidenhed ikke tingene bedre. Jeg får at vide, at post fra udlandet ofte ender i Schweiz.

Det er en stat i det sydlige Afrika, som er lidt mindre end Wales, og ligger klemt inde mellem Sydafrika og Mozambique. En hurtig undersøgelse blandt vennerne derhjemme afslørede, at kun få vidste, at det er en selvstændig nation. Mange troede, at det var en region i Sydafrika.

Stærk identitet

Men hvad angår kulturel identitet, er landet ikke uden gennemslagskraft. Landets ca. én million indbyggere nedstammer fra en håndfuld klaner, der flygtede mod nord i 1800-tallet, da zuluernes kongerige ekspanderede. Og selvom de stadig er nært beslægtede med deres sydafrikanske naboer, har de opbygget deres egen kulturarv, der forblev ubeskadiget trods årtiers britisk overherredømme.

Swaziland har Afrikas sidste enevældige konge, og hans portræt pryder enhver afkrog af landet. Den nuværende konge, Mswati III, overtog tronen i 1986, men det var hans far, Sobhuza II, der slog tonen an. I den kollektive hukommelse er han nærmest en guddom.

Ved Sobhuza II-monumentet, som ligger ved foden af de hellige Mdzimba-bjerge, besøger vi et museum, som er dedikeret til den moderne stats grundlægger. Der er mange bemærkelsesværdige oplysninger: F.eks. havde Sobhuza mere end 70 koner, hvilket betyder, at en stor del af landets befolkning har blåt blod i årerne. Men udstillingen dvæler også ved Sobhuzas påståede ydmyghed og hans diplomatiske egenskaber:

"Anginasitsa," sagde kongen, hvilket betyder: "Jeg har ingen fjender."

Monarkiets tilhængere hævder, at Swazilands fredelige historie i et ellers krigshærget område skyldes den store mands visdom.

Ingen sociale fremskridt

Mens demokratiet har slået rod i resten af det sydlige Afrika, er der stadig forbud mod at danne politiske partier i Swaziland. Den nye forfatning, som blev vedtaget i 2005, værner om kongens ret til at udpege premierministeren, regeringen og dommere. Det hævdes, at syv ud af 10 mennesker lever under fattigdomsgrænsen, og Mswati har ikke frembragt de sociale fremskridt, som mange havde håbet på. Han snupper fortsat koner fra sine undersåtter (13 indtil videre) og har smag for biler og paladser, hvilket kunne tyde på, at han ikke har de samme asketiske tendenser som sin far.

Det er således ikke underligt, at de ekstravagante festligheder i anledning af landets 40-års jubilæum som selvstændig nation og kongens 40-års fødselsdag ikke vakte begejstring i progressive kredse.

Rygter om, at kongens koner tager på indskøbsture til Dubai, og om kongens nye Mercedes'er, som blev indkøbt til lejligheden, førte til protestmarcher gennem byen. Nogle betragtede de spektakulære festligheder som et misbrug af landets kultur til politiske formål.

Men uanset om man er monarkist eller reformist, kan det ikke benægtes, at folk i Swaziland forstår at feste. Deltagelsen i den årlige Umhlanga-dans, hvor unge piger, som blot er iført halskæder og diminutive nederdele, strømmer til kongens forlægning for at danse i tre dage, øges hvert år. Ligesom Incwala-ceremonien i januar, hvor det første høstudbytte fejres, er der ikke tale om en iscenesættelse for turisternes skyld. Det er et af de mest imponerende kulturelle optrin i hele Afrika. Tusindvis af dansere og krigere bevæger sig gennem landskabet for at samles i et hav af farver og støj i kongens indhegnede landsby.

Storslået landskab

Landet rummer endnu et paradoks: På et kort over det sydlige Afrika er Swaziland måske ikke større end et frimærke, men det virker større, når man opholder sig i landet. Landskabet er i stor målestok, og man behøver ikke engang at forlade hovedstaden: Få kilometer uden for Mbabane ligger Sibebe-klippen, som er verdens største granitkuppel. De fleste af Swazilands seværdigheder ligger blot en eller to timer i bil fra en af landets to større byer. Og vejene er i glimrende stand. Det hele virker perfekt for den uafhængige rejsende, men her kommer påfaldende få turister. De fleste tilbringer blot en nat eller to i landet på vej mod de mere kendte destinationer i Sydafrika.

Da jeg forlader Swaziland kæmper jeg stadig for at komme overens med landets iøjnefaldende paradokser: Landet er lille, men landskabet er storslået. Det er afhængigt af Sydafrika, men meget stolt af sin selvstændighed. Befolkningen er utålmodig efter forandringer, men stærkt knyttet til fortiden.

© Independent og InformationOversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu