Læsetid: 7 min.

Finanskrisen får USA's mest selvbevidste magasinimperium til at vakle

23. marts 2009

Forholdene var normalt særdeles civiliserede på Times Square 4 i magasinimperiet Condé Nasts storpralende hovedkvarter i glas og granit. Men den dag i slutningen af januar, da ledelsen lukkede det chikke livsstilsblad Domino, fik redaktørerne ikke blot besked på at rydde deres skriveborde. De måtte også selv bære alle personlige ejendele hjem i papkasser. I mindre strenge tider ville man nok have bekostet et bud på den slags.

Sådanne nedværdigelser er jo for så vidt irrelevante, hvis man mister sit job (med, i nogle tilfælde, kun to ugers løn som fratrædelsesgodtgørelse for fire års ansættelse). Men tilværelsen for dem, som er blevet tilbage i skyskraberen, selv de, som har hjørnekontorer, bliver også hårdere, som annonceindtægterne dykker og de budgetter, der før betalte flyrejser på første klasse, overnatninger på Ritz og limo'er med lejede chauffører, beskæres drastisk og derpå beskæres igen.

I årevis var Condé Nast, der udgiver så prestigefulde publikationer som Vogue, GQ, Wired, The New Yorker og Vanity Fair et sted, der ligefrem excellerede i skamløse excesser. For skribenter i begyndelsen af en karriere inden for mode- eller celebrityjournalistik var Condé Nast det eneste sted, som virkelig var værd at være ansat ved, som Ann Hathaways karakter hurtigt erfarer i filmen Djævelen går i Prada. (Og ingen var i tvivl om, at djævelen, Meryl Streep, var ment som en pastiche over Vogue-redaktøren Anna Wintour).

Nybegyndere var kun glade nok for at blive betalt med pebernødder, mens dem på toppen, deriblandt talenter udefra på eksklusive kontakter, var lige så henrykte for deres obskønt høje honorarer.

Flere vil bukke under

Condé Nast, som hører under Advance Publications, er ganske vist ikke ene om at måtte spænde livremmen som følge af annoncemarkedets recession. Men den smerte, som lige netop denne udgiver er begyndt at mærke - det, er blandt brancheiagttagere en udbredt forudsigelse, at flere andre magasiner i dets portefølje snart vil lide samme skæbne som Domino, det kunne blive Allure, Lucky eller Cookie - vækker uforholdsmæssig stor opmærksomhed på grund af Condé Nasts engang så selvbevidste attitude.

Det er svært at fortænke rivalerne i at føle et anstrøg af skadefryd ved at konstatere, at den sædvanlige hær af Vogue-assistenter ved de seneste modeshows i Milano og Paris nu var reduceret til en lille flok. "Alle elsker at hovere lige nu, fordi vi selv hoverer så meget, når vi har fremgang," udtaler en Condé Nast-redaktør, der foretrækker at forblive anonym.

Sandheden er imidlertid, at sprækkerne i Condé Nasts facade varsler ilde for alle i branchen. Selskabet, hvis kantine er designet af den mondæne arkitekt Frank Gehry, har bidraget mere end næsten alle andre til at forlene Manhattan med den aura glitrende glamour, som i de senere år er blevet så træffende indfanget af tv-serien Sex and the City. At kalde Jimmy Choo-hæle en del af Times Square 4-uniformen lyder måske nok fortærsket, men rammer ikke helt ved siden af. Og når glansen går af Condé Nast, så falmer også Gothams glød, sådan ganske generelt. For sagen er, at magasin- og avisbranchen i USA er alvorligt på hælene, og den er det i langt højere grad end i Europa, kan man mene. Denver-avisen Rocky Mountain News bukkede under i sidste måned, og i forrige uge lukkede Hearst Corporation, som udgiver Cosmopolitan og Good Housekeeping, den trykte udgave af sin Seattle-avis, Seattle Post-Intelligencer.

Et memo sendt for nylig til alle Condé-ansatte fra selskabets administrerende direktør, Charles Townsend, giver et fingerpeg om det, som er i vente.

"Som nedturen forværres, er det uundgåeligt, at vi må træffe flere vanskelige beslutninger for at få styr på omkostningsudviklingen og sikre vores finansielle sundhed," skrev han. "Disse beslutninger vil berøre os alle."

Eftersom det ikke er et børsnoteret selskab, er det vanskeligt at indhente finansiel viden om Condé Nast.

"Som privat virksomhed føler ikke vi ikke behov for at sprede specifikke finansielle informationer i offentligheden, men vær forvisset om, at vi på ansvarlig og succesrig vis vil styre os selv igennem denne omfattende recession," sagde Townsend i sidste uge, da spørgsmålene om selskabets fremtid begyndte at trænge sig på.

Offentligt kendte er de seneste tal for annonceindtægterne derimod. For magasiner i Amerika ikke mindst er det et spørgsmål om liv og død, hvor mange sider de kan fylde med reklamer, og hvilke priser de kan opkræve for dette.

Et stik i hjertet

Tendensen hos Condé Nast er entydigt nedadgående, som den er for næsten enhver anden udgivelsesvirksomhed i USA og den øvrige verden. Og det hjælper ikke spor, at mange af dets udgivelser er stærkt afhængige af at bringe reklamer fra producenter af luksusartikler (det gælder Vogue og Vanity Fair) eller for store New York-selskaber, herunder den nødlidende forsikringsgigant, AIG (New Yorker). I begge brancher er reklamebudgettet sunket helt ned på havets bund.

De seneste tal for annonceindtægter må give et stik i enhver udgivers hjerte. De er faldet med 47 procent for Architectural Digest (det noget mere konservative refugium for Domino-læsere), 32 procent for Vanity Fair, 56 procent for Wired, 60 procent for Portfolio (gruppens nye glittede erhvervsmagasin), 41,6 procent for Gourmet og sådan fortsætter listen - Af alle gruppens magasiner har kun et enkelt konstateret øgede annonceindtægter: Golf World. Og som antallet af reklamer mindskes, svinder også antallet af sider i de magasiner, som abonnenterne finder i deres postkasser. Sidste uges nummer af Portfolio var det tyndeste i magasinets korte historie.

I efteråret fik udgiverne af Condés magasiner besked på at beskære budgetterne med fem procent, og det er efter alt at dømme langt fra at slå til. Det forlyder fra branchekilder, at Advances ejer, Samuel Irving Newhouse, har givet Townsend ordre til at finde og gennemføre besparelser på yderligere 50 millioner dollar og gøre det hurtigt.

Magasiner som redning

Condé Nast har i årevis haft bundsolide, stærke finanser. I gode tider var udgivelser som Vogue regulære pengemaskiner, og så betød det mindre, at den mest ansete af alle dets publikationer, The New Yorker, i perioder gav tab. Det var også helt accepteret at betale redaktørerne for de mest profitable magasiner lønninger, der skulle måles i millionvis af dollar. Advance havde desuden en bred vifte af regionalaviser USA over, som også var pålideligt indtjenende. Magasinindtægterne var i den forbindelse rent flødeskum.

Men som avisernes indtægtsgrundlag brød sammen, var det pludselig magasinerne, der skulle holde medieflåden oven vande. Og selv ved deres levedygtighed er der nu stillet spørgsmålstegn.

Magasiner, som ikke lukker, kan blive tvunget til at udkomme mindre hyppigt. Ifølge en brancheiagttager har selv ugemagasinet The New Yorker, hvis skribenter har fået beskåret honorarerne eftertrykkeligt, måttet gennemføre, hvad der i praksis er et ophør for flere udenlandsrejser, ligesom der tales om at overgå til at udkomme hver 14. dag eller endda en gang månedligt.

Condé Nasts talsperson, Maurie Perl, afviser pure, at der skulle være overvejelser om at ændre på The New Yorkers udgivelsesfrekvens.

"Vi fortsætter vores udgivelsesvirksomhed trods det vanskelige og udfordrende økonomiske klima," siger hun til The Independent. "Som alle andre må vi forholde os til de økonomiske konjunkturer og i visse henseender nogle vanskelige beslutninger for at stå krisen igennem, hvilket vi da også gør med ansvarsbevidsthed og gode resultater."

Fråds og dårlig timing

At nedjustere vil næppe falde de mere flamboyante af Condés redaktører let. Graydon Carter, som ud over at være redaktør for Vanity Fair, tillige Waverley Inn, en restaurant, som er lige så berømt for sine middagsselskaber for pressesky berømtheder, som den er for sin makaroni med trøfler, stillede således et mindre ekstravagant Oscar-aftenparty i udsigt i år, men endte alligevel med over 1.000 gæster.

Som Wintour fra Vogue må han nu stå model til mere eller mindre ondskabsfulde drillerier fra sin stab, som den perfide satire, som i sidste uge blev bragt i Fashion Week Daily. Under Vanity Fairs logo sås et billede af Carter (med en krone på hovedet), som på en liste opregnede de folk, som arbejder for ham, herunder "arkitekturkonsulenter (én), medredaktører, som skriver mindst muligt selv (tre), spanske navne, der lyder stilige (to), og mænd i Saigon (én)."

Et tilfælde af dårlig timing kan diagnosticeres i forhold til den kommende premiere af en dokumentarfilm ved dette års Sundance Film Festival: September-nummeret.

Med Wintour i fokus i næsten alle klip er der angiveligt tale om den fængslende fortælling om, hvordan det mest ekstravagante nummer af Vogue - det, som udkom i september 2007 - blev sat sammen. I dag forekommer filmen, nå ja - en smule upassende. Men selv om fyringer ikke er spor sjove, herunder fyringer af dem, som knoklede for det Domino, som måske ikke vil blive savnet af mange, så indrømmes det privat i selskabet, at der måske også kan være noget rensende og helsebringende over de nye indskrænkninger hos Condé Nast.

"Der fyger megen galgenhumor rundt omkring. Men jeg tror, at alle, som stadig har et job, er godt tilfredse med bare at have et job i dag, og for så vidt er der meget mindre ynk nu, end der plejede at være," indrømmer en mangeårig Condé Nast-medarbejder. "Det er en ganske sundt at blive udsat for en dosis virkelighed."

Men helt givet er det, at nogle af insiderne på Times Square nr. 4 har svært ved at vente på den dag, hvor de igen kan tjene stort på at sælge alt det stof, som drømme er skabt af.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her