Læsetid: 9 min.

'Hos os er det kvindernes kampdag året rundt'

Kvindeportrætter. Det er kvindemagt på græsrodsplan, der er motoren i Bosniens svære forsoning. Efter en omfattende krig vil de ikke acceptere en overfladisk fred, skriver Birte Weiss, der her præsenterer tre af Bosniens stærke kvinder
Kvindeportrætter. Det er kvindemagt på græsrodsplan, der er motoren i Bosniens svære forsoning. Efter en omfattende krig vil de ikke acceptere en overfladisk fred, skriver Birte Weiss, der her præsenterer tre af Bosniens stærke kvinder
6. marts 2009

Det er mændene, man først genkalder sig fra krigene på Balkan i 1990'erne. Serbernes Slobodan Milosevic, som fuppede det internationale samfund med sin påståede forhandlingsvilje, mens store dele af Bosnien blev tømt for bosniakker (muslimer). General Ratko Mladic, der i Srebrenica - midt i Europa - reducerede FN til tilskuer til udryddelsen af 8.000 mænd og store drenge. Radovan Karadzic med storhedsdrømmene, medansvaret og forklædningerne. Og bosniakkernes leder Alija Izetbegovic, som havde svært ved at træffe beslutninger og overbevise Vesten om, at hans land ikke lå i borgerkrig, men var udsat for planlagt folkemord.

De fire er, sammen med de anklagedes stenansigter ved krigsforbryderdomstolene i Haag og Sarajevo, blevet krigens symboler. Den brydsomme næste fase, forsoningen, er mere anonym. Når en fredsaftale er underskrevet og de døde talt op, skal krigens parter leve sammen. De skal forsone sig med ondskaben, tabene og hinanden, og går det ikke hurtigt nok, mister den internationale forsoningsbranche interessen på vej til næste katastrofe.

Sådan er det også ved at gå i Bosnien. De tilrejsende gode viljer - de fleste nålestribede jakkesæt - er utålmodige. De betragter med mishag den politiske verden, hvor skellene mellem de etniske grupper er næsten lige så iøjnefaldende, som dengang krigen blev udkæmpet med våben. Optimismen ville være større, hvis de i stedet rettede blikket mod kvinderne. På græsrodsplan er de - kvinderne - på vej til at blive forsoningsprocessens motor. De vil ikke acceptere, at der efter en altomfattende krig kommer en overfladisk fred.

Jeg har mødt hundredevis af dem under mit arbejde i Bosnien med bogen Krigens arvinger, som udkom først på vinteren. Seje, usentimentale NGO'er, som ikke tror på mirakler, men på tværs af etniske skel forsøger at gøre forsoningens svære dilemmaer mere overkommelige. De nægter at glide ind i en passiv offerrolle. Som den kroatiskfødte børnehjembestyrer Zdenka Krpan fra Nordvestbosnien siger: "Egentlig er det misvisende, at vi fejrer kvindernes internationale kampdag . For os, der arbejder med forsoning nede på gulvet, er det 8. marts hele året."

Nusreta Savic

Bosniakken Nusreta Savic fra Prijedor i den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, er svær at bestemme. Det ene øjeblik ligner hun en slidt kone, det næste en humørfyldt pige. Hun siger, at hun ikke er meget for medieeksponering, og alligevel er hendes navn og arbejde for krigens voldtægtsofre kendt og beundret langt ud over Bosniens grænser. Hendes græsrodsarbejde har fået den internationale jura til at flytte sig.

Vi havde aftalt, at Nusreta skulle guide mig rundt i serbernes koncentrationslejr, hvor hun sammen med mange hundrede mænd og godt 30 kvinder i 1992 blev holdt fanget som 'servitrice'. Den lå i Omarska-minen, hvor et stort men ukendt antal tilfangetagne bosniakker forsvandt sporløst.

Nusreta udmaler ikke de krænkelser, hun var udsat for; siger kun, at det bagefter er svært at føle sig som almindelig kvinde. Da vi bliver stoppet af en vagt midt på den flade slette, hvorfra det berygtede hvide 'slagtehus' kan ses, smider hun cigaret nummer fem og peger:

"Folk var stuvet sammen under forfærdelige forhold i værkstedsbygningerne, og de, der kom over til forhør i 'det hvide hus', kom sjældent levende derfra. Det var fast kutyme, at andre fanger bagefter blev sat til at spule og læsse ligene."

"Der var rundt om i landet hundredevis af små og store lejre, hvor civilbefolkningen blev interneret, men Omarska var i bogstaveligste forstand en koncentrationslejr. Henrettelser, slagtning, tortur og krænkelser af enhver art, sådan var hverdagen her. Det skal selvfølgelig fortælles og vurderes juridisk. Før krigen var jeg dommer, og derfor har jeg også professionelt følt mig forpligtet til at dele min viden med Haag-tribunalet. Sammen med en veninde og juristkollega samlede jeg mængder af materiale, og vi nåede det, vi ville: Voldtægt er blevet defineret som en selvstændig krigsforbrydelse og ikke bare som en af krigens biomstændigheder."

"Det var ikke let at komme tilbage til hverdagen i en by, hvor man ikke brød sig om folk, der i Haag fortalte sandheden om lejren, og hvor muslimerne generelt var et uønsket mindretal. Den dag, jeg vendte hjem til min lejlighed i Prijedor, havde nogen skrevet 'Omarska' ved døren. Vi fik det omgående malet over, men dagen efter var det der igen. En detalje, måske, men noget man sammen med alle de brudte personlige bånd til serbiske venner og kolleger måtte anstrenge sig for at leve med. Med tiden er det kommet til at fylde mindre, det afgørende er, at jeg overlevede og fik den internationale jura til at flytte sig en lille smule. Jeg nægter at lade mig spærre inde i offerrollen."

Petra Klokic

Serberen Petra Klokic fra Tuzla vil heller ikke lade sig presse ind i en stereotyp efterkrigs-skabelon. Hun protesterer ved enhver lejlighed over inddelingen af de etniske grupper i 'de gode' og 'de onde':

"Forsoning? Det er et mærkeligt begreb, når det gøres kollektivt. Jeg har serbiske rødder, men er en ganske almindelig bosnisk læge, som foragter etnisk udrensning, ikke har noget skidt på samvittigheden, ikke har noget at sone og ikke personligt føler skyld på vegne af den befolkningsgruppe, jeg tilfældigvis er født ind i."

"Skyld er noget konkret, knyttet til individuelle mennesker, som har gjort noget forkert. Forsoning er meget mere omfattende. Er det ikke noget med at tvinge sig til at mestre hverdagen i et samfund, som nødvendigvis må rumme både den aggressive part og ofrene? At kunne leve med alle de små og store ting, som ikke blot minder om en modbydelig krig men også stiller krav til dig om at lægge den bag dig, hvis du skal have et liv, der er til at holde ud?"

Petras nej til 'serber-rollen' var håndgribeligt. Et par år efter krigen flyttede hun til den bosniakkisk dominerede by Kljuc i Nordvestbosnien og var i al sin fritid en af ildsjælene i NGO-kvindernes frivillige hjælp til ofrene for serbernes hærgen på egnen. I dag er hun praktiserende læge på Tuzla -egnen.

Jasminka Dedic

Det internationale samfunds gængse formaning til bosnierne lyder, at de skal lade være med at spejle alting i krigen. De skal se fremad, bygge op, vise tillid, bekæmpe bitterhed, demonstrere storsind, arbejde sammen, gå på tværs af etniske skel og kvitte hadet. De skal kort sagt kaste krigens byrde af sig.

Jasminka 'Jasna' Dedic fra Rizvanovici i Nordbosnien behøver ingen løftede pegefingre. Hun har helt af sig selv gjort alt det, der kan forventes af en god efterkrigsborger. Hun er som bosniak vendt tilbage til sin landsby, der blev etnisk udrenset af serberne i midten af juli 1992. På hendes personlige tabsliste står 22 familiemedlemmer, bl.a. mand, tre brødre, tre onkler og fem af deres børn. Desuden en anden onkels to drenge på 16 og 17 år plus nogle stykker mere. Hun fortæller så udramatisk , at det kunne være genfortælling af en fremmeds historie.

Jasna, som hun kaldes blandt venner, er inkarnationen af selvbeherskelse, også denne søndag eftermiddag, hvor vi må krybe i ly for solen på Hotel Prijedors terrasse. Vi ser ned over Sana-floden, hvor et par mænd står parat i badebukser. Da hun får øje på dem, siger hun: "Tænk, at de vil bade her!" Jeg forstår først udbruddet, da hun fortæller, at lige her blev lig plumpet i vandet, så man ved ikke, hvad man kommer til at træde på. Krigen dukker hele tiden op også hos dem, der mest energisk forsøger at lægge den bag sig.

Den lyse, gråøjede kvinde, der blev enke med to små drenge som 28-årig, er vendt hjem efter fem år som flygtning i Stuttgart. Hun rejste tilbage til udgangspunktet , fordi Tyskland ikke var hendes land, det var ikke dér, hun hørte til. Det gør hun på Prijedor-egnen , hvor meget stadig minder om rædselsdagene i juli 1992.

På lillesamfundets veje, som knap nok kan kaldes gader, møder hun dagligt de mennesker, der slog hendes familie ihjel. Hun bliver hele tiden mindet om skuddene , røglugten og de lig, hun måtte skræve over på vej ud af byen.

Hvad vil Jasna her? Hun vil have sit liv tilbage. Ikke det gamle fra før den dødelige nationalisme, hun er ikke romantiker. Hun vil bare have et liv, hvor hun har ret til at være den, hun er: bosniak blandt serbere på det sted, hvor hun levede med sin mand, fik børn og var, nåhja, lykkelig. Hun griner selvironisk ved ordet, som om det er upassende at bruge et så fint begreb. Som forklaring siger hun:

"Vi var ganske almindelige mennesker med de glæder og sorger, man nu engang har. Jeg var jordemoder og elskede mit arbejde, min mand var maskinarbejder og togfører. Vi var langt fra rige, men vi klarede os og var tilfredse. Sådan skulle livet være med et trygt forhold, nogle søde børn og et godt hus. Mere kan man vel ikke forlange. At sådan nogle som os, der hverken var religiøst eller politisk provokerende, pludselig blev anset for samfundsfjender, gik over min forstand, og det gør det stadig."

"Jeg snakker ikke med mine serbiske naboer om, hvad der gik af dem, for hverken jeg eller de orker alle bortforklaringerne. 90 procent af dem, jeg levede blandt, var med til udrensningen, og der var 10 procent, som advarede og hjalp med at skjule muslimer. Jeg får styrke ved at tænke på de 10 og hævner mig på de 90 ved at hilse venligt, når jeg møder dem på gaden og spørge, hvordan de og familien har det. Vores tilbagevenden er deres straf. Min glæde over, at det går drengene godt, den ene i gymnasiet og den anden på universitetet, er en mild, men konsekvent hævn. Vi er stærkere, end de troede."

"Hvis vi gør os umage, kan vi leve fornuftigt side om side, men vi kommer ikke til at leve sammen igen. Måske bliver det anderledes i næste generation, børnene går jo i skole, leger og spiller fodbold sammen. Alligevel taler mange unge om at rejse, komme til udlandet og starte et nyt liv uden vraggods fra krigen. Det lykkes vel også for en hel del, men er det ikke bedre, at det lykkes for dem her i Bosnien?"

Jasna arbejder ikke mere som jordemoder, tilbagevendte bosniakker står ikke forrest i arbejdsløshedskøen i Republika Srpska. I stedet er hun blevet succesrig leder af et nyt gartneri, der eksporterer til Kroatien og ellers afsætter deres grøntsager i lokale forretninger og på markeder. Hun har fem fuldtidsansatte og 10 løsarbejdere i de store drivhuse, som er finansieret af østrigske, tyske og italienske donorer. Hun har selv bygget virksomheden op sammen med en agronom, vel vidende, at kommunen ikke ville røre en finger for 'hendes slags'.

"Det blev en besættelse at få projektet til at lykkes. Måske var det en slags trods, jeg ville vise dem, at jeg kunne klare mig uden almisser. Det fyldte så meget i mit hoved, at gartneriet kom før mit eget hus, så den første vinter måtte jeg bo i telt med drengene. Senere fik jeg genopbygningsstøtte fra Schweiz, og tænk hvad serberne sagde: 'De tilbagevendte får mere, end de behøver'. For det første er det ikke rigtigt, og for det andet er det for absurd, at de mennesker, der har ødelagt mit liv, skulle være misundelige på mig."

"Alligevel er hverdagen bid for bid blevet nogenlunde normal bortset fra, at jeg objektivt set arbejder alt for meget. Udover gartneriet har jeg NGO-projekterne og et spændende initiativ med opbygning af ældreomsorg. Dansk Flygtningehjælp har hjulpet os med at komme i gang, og jeg har været i Esbjerg for at studere deres dagcentre. Lyder det voldsomt? Det er det også, men jeg har brug for at drukne mig i arbejde. Det er ikke let at være enlig kvinde i et land, hvor der er underskud af mænd, og er man i 40'erne , bliver man betragtet som passé."

Artiklen bygger på forkortede interviews fra bogen 'Krigens arvinger', som er udkommet på Gyldendal. Birte Weiss er journalist tilknyttet Weekendavisen og har boet et år i Bosnien. Hun er tidligere folketingsmedlem og fire gange minister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu