Læsetid: 5 min.

Nordpå med Nansen og Johansen

Nordnorge. Der er ingen garanti for nordlys, selv om man rejser helt til Nordnorge. Til gengæld er der smukke omgivelser, god mad og slædehunde, der skider, mens de løber
En magisk sky. Nordlyset, der farer hen over himlen er en af områdets store attraktioner - men sikker på at opleve fænomenet kan man ikke være.

En magisk sky. Nordlyset, der farer hen over himlen er en af områdets store attraktioner - men sikker på at opleve fænomenet kan man ikke være.

Ivan Mervillie

6. marts 2009

Vi er på jagt efter nordlyset, det er aften og mørkt i Finnmark. Gashåndtaget er i bund, snescooteren farer af sted med 70 kilometer i timen hen over fjeldet, gennem snevejret, der, oplyst af forlygterne, kommer væltende ret mod mig som en meteorstorm af hvide fnug.

Det var bedre, om det ikke sneede. Så ville der være større chance for at se nordlys, fortæller Vidar, også kaldet Vidar the Viking, da vi stopper for at kigge mod himlen. Den er dækket af skyer, der er intet at se. Snescooterne står i tomgang og rumler som en sulten løve, klar til at forsætte jagten videre ud over den hvide ørken. Vi kører nordpå i håb om at finde et hul i skydedækket.

Situationen er denne: Jeg er fløjet til Tromsø, hvor jeg er gået ombord på MS Finnmarken, der sejler langs Norges nordlige kyst med retning mod Kirkenes ved grænsen til Rusland. Jeg er ikke bare nordpå, jeg er rigtig langt nordpå. Lige så langt fra Oslo, som Oslo er fra Rom. Lige så nordligt som det nordligste Alaska - og i øvrigt lige så østligt som Istanbul og Cairo.

Her er smukt, og i går formiddags kørte vi med hundeslæde. 10 alaskan huskies trak os gennem bakkerne i udkanten af Tromsø. Pepsi og Sprite var forrest, det er de kvikkeste hunde, dem der styrer, mens Nansen og Johansen, de stærkeste, lå bagerst og trak igennem. Lotte og Ingemar sad i slæden, mens jeg stod bag dem på mederne og forestillede mig, at jeg havde en lang pisk i hånden.

Så fløj der vist en svale over hovedet på os, så slentrede to rensdyr forbi, og så begyndte Nansen pludselig at løbe på sådan en underlig måde, hvor han løftede bagbenene, lænede sig forover for kun at løbe på forbenene. Jeg tænkte, om det var en slags slædehundepral, om det var Nansens måde at vise overskud på - "se mig, jeg kan følge med på kun to ben" - men det var slet ikke det, Nansen havde gang i, viste det sig, da pølse efter pølse faldt mod sneen og blev kørt flade af slæden. Sådan gør slædehunde, de skider, mens de løber, det er ret imponerende.

Slædehunde på afveje

Senere var det nær gået grueligt galt. Lotte havde overtaget styringen, og det gik sådan set fint nok, indtil vi gjorde holdt. Det er nemlig sådan, at slædehunde af og til begynder at løbe, selv når de ikke får besked på det. De løber, fordi de er oplært til at løbe, så hvis man vil have dem til at stoppe, må man træde på bremsen. Lotte havde trådt på bremsen, Ingemar og jeg var trådt ud af slæden, og Lotte fik lyst til at kæle lidt med Johansen. Det skulle hun ikke have gjort, for ikke så snart havde hun fjernet foden fra bremsen, før end Johansen og de andre hunde satte i fart.

Lynsnart løb jeg efter den vildfarne slæde og satte alt ind på at få fat i bagenden, idet jeg kastede mig fremad med udstrakte hænder. Forgæves, slæden fortsatte, kantede et træ, og de værste skrækscenarier nåede akkurat lige at passere nethinden, inden vores guide, Tore, fra sin position 10 meter længere fremme hørte optøjerne og uden større besvær sprang til fra venstre, da slæden for forbi ham, og trådte bremsen i bund.

Han kiggede formanende på mig, der stadig lå med snuden i sneen. Mig, der tidligere havde spurgt, om vi ikke kunne køre lidt hurtigere, og mig, der havde ladet den i sneglefart forankørende slæde trække så langt fra, at jeg kunne lade Nansen og Johansen give los og trække os til tophastighed.

"Det er, hvad der sker, når man kører for stærkt," sagde Tore uden nærmere at forklare den kryptiske årsagssammenhæng.

Lotte trådte til:

"Nej, nej, det var min fejl, det var mig, der styrede."

"Likevel," sagde Tore og lod forstå, at reprimanden stod ved magt.

Bagefter gik vi alle sammen ind i en hytte og drak solbærtoddy og spiste rensdyrgryde.

Prisoplysning

Der er stadig intet nordlys at se, sneen daler, og vores snescootersafari er snart overstået. Vi nærmer os fiskerbyen Mehamn, hvor MS Finnmarken ligger og venter på at sejle os videre mod Kirkenes. Der plejer at være gevinst, fortæller vores guide, 70 procent af aftenturene over fjeldet finder nordlys. Vi drager slukørede til søs, velvidende at denne er turens sidste aften. Der er håb endnu, men det er ved at svinde ind.

Tilbage på båden er det blevet tid til at spise, og det er dyrt, når man er ombord på en af Hurtigrutens skibe. Heldigvis er min tur betalt af Hurtigruten selv, så jeg nyder min sejfilet med spidskål, tomatpesto og urtesmør uden lommesmerter. Restauranten anbefaler en Varoux Chablis til maden, den smager af abrikos og æbler, hvilket passer glimrende til stærke fiskeretter, forstår jeg, så ned med den.

Når Hurtigruten inviterer mig med på tur, er det selvfølgelig i håb om, at Informations læsere vil lade sig inspirere til en lignende rejse. Nu har jeg skrevet lidt om, hvad man kan lave (jeg har ikke skrevet så meget om, hvor smukt der er, men der er virkelig smukt), og som en yderligere serviceoplysning er det måske værd at omtale de økonomiske omkostninger.

Først skal man bestille flybillet til f.eks. Tromsø og hjem fra Kirkenes eller hvor man nu vælger at hoppe af og på. De varierer sikkert i pris, men en sådan SAS-flyvning sidst i marts koster i skrivende stund 2.200 kroner. Så er der selve færgen. Her uden for sæsonen koster den 1.250 kroner fra Tromsø til Kirkenes. Hvis man vil med helt fra Bergen koster det 3.700 kroner. Jeg havde en kahyt til to med havudsigt og bad, den koster yderligere 430 kroner pr. person pr. døgn og godt det dobbelte om sommeren.

Middag i restauranten koster 280 kroner, frokost 200 og morgenmad 95. Min Varoux Chablis kostede små 400 kroner. Man kan også vælge at spise i bådens cafe, hvor en kebab fås for 85 kroner.

For de eventyrlystne arrangerer Hurtigruten diverse ekskursioner bl.a. hundeslædekørsel (850 kroner), byvandringer (250 kroner), snescootersafari (1.700 kroner) eller bustur til Nordkap (590 kroner). Der er næppe tilfældigt, at klientellet på MS Finnmark i høj grad består af japanske turister og britiske pensionister, for det er en ferieform for dem, der foretrækker ro og orden og har råd til at betale for det.

Jeg er midt i at spise min peanutbrownie med karamelcoulis, da kaptajnen melder over højtaleren, at det nu er muligt at se svagt nordlys ved bagbord. Snart står vi tæt ude ved rælingen og spejder mod en mørk himmel. Og så er det der, gråhvidt som en sky, en magisk sky, der farer rundt og ændrer form hvert andet øjeblik. Det ser uvirkeligt ud.

Min norske kollega Runar viser mig et billede af det. Han har lige taget det med lang lukkertid, vist nok 30 sekunder, og den magiske sky er ikke længere gråhvid, den er snarere neongrøn, og den lyser himmellegemet op i grønlige nuancer. Det må jeg nok sige. Sådan ser det altså ikke ud med mine øjne.

Færgen: www.hurtigruten.com

Scooter: www.nordicsafari.no

Hundeslæde: www.villmarkssenter.no

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her