Læsetid: 6 min.

Er der en borgerlig løsning på finanskrisen?

Liberalt problem. Borgerlige regeringer vil have tre ting - en åben økonomi, et stabilt samfund og politisk magt - men de kan kun få to af dem
Protest. Demonstranter mod -brudte konservative løfter- i slutningen af 1990'erne, da premiereminster John Major satte skatten op, fordi de konservative ønskede en åben økonomi, et stabilt samfund og politisk magt. De fik fiasko.

Protest. Demonstranter mod -brudte konservative løfter- i slutningen af 1990'erne, da premiereminster John Major satte skatten op, fordi de konservative ønskede en åben økonomi, et stabilt samfund og politisk magt. De fik fiasko.

25. april 2009

Dilemmaer er alt andet lige lettere end trilemmaer: At vælge mellem to muligheder er svært nok, men at vælge to ud af tre er noget nær umuligt.

Det 'trilemma', jeg her har i tankerne, er økonomisk. Det lyder således: Et land kan gennemføre to af følgende ordninger, men ikke alle tre på en gang: åbenhed over for internationale kapitalbevægelser; en fast valutakurs; og en uafhængig national pengepolitik. Storbritanniens konservative måtte sande dette, da Major-regeringen i 1992 forsøgte sig med alle tre og fik fiasko.

Beslutningen om at binde pundet til D-marken, da britisk økonomi var i recession og huspriserne i frit fald, samtidig med at spekulanter som George Soros frit kunne foretage enorme gearede indsatser mod Bank of England, var hverken forstandig eller holdbar.

Men for mange konservative kom Storbritanniens farvel til det europæiske fastkurssamarbejde (ERM) som en fornyelse af det gamle troskab over for det frie markeds principper. Som Margaret Thatcher udtrykte det: "Man kan ikke give Sorteper videre til markedet". Men dette var at undervurdere den udfordring, som den finansielle globalisering stillede konservativ politik overfor.

Allerede i 1992 anslog den internationale banktilsynskomité, Bank for International Settlements, at den daglige omsætning på verdens valutamarkeder var oppe på 1.000 milliarder dollar. På det tidspunkt var de kombinerede internationale reserver i britiske, franske og italienske centralbanker på mindre end 150 milliarder dollar. Soros alene var i stand til at satse 10 milliarder dollar på, at pundet ville blive devalueret. Og da andre spekulanter fulgte efter, hvor han førte an, var det et spørgsmål om simpel aritmetik, hvornår Bank of England ville blive løbet over ende, uanset hvor meget den så forhøjede renten.

I de 15 år, som er gået siden bruddet med ERM og frem til begyndelsen på den globale finansielle krise i 2007, er ubalancen mellem de finansielle markeder og nationalstaterne steget eksponentielt. I 2006 blev verdens samlede økonomiske produktion målt til 486.000 milliarder dollar. Den samlede kursværdi af verdens aktiemarkeder var oppe på 506.ooo milliarder dollar, fire procent højere. Den samlede værdi af indenlandske og internationale obligationer var på 679.000 milliarder dollar, altså 40 procent højere. Hver dag skiftede 31.000 milliarder dollar hænder på valutamarkederne - en tredobling af niveauet fra 1992.

Bag denne enorme vækst i de finansielle markeder lå en firedobbelt liberalisering af de internationale markeder for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Dette var ikke unikt for den engelsktalende verden: Globaliseringen er verdensomspændende. Men implikationerne for borgerlig politik i de engelsktalende lande har været markante. Ubemærket af de konservative partier i Storbritannien, USA og endda Australien, skabte disse store forskydninger et nyt og større trilemma.

Lad os antage, at en regering kan have to af de følgende ting, men ikke alle tre: globalisering (forstået som åbenhed over for internationale strømme af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft), social stabilitet og en lille offentlig sektor. Borgerlige regeringer kan med andre ord vælge to ting - en åben økonomi, et stabilt samfund og politisk magt - men ikke alle tre.

Hvad skyldes dette? Globalisering giver anledning til et økonomisk system, der er uhyre effektivt det meste af tiden, fordi ressourcerne fordeles optimalt i kraft af arbejdsdelingseffekter og komparative fordele. Men det er også udsat for kriser: en mindre krise per årti, en større hvert 50. år.

Globaliseringens effekter er derfor tveæggede. Det meste af tiden reduceres den økonomiske volatilitet af den internationale integration. Men de seneste begivenheder har vist, at volatilitet i stor målestok ikke er borte for evigt og ej heller forsvandt i den lille skala, dvs. for den individuelle borger eller den private virksomhed. Tværtimod lader globaliseringen til at have forstærket den. På kort sigt må vi leve med større og hyppigere ændringer i beskæftigelse og indkomst. I det lange løb, med sandsynligheden for, at vi kommer til at opleve mindst én virkelig stor global krise.

Det er langt fra tilfældigt og langt fra ulogisk, at denne krise af mange på venstrefløjen bliver set som 'en chance, der er alt for god til at forspilde'.

Visionen er at genoplive John Maynard Keynes' generelle teori med dens påstand om, at underskud i private forbrug og investeringer kan og bør opvejes af stigninger i de offentlige udgifter, som finansieres ved lånoptagelse.

Den omstændighed, at dette patenterede universalmiddel fra forrige Store Depression i sidste ende førte Vesten ud i det rod i 1970'erne, som nogle af os kun husker alt for godt, bliver fortiet. Som borgerlige kræfter i den engelsktalende del af verden er ved at opdage, har de argumenter, der viste sig effektive i firserne, mistet al overbevisningskraft. Bør de borgerlige politikere nu fordømme det uansvarlige ved det store underskud? Skal de fastholde deres stræben efter skattelettelser? Det er svært at gøre begge dele på samme tid.

Ved at forsøge at få alle tre ting på én gang ender de borgerlige med at blive identificeret med de sociale forstyrrelser, som globaliseringen fører med sig, herunder især de tab af arbejdspladser, som udspringer af outsourcing, off-shoring og indvandring. Kun venstrefløjen synes at have et troværdigt svar: globalisering plus social stabilitet plus en stærk, interventionistisk stat.

Findes der en måde, hvorpå borgerlig politik kan løse dette trilemma uden at opgive sin tiltro til det frie marked, sit engagement i den sociale orden og sin målsætning om en lille offentlig sektor? Det tror jeg, der gør, men det vil kræve, at borgerlige politikere omdefinerer hver af disse ting. De er nødt til at erkende, ikke blot den iboende svaghed i den liberaliserede globale økonomi, men også de fortsatte forvridninger, som påføres verdensmarkedet af regeringer, som er kommet til at øge denne sårbarhed. Ej heller bør hensynet til social stabilitet være ukrænkeligt: Borgerlige politikere bør være rede til at favne sociale forandringer i henhold til, hvad vi kunne kalde 'Leopard'-princippet efter aforismen i Giuseppe Tomasi di Lampedusas store roman Il Gattopardo: "Hvis vi ønsker, at tingene skal forblive, som de er, må vi forandre nogle ting".

Endelig bør de argumentere for, at en 'intelligent stat' mere effektivt kan regulere samspillet mellem globalisering og social forandring, uden at det bliver nødvendigt at vende tilbage til den socialdemokratiske, keynesianske model for styret planlægning og efterspørgsel.

Derfor er første del af en borgerlig løsning på den aktuelle krise at gentage vores tiltro til Adam Smiths vision for nationernes velstand som noget, der forstærkes ved fri udveksling, og ved at fremhæve, hvor mange statslige forvridninger der stadig modvirker globaliseringens mekanismer.

Den anden del er at holde op med at bekymre sig og lære at elske sociale forandringer. Vel ønsker ingen ustabilitet, men ej heller bør vi ønske os dødvande. Nøglen er at skelne mellem et velordnet samfund, hvor kriminalitet og andre former for uorden holdes på et minimum, og et stivnet samfund, hvor orden kun kan opretholdes på bekostning af social mobilitet. Den grundlæggende forskel mellem de konservative og deres modstandere bør ikke være (som venstrefløjen gerne ser det), at de borgerlige vil fremme ulighed, hvor de selv går ind for større social lighed. Forskellen er, at de borgerlige vil fremme social mobilitet og tror, at nogle af de foranstaltninger, der træffes for at fremme social lighed - især en stor omfordeling af velstand - kan få den utilsigtede konsekvens, at de reducerer mobiliteten.

Den tredje del af den løsning, jeg her skitserer, må være, at vi tænker dybere over, hvilke opgaver vi mener det tilkommer staten at løse. Et af de mest bekymrende træk hos britiske borgerlige i de senere år har været en tendens blandt det konservative partis ledere til at gøre det muligt for Labour-regeringen at positionere sig på et højere moralsk stade i spørgsmålet om offentlige udgifter og til en vis grad også på spørgsmålet om beskatning.

Frisatte af den finansielle krise står centrumvenstre-regeringer på begge sider af Atlanten i øjeblikket i spidsen for eksplosive stigninger i de offentlige udgifter, i den offentlige gæld og i den offentlige beskæftigelse, hvis kortsigtede fordele, den næsten helt sikkert overvurderer og hvis omkostninger, på længere sigt, de næsten helt sikkert undervurderer.

Men de borgerligere politikere har ikke formuleret deres modtræk endnu. Det er på høje tid, de finder frem til en ny politik, der kan føre dem ud af trilemmaernes forbandelse.

© The Wylie Agency og Information 2009

Oversat af Niels Ivar Larsen

Niall Ferguson er professor i historie ved Harvard University. Han udgav for nylig det anmelderroste værk, 'The Ascent of Money: A Financial History of the World'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Sørensen

"Frisatte af den finansielle krise står centrumvenstre-regeringer på begge sider af Atlanten i øjeblikket i spidsen for ..."

Hvad i alverden fabler han om? Mig bekendt er kun Island udstyret med en "centrumvenstre-regering". Eller hentyder han til Venezuela?!

For i USA selv er virkeligheden jo enorme gaver fra fremtidens almindelige skatteydere til de selvsamme forbrydere som har lavet krisen. Med en lillebitte modydelse: at marginalskatten for de allerrigeste er sat op fra 36 til 39%.

Big effing deal.

Hvorfor finder Informerens abonnenter sig i saadan en spand desinformerende skidt? Det er jo lissom Fox News.

-ehm-

Staten har da aldrig været så interventionistisk som nu, især ikke her i Danmark og i Europa, vil jeg da mene. Staten har grebet ind og tilbudt bankerne mange mia. kr. og dollars for at rette op på den skandale de selv har stået i spidsen for bl.a. ved at låne penge ud til diverse mere (eller mindre) fantasifulde foretagender, bl.a. IT Factory og til folk, som ingen chancer havde for at betale deres huslån tilbage.

Og nu vil General Motors (GM) også til at være stats-ejet...

Øhm

Og hvilke centrum-venstre regeringer er der dog tale mom? Norges? eller Islands? Og i Norge har man været fornuftig og sparet op i gode tider ved at gemme noget af det overskud man har fået nd på olien (fra Nordsøen) i en oliefond, som nu vist er oppe på over 100 mia. norske kr. (eller mere).

Rigtigt er det dog, at man ikke kan optage lån til at finansiere statens udgifter, dvs. investeringer det offentlige forbrug for at sætte gang i hjulene i det priavte så at sige; i 1970erne medførte dette kæmpestore rentebyrder for bl.a. Danmark.

Hvis vi f.eks. tager auto-branchen i USA som eksempel er det jo klart, at den er for nedad-gående. Og at de mennesker, der blive fyret må omskoles til noget andet. Og her er løsningen ligefor: Via føderale initiativer (USA's regering) iværksættes der et omskolings-program for fyrede medarbejdere i auto-branchen, så de kan lære at bygge vindmøller i stedet for biler. Og så kan USA måske blive en spiller på dette marked også...

Knut Johannessen

@ Karsten Aaen. Det er nok "eller mere" i det norske oljefond (Statens pensjonsfond utland). Pr. 31.12 var det 2 250 milliarder. (Etter at man tapte mer enn 600 milliarder på aksjer).