Læsetid: 4 min.

Redebyggernes rejse

Road movie. Sam Mendes' road movie-komedie 'Away We Go' begynder med cunnilingus interruptus - altså afbrudt oralsex med en kvinde som modtager - men ender nærmest lykkeligt
Samlivskomedie. 'Away We Go' handler om kæresteparret Verona og Burt, der begge nærmer sig de 35, da de både finder ud af, at hun er gravid, og  at de måske heller ikke helt har styr på livet. Filmen er en samlivskomedie på hjul, skinner og vinger. En film med en del knaster, men også med en charme, som i sidste ende er svær at modstå.

Samlivskomedie. 'Away We Go' handler om kæresteparret Verona og Burt, der begge nærmer sig de 35, da de både finder ud af, at hun er gravid, og at de måske heller ikke helt har styr på livet. Filmen er en samlivskomedie på hjul, skinner og vinger. En film med en del knaster, men også med en charme, som i sidste ende er svær at modstå.

Francois Duhamel

10. juli 2009

Blot et halvt år efter, at Sam Mendes' ætsende ægteskabsdrama Revolutionary Road kunne ses i de danske biografer, er instruktøren tilbage med Away We Go , en samlivskomedie på hjul, skinner og vinger. En film med en del knaster, men også med en charme, som i sidste ende er svær at modstå.

Maya Rudolph og John Krasinski spiller et kærestepar, Verona og Burt, der begge nærmer sig de 35. I filmens første scene finder de ud af, at hun er gravid, da han midt i en hyggestund bedyrer, at hendes vaginale safter ikke smager, som de plejer (en fremgangsmåde, som må få graviditetstestfabrikanterne til at ryste i bukserne, skønt det selvfølgelig er en anden historie).

Herefter hoppes cirka seks måneder frem i tiden, hvor parrets forventningsglæde er spædet op med rigelige mængder ængstelse. Blandt andet nager det Verona, at de ikke er så materielt velstillede som hovedparten af deres jævnaldrende. Hun begynder endda at mistænke, at hun og Burt er nogle fuck-ups .

Veronas forældre er for længst døde, og af og til ville Burt vist ønske, at det samme gjaldt hans. De kommende bedsteforældre (spillet med fynd og klem af Jeff Daniels og Catherine O'Hara) meddeler i hvert fald frejdigt, at de flytter til Belgien i to år. Verona og Burts indsigelser mod projektets tvivlsomme timing falder for døve øren, men de halvgamles beslutning ansporer det stadigt unge par til også at hive teltpløkkerne op og sondere nyt terræn med henblik på fast bopæl i fremtiden.

Forskellige familier

Det bringer dem i første omgang til Phoenix, Arizona, hvor Veronas profane drukkenbolt af en tidligere chef (tårnhøje Allison Janney i femte gear) bor med sin dommedagsfikserede mand og deres to alarmerende apatiske afkom.

De forskellige par, Verona og Burt besøger på rejsen, har alle børn og hver deres tilgang til forældrerollen. Dermed former det hele sig snart som en studietur for de kommende forældre, og på den led er Away We Go unægtelig noget konstrueret.

Som komedie er filmen usædvanlig, da den rummer både varme og betragteligt køligere former for humor. Kernen i førstnævnte er Veronas kærlige overbærenhed med Burt, en lettere tegneserieagtig, men også selvironisk anorak-type med et meget afklaret forhold til sin position som den mindst autoritative af de to.

Burt tager således ikke anstød, når Verona hæfter deres rejseplan fast i foret i hans jakke, en pendant til snoren, som forbinder barnets vante til dets vinterfrakke, og dermed vidunderligt indikerer, at hun takket være ham ikke er helt uforberedt på moderrollen.

Persontegningen er dog alt andet end stringent; der er virkelig vid forskel på de nuancer stilfærdigt karismatiske Rudolph får frem i Verona-figuren og den brede, parodiske pensel Maggie Gyllenhaal maler med i sit portræt af en utiltalende og selvretfærdig New Age-mor.

Nemme point

Mendes og manuskriptforfatterne - forfatterægteparret Dave Eggers og Vendela Vida - scorer med andre ord lovlig nemme point af og til, og som flere amerikanske anmeldere har påpeget, har filmen travlt med at hæve hovedpersonerne over de øvrige figurer. Ifølge denne signaturs mening dog kun i første halvdel, thi i anden får den hjertet med.

Dialogen er oftest en ren fornøjelse, og Mendes serverer små billedpoetiske godbidder undervejs, som når et just tændt stearinlys lyser Veronas ansigt op, i takt med at hun rammes af en vigtig erkendelse, eller når en flyvemaskines forvrængede refleksion ses ni gange på samme tid i en stor rude.

Mindre opfindsomme er så de totalbilleder, der på efterhånden klassisk amerikansk independentfilm-vis får vore to hovedpersoner til at tage sig ømme og sårbare ud i den store, store verden.

Søvndyssende Dylan

Away We Go handler altså om folk, der søger, men den, der leder efter en aktuel dagsorden, vil intet finde. Alexi Murdochs originale sange - som gerne måtte have været doseret med knap så rund hånd og ved lavere decibel - sender tankerne et par generationer tilbage i tiden, og filmen kunne faktisk lige såvel foregå i 1969 eller 1979 som i 2009. Blandt de værdier, som folklore-interesserede Burt ønsker at give videre til sit barn, er da også noget så gammeldags som at snitte i træ (afgjort på nippet til at være for sødladent et indslag fra manuskriptforfatternes side, men de to hovedrollepræstationer er så afvæbnende, at man bærer over med det).

Selv hvis Verona ikke havde sunget Mr. Tambourine Man som godnatvise for Burts niece hen mod filmens slutning, havde denne pen hostet op med en anbefaling. Men det gør hun altså. Hun bliver en fantastisk mor, ingen tvivl om den sag.

Away We Go. Instruktion: Sam Mendes. Manuskript: Dave Eggers og Vendela Vida. Engelsk-amerikansk (Empire, Falkoner, Grand og Dagmar Teatret i København, Kinopalæet i Lyngby og Metropol i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu