Læsetid 3 min.

'Debat er varm grød, som det er nødvendigt at brænde sig på'

Det er nødvendigt at give autoriteter kvalificeret modspil, siger 65-årige Per Vadmand. Han gik på den sorte skole og gjorde dengang sjældent oprør. Det kompenserer han for nu som en af Informations mest aktive debattører
'Det er nødvendigt at forklare, at der ikke er konsensus i det danske samfund om Dansk Folkepartis sjofelheder,' siger Per Vadmand om sin ivrige indsats som debattør.

'Det er nødvendigt at forklare, at der ikke er konsensus i det danske samfund om Dansk Folkepartis sjofelheder,' siger Per Vadmand om sin ivrige indsats som debattør.

Sigrid Nygaard
13. august 2009

Det ultimative mareridt - at få stjålet sin identitet. Det oplever politikeren Bent Hansen, da en eller anden begynder at skrive læserbreve til aviser i hans navn.

»Det er voldsomt ubehageligt,« fastslår Per Vadmand om bogen Manden der skrev breve, en psykologisk thriller, som han skrev i 2005.

Per Vadmand har nemlig selv prøvet noget lignende, da nogle højreorienterede skrev læserbreve i hans navn. Det var ubehageligt, men også let gennemskueligt. Og måske er det, hvad man risikerer, når man er så aktiv en debattør som 65-årige Per Vadmand.

I 30-40 år har han skrevet læserbreve, og indtil videre er 3-400 blevet offentliggjort. Især korte læserbreve, som kun består af en eller to skarpe sætninger, har han specialiseret sig i. Desuden debatterer han hver dag på Informations hjemmeside og på Facebook.

»De stemmer, der dominerer i medierne, har fortvivlende meget brug for kvalificeret modspil. Hvis man ikke giver igen, tror folk ikke, der er noget at komme efter,« forklarer Per Vadmand.

Han uddyber, at de forskellige ministre alt for ofte afviser enhver kritik, og at det derfor er nødvendigt, at nogen råber op og argumenterer imod.

Oprør mod autoriteter

Det er det, Per Vadmand er i stand til. At gøre oprør mod autoriteter. Hans pis skal helst være i kog, når han skriver - og han skriver mest i harme. Nogle gange er han rasende og svovldunstende, så laver han mange stavefejl og må lige lægge indlægget fra sig, inden han trykker 'send'.

Og Freud og alverdens psykologer ville sikkert sige, at hans engagement og trang til oprør mod autoriteter havde rod i hans barndom. Således gik Per Vadmand i en sort skole i 1950'ernes Danmark.

»Sådan en autoritær skole, hvor øretæverne sad løst helt op gennem gymnasiet. Enten dukkede man nakken, eller også gjorde man oprør,« husker han og erkender, at han nok mest gjorde det første.

»Jeg protesterede ikke så meget, som jeg havde lyst til,« siger han, holder en kunstpause og fortsætter: »Det har jeg kompenseret for siden.«

Og det må siges at være sandt. Nu tilbringer han stribevis af timer foran den gamle computerskærm på sit kontor. En skuffe med mærkatet 'læserbreve' rummer bunker af læserbreve - »dem, jeg endnu ikke har fået klistret i album«, forklarer han. Oven over skrivebordet hænger en plakat med ordene 'Plads til alle', og på reolen står et par små håndvægte, »fordi jeg ofte får ondt i skulderen af at sidde så meget foran computeren«, fortæller han. Alt sammen vidner det om hans engagement. Der er så meget i samfundet, som bare ikke er i orden. Det er som om, regeringen og Dansk Folkeparti skruer tiden tilbage. Også skolen, næsten i retning af kæft, trit og retning, mener han.

»Det reagerer jeg markant på,« siger han.

Forpligtet til debat

Der er også emner, som Per Vadmand egentlig hader at debattere, f.eks fremmeddebatten. Alligevel gør han det, for han føler sig forpligtet.

»Det er nødvendigt at forklare, at der ikke er konsensus i det danske samfund om Dansk Folkepartis sjofelheder. Men man bliver så let påduttet, at man går ind for Taleban, hvis man siger, at ikke alle muslimer spiser børn,« siger han og kalder debatten betændt.

»Det er en varm grød, som det er nødvendigt at brænde sig på engang imellem.«

Det er nu ikke nogen sur tjans for Per Vadmand at skrive læserbreve og debatindlæg. Egentlig er det ret tilfredsstillende at se sine egne ord på tryk og få lov til at sige det, man vil, uden at blive afbrudt. Og Per Vadmand er god til at formulere sig.

»Det er det, jeg kan,« siger han og smækker benene op i sofaen, der er af ældre dato. Stuen er fyldt med metervis af bøger, cd'er, plader, arvestykker og billeder.

»Det der har jeg selv malet, og det der forestiller det band, jeg var leder af,« siger han og peger rundt i stuen. Hver ting fortæller sin historie. Han ser rar ud, som han sidder der, tilbagelænet med sit lange hvide skæg og klapper den lille tøjdyrselefant, der før sad ved siden af ham, men som nu befinder sig på hans skød. Elefantørerne får den store nulretur, mens Per Vadmands øjne pludselig lyser op, og munden bliver et stort smil. Han kom lige i tanker om dengang, da Klaus Rifbjerg roste ham og en andens læserbreve:

»Han sagde, at han satte kryds i kalenderen, når vores læserbreve kom.«

Bekræftelse er da også et motiv for at debattere så meget.

»Hvis jeg skriver noget, så håber jeg da, at folk siger 'nåe ja, det er også rigtigt'.«

Og når man som Per Vadmand er hjemmearbejdende - som forfatter og oversætter - kan debatten også kompensere for den 'smalltalk', der normalt findes på en arbejdsplads.

»Jeg vil da gerne indrømme, at man i debatterne og på Facebook snakker om dagen og vejen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Jeg vil gerne gensende dette indlæg som åbenbart er gået tabt.

Det er ofte de samme debatter Per Vadmand og jeg deltager i. Jeg sætter stor pris på hans kommentarer. Vi kom vist lidt skævt ind på hinanden i starten, hvor jeg fik hans harme og skarpe sætninger at føle. Det er der vist rettet lidt op på efterhånden, og det er jeg glad for ;-).

Det er et varmt interview Signe Rugholt Carlsen her formidler, som viser et levende menneske, med sans for andre end sig selv, men med ”brokkegenet” intakt, ”Den sorte skole” har trods alt også udvirket noget godt, og der er sandelig brug for oprør og modspil.

Tak for dette portræt, og tak til Per Vadmand.

Brugerbillede for Nanna Gersov

Jeg vil som Inger også sige tak til Signe Rugholt Carlsen for et levende portræt af Per Vadmand, som uanset om man er enig eller uenig ofte appellerer til smilebåndet med sin ligefremme og bramfrie måde at udtrykke sig på, som jeg bestemt sætter stor pris på!
:-)