Med den netop offentliggjorte rapport fra FN’s Global Development Commission (GDC) står verden foran sit mest betydningsfulde kursskifte i to århundreder: Et farvel til den økonomiske vækstmodel, som vi har kendt den. Fremover er den globale økonomi i steady state – i ligevægt – bruttonationalproduktet er droppet og erstattet af nye velfærdsindikatorer, de globale kapitalbevægelser er begrænset, renten går mod nul, varerne har længere holdbarhed, og arbejdstiden for den enkelte går ned.
Sådan ser fremtidens økonomi ud. I hvert fald hvis det står til FN-kommissionen og dens formand, den canadiske professor i økonomi Peter Fairbanks.
Kommissionen, nedsat for fire år siden af FN’s generalforsamling, præsenterede i går på pressemøder i Beijing og New York resultatet af sit arbejde, den 900 sider store rapport At the Turning Point. Rapportens anbefalinger skal nu forhandles på FN’s ekstraordinære generalforsamling til december. Fairbanks karakteriserer selv rapporten som »mit livsværk«. Den nu 78-årige økonom, der har deltaget i en lang række internationale kommissioner ved siden af sin mangeårige chefpost i Global Development Bank, går blandt internationale kolleger under navnet ’the soaring professor’, den højtflyvende professor, med henvisning til hans fortsatte forkærlighed for kitesurfing.
»Jeg har altid været fascineret af at søge overblik og identificere de store linjer og muligheder i den globale udvikling. Så jo, fugleperspektivet er vigtigt for mig. Skeptikere vil sikkert hævde, at Udviklingskommissionen denne gang er kommet for højt op,« siger Peter Fairbanks med et smil.
I et eksklusivt interview fortæller han om det forestående brud med vækstøkonomien, som rapporten til FN lægger op til.
»Dette er den både logiske og nødvendige konsekvens af den kurs, verden har været på siden klimatopmødet i København for 50 år siden. Det var i de år, man tog de første forsigtige skridt til at ændre økonomien, så den kom mere i overensstemmelse med de grænser, planeten sætter. Indfasningen af globale kvoter og en pris på CO2-udledning samt afgiften på international flytrafik – det var nogle af de første justeringer af modellen.«
»Dengang forestillede mange politikere sig stadig, at det ville være muligt at afkoble selve den økonomiske vækst fra væksten i natur- og ressourceforbrug. Altså at vi ved stedse teknologiske forbedringer kunne opretholde økonomiske vækstrater på tre-fire pct., uden at det belastede miljøet yderligere. Der lå ganske vist allerede dengang beregninger – f.eks. fra den britiske regerings Sustainable Development Commission – som viste, at der skulle fuldstændig mirakuløse teknologi-effektiviseringer til, men det var først, da naturen begyndte at vise os grænserne meget tydeligt, at erkendelsen af grænser sivede ind hos beslutningstagerne,« siger Fairbanks.
Han henviser til sammenbruddet for fiskeriet langs USA’s østkyst i 2020’erne, vandforsyningskriserne i det sydvestlige USA, Mellemøsten, Sydasien og dele af Afrika, eskalerende priser på både fødevarer og metaller som kobber.
»Selv om vi med klimatopmødet meget målbevidst satte selve energisektoren på det grønne spor, var der altså en række andre områder, hvor vækstøkonomien siden ramte loftet og tvang til overvejelser om en ny økonomisk model.«
– Alt det er tydeligt i dag. Hvordan kunne man dengang tro på, at væksten var uden grænser?
»De fleste kunne formentlig se, at der ville komme en dag, hvor alle meningsfulde materielle behov var dækket, og hvor det blev absurd at forsøge at presse forbruget yderligere op. Masser af mennesker i i-landene var nået dertil i 2009: Folk fik stress af at knokle i vækstens trædemølle. De havde ikke tid til at bruge alle de apparater, de fik skrabet sammen. Og de kæmpede med fedme og livsstilssygdomme, fordi deres fødevareforbrug var så stort. Samtidig kunne de fleste se, at planetens grænser var overskredet på en række punkter. Det man ikke kunne se, var, hvordan pokker man skulle slippe ud af trædemøllen og gøre op med væksten.«
– Fordi man ikke kendte andet?
»Netop. Den største barriere for omstillingen har været af psykologisk art. Det paradoksale er, at grænseløs vækst for 50 år siden blev oplevet som en naturlov, selv om en økonomi med vækstrater over to pct. kun har været kendt i et par hundrede år. I hundredetusinder af år har menneskeheden levet med en ligevægtsøkonomi med vækstrater nærmere nul end én pct. Alligevel har det været et kors for tanken, at vi skulle kunne leve i en økonomi, der ikke konstant vokser i kvantitet, men blot udvikler sig kvalitativt.«
Peter Fairbanks henviser til den store britiske økonom John Meynard Keynes, der under en alvorlig krise i 1930’ernes amerikanske økonomi forsøgte at trøste med, at alle ’progressive lande’ inden for 100 år ville have ’løst det økonomiske problem’, dvs. via vækst skaffet borgerne høj levestandard og dækket alle rimelige materielle behov.
»Men så tilføjede Keynes, at menneskeheden dermed ville blive frarøvet sit traditionelle formål: Kampen for overlevelse. Det store dilemma og den store udfordring ville derfor blive, hvad tilværelsen så skulle fyldes ud med. Hvad kunne give livet mening og fylde, hvis ikke kampen for mad, tag over hovedet og klæder på kroppen, spurgte Keynes.«
»Det er dér, vi er nu: Fremme hvor alle rimelige behov er dækket, hvor den materielle vækst ikke længere er mulig inden for planetens grænser, og hvor vi – håber jeg – er modne nok som civilisation til at prioritere kvalitative fremskridt og udvikling, alt mens vi forbliver på det nuværende – høje – niveau for materiel levestandard.«
Fra BNP til NNP
Peter Fairbanks siger, at FN-kommissionen ikke har kunnet finde en bedre formulering af formålet med den ny udviklingsmodel, end den økonomen Tim Jackson brugte tilbage i 2009 i rapporten Prosperity without growth fra Sustainable Development Commission: At sikre os muligheden for at blomstre som mennesker inden for den begrænsede planets økologiske rammer.
– Hvad betyder det i praksis?
»Vi har 138 konkrete anbefalinger i kommissionsrapporten. Mange indbyrdes koblede og hinandens forudsætning, andre kan frit vælges eller vrages. Men lad mig først minde om, hvor langt vi allerede er kommet.«
»Som bekendt er der indført kvotesystemer, som sætter loft for forbrug og belastning på en stribe områder. Først fiskekvoter i EU og SO2-kvoter i USA, dernæst det globale, stedse lavere CO2-loft fra klimatopmødet og senere kvotesystemer for skovfældning, kunstgødning, regionalt vandforbrug, knappe metaller m.m. Det har drejet dele af økonomien mod mere bæredygtige produktionsformer. Parallelt har de fleste lande siden 2020 reformeret deres skattesystemer, så ressourceforbrug og forurening er blevet dyrt og brug af menneskelig arbejdskraft billigere.«
»Den slags optimerer den kendte vækstøkonomi, men sikrer ikke en økonomi i ligevægt. Derfor handler vore forslag om at erstatte vækstens grundlæggende drivkræfter med nye mekanismer. Og centralt står anbefalingen om endelig at gøre op med bruttonationalproduktet, BNP, som mål for, hvor godt det går.«
»Det er interessant, at verden nu i mere end 100 år har brugt en målestok, hvorom dets skaber, økonomen Simon Kuznets, fra starten sagde, at ’en nations velfærd kan sjældent udledes af målet for dets nationalindkomst’. BNP registrerer jo slet ikke den pengeløse del af økonomien – det ulønnede arbejde i familien og det sociale arbejde udført af frivillige – endsige økosystemernes gratis leverancer. Til gengæld registrerer BNP ’ulykke’ nøjagtigt som ’lykke’: Trafikulykkers bidrag til samfundets økonomiske omsætning tæller nøjagtig som jordemødres og sundhedsplejerskers bidrag,« siger Peter Fairbanks.
»Vi anbefaler, at BNP skiftes ud med, hvad vi kalder NNP: Nettonationalproduktet. Dvs. et bogholderi med to kolonner, hvor nyttige bidrag til økonomien regnes på plussiden, mens omkostninger nødvendiggjort af skadelige aktiviteter trækkes fra. Tag skovdrift: Produktionen af træ bidrager positivt, fordi der f.eks. kan fremstilles møbler, men fældningen af træer tæller negativt, fordi dyrearters levesteder forsvinder, evnen til at binde CO2 reduceres osv. Hvis negativ-bidragene viser sig større end positiv-bidragene, er grænsen nået for vækst i denne aktivitet, som derfor bør bremses.«
FN-Kommissionen understreger, at det ikke er muligt at sætte meningsfulde beløb på alle aktiviteter og virkninger. NNP skal kun bruges som en tilnærmelse og rettesnor ved konkrete beslutninger – ikke som en uantastelig målestok for nationens økonomiske velbefindende, sådan som BNP har været.
»Vi lægger op til helt at droppe vækst-terminologien og i stedet konsekvent tale om udvikling. Det er nok den største mentale udfordring i rapporten: At begynde at fokusere på behovstilfredsstillelse, funktionalitet, serviceniveau som udviklingsmål på bekostning af fetish-dyrkelse af vækst i en éndimensionel økonomisk indikator,« betoner Fairbanks.
Kommissionen har forsøgsvis brugt NNP-indikatoren på en række vestlige landes økonomiske aktivitet i perioden 2020-45 og i bakspejlet vist, at de fleste har haft minusvækst, fordi omkostningerne til oprydning i bred forstand har oversteget gevinsterne for samfundet ved produktion.
Alternativerne
»Vi er helt bevidste om det dramatiske omfang af de anbefalede omstillinger,« siger Peter Fairbanks.
»Man skal ikke forestille sig, at verden med et slag skifter én type økonomi ud med en anden. Dette er en gradvis omstillingsproces, som vil tage tid og byde på overraskelser og forhindringer. Det vigtige er, at enighed om omstillingens nødvendighed bekræftes af Generalforsamlingen, og at der etableres en langsigtet køreplan for indfasningen af de mange redskaber.«
– En indvending har været, at fortsat vækst i den rige del af verden er en forudsætning for vækst hos de fattige. Vi skal have råd til at købe deres varer og yde nødvendig bistand?
»Sådan har det været. I dag er sandheden, at vores vækst undergraver deres muligheder for at skabe vækst, fordi naturgrundlaget bliver ødelagt, og råstof- og fødevarepriserne stiger,« siger Fairbanks.
– En anden indvending er, at I vil indskrænke menneskers frihed ved at sætte grænser for væksten?
»Mange mennesker har allerede mistet og endnu flere vil fremover miste basale frihedsrettigheder, fordi væksten undergraver deres muligheder for at udfolde sig, realisere drømme, ja, blot overleve. Jeg tror, valget står mellem en demokratisk forvaltet ligevægts-økonomi, en økofascistisk planøkonomi eller et økologisk sammenbrud. I de to sidste scenarier er der ikke megen frihed.«
– Tror I på, at Generalforsamlingen til december godkender jeres plan for omstilling?
»Helt ærligt: Jeg ved det ikke. Jeg kan kun sige, at dette ligner den ultimative, historiske test på, om civilisationen omsider har nået en materiel og åndelig modenhed, der sætter os i stand til at leve på en måde, der både er langtidsholdbar og sikrer lighed mellem mennesker.«
Kilder og noter
(1) John Maynard Keynes: Economic Possibilities for Our Grandchildren. Essay, 1930. Citeret i: Jørgen Steen Nielsen: En lille fortælling om overlevelse. People’s Press, 2008
(2) Tim Jackson et al.: Prosperity without growth. UK Sustainable Development Commission, 2009
(3) Se f.eks. Jonathan Rowe: Our phony economy. Testimony before the Senate Committee on Commerce, Science and Transportation, 12. marts 2008
(4) Se www.rprogress.org/sustainability_indicators/genuine_progress_indicator.htm
2059@information.dk
