Læsetid 4 min.

Amatørerne har gjort en ende på litteraturhistorien

Litteraturprofessor Bjørn Alsted Nielsen har gennem et langt liv kæmpet for den store kunst. Men nu smider han håndklædet i ringen og erklærer slaget for tabt: Amatørerne har afsluttet litteraturhistorien, og den litterære epoke er forbi
Bjørn Alsted Nielsen erklærer litteraturhistorien for død: 'Vores kreative muskler er simpelthen blevet for slappe. At skabe stor kunst og litteratur er en evne, som vil gå i glemmebogen ligesom så mange andre håndværk,' siger han.

Bjørn Alsted Nielsen erklærer litteraturhistorien for død: 'Vores kreative muskler er simpelthen blevet for slappe. At skabe stor kunst og litteratur er en evne, som vil gå i glemmebogen ligesom så mange andre håndværk,' siger han.

ODILON DIMIER
6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Bjørn Alsted Nielsen er efterhånden blevet 73 år, og han er udmattet oven på en lang uge med mange interview og foredrag om sin nye bog.

Men det er heller ikke en bog, som stryger tiden med hårene, så Alsted Nielsen har haft travlt med at svare for sig.

I bogen Amatørernes århundrede går han til angreb på de seneste års store succeser inden for kunst og litteratur, som er blevet skabt af dygtige amatører. Værker som Den nøgne mus og Ud i det blå, der er blevet dundrende publikumssucceser på stort set alle platforme.

Fritidsforfatternes overraskende succes blandt både publikum og anmeldere har fået flere forskere til at tale om en ny periode, hvor kunsten og litteraturen er blevet demokratiseret.

»Når så mange mennesker har fået adgang til at udøve et kreativt håndværk, vil nogle af dem ramme plet med værker, som overgår klassikerne,« lød det i en meget omtalt kommentar sidste år af Vergil Sundström, sekretær for Det Svenske Akademi, som uddeler Nobelprisen. Men det er en påstand, som Bjørn Alsted Nielsen er helt uenig i:

»Det er klart, at hvis du sætter 1.000 aber til at skrive med 1.000 skrivemaskiner i 1.000 år, så kommer der ét eller andet ud, der ligner litteratur. Men det er det ikke. Det en efterligning, og enhver erfaren læser vil med det samme mærke forskel. Sådan er det med et værk som Den nøgne mus. Bevares, den indeholder da gode ideer, men Litteratur med stort L? Det er det ikke.«

Det kvindeliges sejr

Vi sidder på Bjørn Alsted Nielsens kontor på Copenhagen International University. Kontoret bærer præg af at tilhøre en akademiker af den gamle skole. Her er kun en enkelt læseskærm, ellers præges rummet af store stabler af verdenslitteraturens klassikere - gerne i førsteudgaver - som tydeligvis er blevet læst flittigt.

- I din nye bog går du til angreb på det, du kalder 'amatørismens svøbe'. Kan du uddybe, hvad du mener?

»Det er ikke længere et kald at skrive litteratur eller lave kunst, men en hobby, som vi opmuntres til at forfølge for at udvikle os. En basal aktivitet ligesom at spise eller sove. Og dét har været rigtig godt for mange mennesker, men det har været dårligt for litteraturen. Den udspringer ikke længere af en indre nødvendighed. Den bliver skrevet af glade amatører, som ikke har et særligt talent eller en særlig indsigt, men som bare har været så heldige at få en god idé. Og det går selvfølgelig ud over kvaliteten.«

- Vergil Sundström sagde sidste år, at der aldrig før har været så hård konkurrence om Nobelprisen. Du står ret alene med dit synspunkt?

»Jamen der kommer bestemt appellerende historier ud af feticheringen af amatøren. Det er eksempelvis sigende, at vi ser så mange kvindelige vindere i disse år, for amatørismen ligger mere naturligt til det kvindelige. Men en nobelpristager bør hæve sig over det behagelige og det hyggesyge. Stor litteratur kommer et helt andet sted fra. Den kræver mod, styrke og viljen til konfrontation,« siger Alsted Nielsen og ser strengt ud over universitetets æblelund.

- Hvilke konsekvenser mener du, at amatørens nye hovedrolle får for vores kultur?

»Verdenslitteraturhistorien er slut. Den store kunst er død, og du skal ikke regne med, at vi kan genoplive den. Vores kreative muskler er simpelthen blevet for slappe. At skabe stor kunst og litteratur er en evne, som vil gå i glemmebogen ligesom så mange andre håndværk. Litteraturens epoke strakte sig over cirka 1.000 år af vores historie, og den har udfyldt en vigtig funktion i en turbulent periode. En periode, hvor vi turde bryde grænser i fremskridtets navn - ofte med fantastisk kunst til følge.«

Demokratiets antitese

Bjørn Alsted Nielsen forklarer, at demokrati og kunst på mange måder er hinandens modsætninger. Demokratiets opgave er i hans udlægning at beskytte vores livsgrundlag og sikre, at der er balance mellem individ og fællesskab. Demokratiet søger derved at skabe harmoniske individer i et ligeværdigt fællesskab. Og dét mener Alsted Nielsen er de værst tænkelige forudsætninger for at skabe god litteratur.

»Det bliver noget navlepillende plidderpladder uden nerve, uden saft eller kraft. Stor litteratur kræver skabere, som har sagt 'til helvede med fællesskabet, jeg går min egen vej'. Mennesker, som har kæmpet, som har fået nogle tæsk, og som har nogle erfaringer at skrive på.«

Bjørn Alsted Nielsen har tidligere argumenteret for at lukke Kunstakademiet, Forfatterskolen og Film- og Spilskolen, som han mener er blevet meningsløse institutioner.

»I gamle dage tjente disse institutioner et formål: De skulle udvælge særlige talenter og forædle dem til kunstnere. I dag er det masseuddannelser, som uddanner titusindvis om året med det primære formål at sikre folk et meningsfuldt og interessant liv. Det devaluerer fuldstændig de kunstneriske idealer at gøre for eksempel Kunstakademiet - et af Europas ældste - til en fabrik for livskunstnere.«

Midt i al pessimismen har professoren dog et forslag.

»Vi skal tilbage til elitetanken. Et uddannelsessystem skal ikke servicere alle mulige menneskers personlige udvikling. Det skal derimod sørge for, at de, der virkelig har talent og en indre ild, får muligheden for at lave noget genialt og enestående. For eftertidens skyld.«

Om det kan redde kunsten, er Bjørn Alsted Nielsen i tvivl om. Men som han siger:

»Det er bedre at have slået fejl i idealets navn end at fortryde, at vi ikke engang forsøgte at redde vores kunst fra at blive ofret på amatørismens alter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Bach

Nu kommer jeg fra fremtiden, og heldigvis gik det ikke sådan, amatørene fik en stemme, og det betød en renaissance af ufattelige dimensioner, alle TV stationer lukkede i 2040, folk brugte deres tid på at skrive til Wikipedia og at tilegne sig den viden der var nødvendig for at gøre det med tilstrækkelig kvalitet.

Samtlige skolebørn har siden 2015 haft gratis adgang til al litteratur skrevet i hele verdenshistorien, aldrig har der været læst, og skrevet så meget