Læsetid: 11 min.

'Det er ikke bilerne, vi savner. Det er vores frihedsrettigheder'

Callenbach kritiseres skarpt for terrorstøtte, handel med blodbatterier og overgreb på dissidenter. Landets leder, klimaikonet Tanya 'Earth' Jonestown, holder fast i, at permanent politisk undtagelsestilstand er den eneste holdbare respons på klimakatastrofen. Information har besøgt det lukkede land, engang kendt som Californien
Permanent politisk undtagelsestilstand er det eneste holdbare svar på klimakatastrofen. Information har mødt Tanya 'Earth' Jonestown, økofascismens ikon
5. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

GAIAVILLE - Det er verdenshistoriens mest arkitektonisk underspillede politiske magtcentrum. Faktisk kan man slet ikke se det. Blomsterengene ligger som bløde buer kun brudt af de store fyrretræer. Med det glinsende hav i baggrunden ligner det drømmen om det uspolerede landskab. Men det findes faktisk: hovedkvarteret for den herskende bevægelse, The Green Wave (Den Grønne Bølge), i Callenbach, det økotopia, der under sit gamle navn Californien for præcis 20 år siden løsrev sig fra USA.

Som vi nærmer os, skimtes et stort dørparti indbygget i de massive rødder under et af de gigantiske fyrretræer, der er blevet flyttet hertil fra Redwood. Her er indgangen til et bygningskompleks på omkring 18.000 kvadratmeter. Som en arkitekturanmelder ved New York Times skrev ved indvielsen:»Der var engang, hvor magten tårnede sig panoptisk op, understregede sin tyngde i mursten og sin soliditet i stål. Kontrolarkitektur anno 2045 er mere subtil: Den hævder sin organiske naturlighed, man ved ikke, hvor den er, og den forgrener sig som metastaser under selve den jord, du betræder.«

En anden udlægning kommer fra den unge kvinde, der modtager mig i Lester Brown Airport:

»Idealet var at give byen et stykke natur med i købet.« Hun er 'mellemfolkelig medarbejder', og det er hendes »store fornøjelse« at give mig; »et udbytterigt og gnidningsfrit ophold i Callenbach«.

Hvad de omkring 80.000 mennesker, som boede i kvarteret North Beach, der blev jævnet med jorden, mente om dette rekreative ideal, spørger jeg ikke om. Der er vist ikke nogen tvivl om, at man skal vælge sine kampe med omhu i Callenbach.

Den grønne bølge

Jeg er vendt tilbage til 'det økologiske udbryderparadis' efter mit første besøg for 17 år siden. Fremfor alt ønsker jeg at få svar på ét spørgsmål: Hvad blev der af den drøm, som Europas ungdom drømte med på, mens vi fra vores kulsorte kontinent så Den Grønne Bølge vinde stadig større opbakning til sin nulvækstideologi, indtil den i 2039 overtog magten i Californien under det simple motto: 'Love of the common'. Og jeg har en unik mulighed for at få indblik i, hvad det var for en glidebane, vi bagefter var vidne til, da kærligheden røg i baggrunden, og undertrykkelsen satte ind.

Det er lykkedes mig at få et eksklusivt interview med den nok mest omdiskuterede politiker og ideolog i vor generation: Tanya 'Earth' Jonestown, den unge studenterleder, der med sit budskab om 'frihed fra vækst' samlede millioner af mennesker til demonstrationerne mod Washingtons 'krig mod Jorden', men som endte som hårdhændet despot.

Gummibåden

Den 62-årige leder er lige så overvældende i virkeligheden som på det ikonografiske billede, som en hel generation af universitetsstuderende bar på T-shirten. Under gigantiske hvælvinger af fyrretræsrødder i det katedrallignende rum sidder hun foran de enorme panoramavinduer i en pink tunika med sit lange mørke hår snoet op i en knold.

»Vi var i et fængsel, men vi slap ud af den globale energiøkonomi. Det her var drømmen,« siger hun og peger ud mod den lilla bugt, hvor vindmøllerne omkranser det legendariske saltvandsanlæg Alcatraz.

På spørgsmålene om de lukkede grænser, de mange deportationer og den udskældte et-halvt-barnspolitik svarer hun roligt og i det svulstige, men effektfulde billedsprog, hun er kendt for:

»Sig mig: Hvad vil du gøre, hvis et skib med hundredvis af passagerer forliser, og der kun er én redningsbåd om bord? Når redningsbåden er fyldt til randen, vil de, som hader livet, forsøge at tage endnu flere mennesker om bord med det resultat, at den synker og alle omkommer. De, som elsker og respekterer livet, vil derimod tage fat i skibets økser og hugge de ekstra hænder, som klynger sig fast til redningsbådens ræling, over. Vores fristat er den redningsbåd,« siger Tanya Jonestown og slutter:

»De såkaldte 'dissidenter' vil ikke engang med. De vil punktere flåden. Den form for løgn og reaktionær bagvaskelse, du vil høre fra kritikerne, er den lommekniv, der kan få os alle til at gå ned. De kom her frivilligt. Vi forhindrer ingen i at rejse. Verden er fuld af steder, hvor man kan leve ødelæggende og ignorere sandheden.«

Elegant undertrykkelse

En af dem, regimet i Gaiaville gerne så forsvinde, er dr. Charles Solomon. I modsætning til en række andre dissidenter, der enten er blevet deporteret eller forsvundet på uforklarlig vis, er han her stadig. Vi møder ham i et nedslidt boblehus i kvarteret Monbiot. Han var tidligere ansat på Vandana Shiva University. Fyret blev han ikke - »det ville have været alt for primitivt,« som han siger - men han oplevede, hvordan der kom stadig færre studerende til hans forelæsninger, altimens hans bøger blev fjernet fra det interne web-biblioteket.

»Havde jeg haft en fyreseddel, kunne jeg have vist dig den. Nu kan de altid bare sige, at jeg er en bitter gammel galning, der bare ikke vil indse, at de studerende hellere ville noget 'mere progressivt,« siger Solomon med mere humor end bitterhed i stemmen.

I det hele taget er det ikke en bitter mand, der sidder i sin have under et bugnende mangotræ. Men hans skuffelse er ikke til at tage fejl af.

»Vi troede alle på det; dybt ind i hjertet. Vi var jo nået til et punkt i historien, hvor der ikke syntes at være anden udvej end at smide virksomhederne på porten, skrotte bilerne og indrette alt - helt ned til det mest intime - efter en radikal bæredygtighedstanke,« siger Salomon.

Det gode liv

For 'Bølgen' handlede om meget mere end drivhusgasser og ekstremt vejr.

»Vi ville genopfinde nogle helt grundlæggende værdier og måder at leve sammen på. Vi oplevede, at vi var blevet reduceret til forbrugere, der forventedes at være hjernedøde passive vidner til et aldrig før set Holocaust rettet mod 'det fælles',« fortæller Salomon.

Som han sidder med sine to lange, grå fletninger ned over brystet og sine grove indianske ansigtstræk, er det ikke svært at forestille sig, hvordan han blev 'Bølgens' poster-boy, da han gik på talerstolen foran Capitol Hill sammen med Tanya Jonestown. Men det er længe siden. Og drømmen om, at bæredygtighed også ville føre til egentlig ligestilling mellem køn og racer, måtte han også se briste.

»Gæt hvem, der blev smidt hjem til børnene igen, da vi ikke længere havde offentlige pasningstilbud og ikke måtte 'udbytte' andres arbejdskraft,« siger Solomon, der heller ikke kan få øje på den 'naturlige farveblindhed', som Jonestown i klassikeren Colour of capital insisterede på, ville indtræffe, når folk ikke længere ville udbytte hinanden i vækstvanviddets navn.

»Man udvisker ikke de forestillinger om et racehierarki, etableret gennem århundreders undertrykkelse, bare fordi man siger nej tak til kunstgødning.«

På en af husmurerne i The Castro står malet med store røde typer: 'Jump from Golden Gate, Jonestown!'. Det er det eneste tegn på spirende modstand, jeg ser under mit ophold i Callenbach, og da jeg og min chaparone kommer forbi to timer senere, er det væk. I dag er selv modstand blevet vanskelig, siger Solomon.

»Undertrykkelsen er nu næsten total, og den er sovset ind i et helt uanfægtelige narrativ om Callenbach - en slags skudsikker skabelsesmyte: At verden var ved at bryde sammen, at vi indså det før alle andre, at vi måtte træffe valget at melde os ud, og at alle i dag vil os ondt. Lytter man til 'Bølgen', ender man jo med at tro, at Wall Mart sælger børnekød på dåse,« siger Salomon og fortsætter:

»Nyheder - både de officielle og dem, vi hver især producerer - udfordrer ikke regimets propaganda. Vi fik sidste år en paragraf, der giver mulighed for at dømme folk, hvis deres ytringer 'truer selve Callenbach eksistens'. Men de har endnu ikke taget paragraffen i brug. Mediernes selvcensur er så omfattende, at de bare kan sidde med hænderne i skødet ude i Gaiaville,« siger Solomon og tænder endnu en illegal cigaret, smuglet ind i Callenbach af de kriminelle karteller, der skaffer callenbacherne alt det, der er ulovligt.

'Dem i bakken'

Det er der stadig mere, der bliver, fortæller taxachaufføren Scott, der kører mig tilbage til hotellet. Han vil ikke have sit efternavn frem. Men han vil meget gerne fortælle, hvad han mener om de seneste tiltag fra Gaiaville.

»Jeg må ikke længere skifte job uden at søge om tilladelse. Det er dertil, selvforsyningsidealet har bragt os. Nu er det dem inde i bakken, der skal bestemme, hvor folk skal arbejde,« sige Scott og fortsætter:

»Min kæreste og jeg fik et barn sammen med nogle venner for at leve op til et-halvt-barnspolitikken. Det er hyggeligt nok, men da min kæreste blev gravid igen for et lille års tid siden, blev vi nødt til at få en abort. Hun var ulykkelig i tiden efter aborten, men måtte ikke rejse til Oregon for at være hos sin mor, fordi 'Bølgen mente, at jeg havde brokket mig for meget. Det var ikke dét, vi kom her for,« siger han, mens vi kører igennem Gaiavilles mørke gader.

Klokken er 21, og al gadebelysning er slukket. For at spare energi, mens man nyder nattens naturlige ro. Men sådan er det ikke, hvis man spørger Scott.

»Det er sgu' bare, fordi de ikke vil have, at de unge render rundt og får gode idéer.«

Dekadent demokrati

Længe gik det ellers godt. Efter revolutionen og den efterfølgende folkevandring til Callenbach, fulgte en periode præget af ren eufori. Alle var organiseret i små enheder, der var fælles om at dyrke jorden, mens kreativiteten fik plads, husker historikeren Jennifer Boone Pickens, der ankom fra Austin, Texas, som nybygger. Hun lever i dag i Frankrig og er tilknyttet Sorbonne Universitetet.

»Fordi alle var del af 'Bølgen', og projektet var så vigtigt, blev der ikke sat spørgsmålstegn ved den alternative demokratiske struktur,« husker hun.

De livsnødvendige overordnede infrastrukturelle tiltag blev besluttet i Gaiaville, og det gav plads til, at de små selvbærende enheder langt hen ad vejen kunne fungere på egne præmisser.

»Politik som man bedrev den i begyndelsen af årtusindet, blev set som en form for dekadence, der hørte mere forkælede tider til, og vi åd Tanya Jonestowns berømte ævl om, at politisk undtagelsestilstand er det eneste holdbare svar på det økologiske kollaps.«

Vendepunktet

Der er i dag konsensus blandt historikerne om, at det primært var vandmanglen, der smadrede utopien og blotlagte de undertrykkende strukturer. De områder, der i 2040'erne var oversvømmet af smeltevand fra Sierra-bjergene, tørrede ud. Men ifølge Jennifer Boone Pickens var det en meget mere forudsigelig begivenhed, der gjorde, at det kollapsede. Det stort anlagte projekt med at omdanne saltvand til ferskvand fejlede.

»Særligt i den sydlige del af staten begyndte folk at lide under vandmanglen. Småsamfundene vendte sig mod hinanden,« beretter Boone Pickens.

Resten er historie: USA så sprækkerne, begyndte at rekruttere 'contraer' inden for Callenbachs grænser og annekterede i 2050 dele af Sierra-bjergene, så Callenbach mistede de store vandressourcer, der var samlet der, efter at gletscherne var smeltet. Jennifer Boone Pickens var tidligere leder af Callenbachs vandkomité, men var en af dem, der blev deporteret, efter at hun lækkede oplysninger om tingenes egentlige tilstand.

»'Bølgen' bliver ved med at tale om, at det her er verdenshistoriens største sociale laboratorium. Vi skulle vise, at man kunne leve med - og ikke af naturen - hvis blot man omlagde sit liv. Men det er jo ikke rigtigt. Det, de gjorde, var at satse på teknologien. Og da den svigtede, var der ikke andet end kontrol og undertrykkelse tilbage,« siger Jennifer Boone Pickens over telefonen.

Hun mener også at, regimet pynter på bæredygtighedsnøgletallene.

»Vandforbruget er efter sigende en femtedel af det, der bruges i resten af USA, og de siger, at el-forbruget er verdens laveste. Men hvem er det lige, der tjekker dem efter?« spørger Boone Pickens og tilføjer: »Jeg behøver vel ikke at sige, hvad jeg mener om rigtigheden i deres lykke-BNP-tal?«

Fremtiden

Nu vokser det internationale pres, og det er ikke kun Callenbachs neutronbombeambitioner, der provokerer omverdenen. Senest har Washington krævet, at de otte terrorister fra WUR (Weather Underground revisited), der i 2030'erne var ansvarlige for en række bombeangreb mod kulkraftværker, udleveres, før det kan komme på tale at genoptage fredsprocessen omkring Sierra-bjergene. Gaiaville nægter.

Et andet stridspunkt er 'blodbatterierne'. Callenbach er blevet beskyldt for at støtte den højremilitante oprørsbevægelse i Bolivia, hvor næsten halvdelen af verdens lithium befinder sig, mod at få adgang til det værdifulde mineral til Callenbachs 100 procent eldrevne transportsektor.

Soloman har ikke har noget entydigt svar på, hvad Europa bør gøre.

»Det er jo svært at boykotte et lukket land. Men de progressive i Europa må én gang for alle slippe den sidste rest af romantisering af Callenbach. Lad være med at forsvare overgreb mod befolkningen med henvisning til vores fjendtlige naboer. Og lad være med at hoppe på, at vi kritikere bare vil tilbage til den sorte tidsalder. Det er ikke bilerne, vi savner. Det er vores frihedsrettigheder.«

I lufthavnen ønsker min guide mig held og lykke med at forklare danskerne, at callenbacherne bare ønsker at leve i fred. Jeg mumler noget og tager afsked. Hendes funklende smil røber ingen vaklen i troen. Da jeg stod her sidste gang for 17 år siden og så på skærmen, der viste sidste udkald til København, var jeg fuld af sorg over at skulle forlade dette grønne utopia. I dag er jeg mere splittet. Jeg husker Solomons sidste ord:

»Hils gamle, beskidte Europa og sig, at godt nok er der grønnere på den anden side, men det betyder ikke nødvendigvis, at man har lyst til at leve der.«

Baggrundsartikler

Konflikter følger klimaforandringer
Mange af verdens konflikter hænger i dag sammen med klimamæssige udfordringer. Forskerne advarer om, at klimaforandringerne vil øge mængden af konflikter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Petersen

Fremtiden bliver ikke kedelig.

Kære Jord

.... ... ........ ..... ..... ... ..... .......... ... .. . .. ....... ..... . . .... ..., .... .............. ".. ...... .......... ........."
......... .. .. . ........ ... ... . . ... ............... .... ... ..

...... ........ .... ....... ..... : " ..... ......... ... .... . ."

...... ... . . ... . . . - .. . . .... ... .... . ................ ... - ....... ... ( .... ..... ....... ) ......, ...... .. . ... ... . . ................... ..... .. .............. .... ... .
...... . ... ... ... . . ... ...

Kærlig hilsen

Skulptør
Teknokrat
Vandbassist
Tørvruller

Esmaralda

Kenneth Krabat

Læs gerne Ernest Callenbach's ØKOTOPIA.

En udmærket formuleret vision.
jae, økologismens fascistiske potentialer er jo ikke mindre end darwinismens. De drejer sig begge om, at demokratiet er et yderst sekundært hensyn.
De to nævnte ismer er naturligvis også diameteralt modsatte i deres hensigt. Darwinismen ser det som godt at stærke smadrer svage i frihedens navn. Økologismen sætter menneskets behov nederst i prioriteringerne, herunder jo også følelsen af 'demokrati', altså frihed.
Men de totalitære potentialer i de to tankegange er præcist de samme. Og man overvejer måske lige en gang om den nuttede Rådhusplad på den anden forside ikke også må have kostet på den konto et eller andet sted i forløbet. Fortielsen deraf er måske en meta-henvisning til mediernes position i det samfund eller ?
Det var en meget interessant udgave af Inf. kan iøvrigt huske at have dyrket disse øko-fascistiske tanker som ung sen'68er.. Der har jo sådan set ikke været nogen undskyldning siden 1970 for noget som helst. Nu er jeg blevet ret ligeglad med om det går den ene eller den anden vej, for man har fået latterliggjort sine iagttagelser på dette område så meget af socialdemokrater, borgerlige, enhedslistere, Df'ere bla bla. - hele slænget !!
Såe ... ' det må de virkelig selv om ....' Vil de ike høre må de føle. Men det må da gerne se ud som Rådhuspladsen der. Og det gøre der jo så - også i økotopiaets hovedstad. Forskellen er måske mindre end man synes.

Tak for en spændende og tankevækkende avis i dag.

Thomas Jürgensen

Interessant artikel, men stedet lyder lidt for meget af en kopi af Nord Korea

Anna von Sperling

Thomas@Det er faktisk lidt sjovt at du tænker på Nordkorea. Der lukker man jo ikke folk ud, mens man på en meget 'gammeldags' måde begrænser ytringsfrihed og kommunikationen. Den type 'primitiv' undertrykkelse er vel næppe teknologisk mulig om 50 år.

Hvis du spørger mig så leder kontrol via 'skabelsesmyten' mere tanken hen på Israel, begrænsningen på indvandring og argumentet om 'at man jo bare kan rejse hvis man ikke bryder sig om lugten i bageriet' minder noget mere om Europa. Og støtten til oprørsbevægelser i fremskridtets navn er da vist en meget amerikansk specialitet.