Læsetid: 7 min.

'Fertilitetsklinikker er vor tids General Motors'

En række angreb på fertilitetsklinikker har rystet USA. Information har mødt to af de såkaldte 'No-life'- aktivister i Seattle. 'Naturen har besluttet, at vi er for mange mennesker. Vi må lade naturen bestemme igen,' siger de
Statement. Chantell får no-life-bevægelsens vartegn tatoveret henover sit maveskind. I Will Be the Last - jeg vil være den sidste.

Statement. Chantell får no-life-bevægelsens vartegn tatoveret henover sit maveskind. I Will Be the Last - jeg vil være den sidste.

Dagny Gard Riis

6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Der er mørkt i caféen Cambo's Corner, og som det er sædvane på denne årstid, pisker regnen ned over Seattle udenfor. Det store vægmaleri viser en gravid mave i profil, der brister og åbenbarer et væld af løbende heste, fugleflokke og brusende floder. »Give it back!« står der med røde bogstaver. Chantell nikker mod billedet:

»Smukt ikke?«

Man kan se på hendes øjne, at hun smiler under maskeringen. Tatoveringsnålen brummer og efterlader farve på hendes stramme maveskin, men det synes ikke at påvirke hende.

Her på caféen er gæsterne ikke så tyndhudede. Her sælges kun lokalt producerede fødevarer. Her er ingen mærker på sodavanden. Og her er ingen børn.

Det passer de to No Life-aktivister med dæknavnene Chantell og Bobo vældig godt.

»Jeg har ikke personligt noget imod børn, men vi må erkende, at vi er en ødelæggende race. Jeg vil i det mindste bruge mit ødelæggende liv på at forhindre, at vi bliver flere,« siger Chantell med en vægt bag ordene, der ikke efterlader nogen tvivl om, at denne 24-årige kvinde mener, hvad hun siger.

Ligesom kammeraten Bobo har hun været aktiv i den såkaldte No-Life-Movement i et par år. Bevægelsen opstod i begyndelsen af 2050'erne. Da rundede Jordens befolkning 10 milliarder mennesker, uden at det derved lykkedes at skabe retningslinjer for en global befolkningspolitik. Bevægelsens største gruppe, som de to i caféen også tilhører, hedder derfor 10.2.many.

»Det var absurd at være vidne til. 10 milliarder - det er en tidobling på 150 år!. Hvem kan forestille sig, at systemet kan bære det?« spørger 26-årige Bobo.

Radikaliseret

No-Life-bevægelsen har i dag celler i de fleste store byer i det nordlige USA. Mens der i de første år mest var tale om demonstrationer ved internationale topmøder og aktioner som bleafbrændinger, har bevægelsen i de seneste år taget en mere radikal drejning.

Alene i år har der været 13 angreb på fertilitetsklinikker, herunder den mest omtalte i Boston, hvor sygeplejersken Coleen Brown mistede livet. Chantelle og Bobo var ikke selv med til aktionen, og de kalder det »beklageligt«, at det kom til personskade. Men de mener ikke, at der var tale om en uskyldig, der bare passede sit arbejde inden for lovens rammer.

»Historien er fuld af folk, der sagde, at de bare gjorde deres arbejde, men vi har et individuelt ansvar. Hvad med dem, der passede kulkraftværkerne til langt oppe i 2010'erne? De sagde, at de bare skovlede kul eller arbejdede på noget så absurd som ren kul, men vi ved nu, hvad det førte til,« siger Bobo og peger mod væggen bag baren, hvor den den seneste nyhed fra vandkrigen i Sydasien kører på skærmen.

Bobo var tidligere aktiv i Weather Underground Revisited - den terrorgruppe, der med inspiration fra 1970'ernes oprørsgruppe The Weathermen gennemføre en række bombeangreb mod kulkraftværker.

»Bob Dylan sang: 'You don't need a weatherman to know which way the wind blows.' Det havde de oprindelige the Weathermen brugt til at retfærdiggøre militante angreb på bygninger, der tilhørte den administration, der førte Vietnamkrigen. Vi gjorde det samme bare med angreb på kulkraftværker, men de blev jo bare bygget op igen, så ligesom de gamle Weathermen indså vi, at vi kun ramte symboler uden at komme til kernen.«

»Af dem, der ikke blev idømt livstid ved den opsigtsvækkende retssag i 2047, er de fleste af mine gamle kampfæller i dag i eksil i Callenbach - udbryderrepublikken, der tidligere var kendt som Californien. Jeg valgte at gå til problemets kerne.« siger Bobo

Han ser kun en vej ud af klimakatastrofen:

»Vi må begynde at lade naturen bestemme igen. Vi udryddede alle sygdomme. Fint nok. Men når naturen reagerede ved at gøre flere og flere ufrugtbare, stoppede vi ikke op og spurgte; Hvad er der grundlæggende galt? Vi opfandt bare nye teknologier, skabte kunstige livmødre, importerede æg fra Pakistan, gav spermen steroider, og puttede hele svineriet op i underbetalte mexicanske klimaimmigranter,« siger Bobo indigneret.

Chantell betegner fertilitetsindustrien som »den mest ødelæggende industri nogensinde«.

»Fertilitetsklinikker er vor tids General Motors. De spytter produkter ud, som med deres blotte eksistens er med til at nedbryde kloden. På en måde er de endnu værre. Jeg fulgte godt med i miljøhistorie, og jeg husker ikke at have hørt, at GM forsvarede sig med, at de gjorde, hvad de gjorde af næstekærlighed,« sige Chantell.

Kampen

De to har ikke meget forståelse for deres forældres valg om at få dem, men erkender, at der var folk i generationerne før dem, der tog nogle kampe på børnefronten.

»Min mormor har fortalt, at flere af hendes venner valgte ikke at få børn, fordi der var andre ting i livet, de hellere ville. På mange måder var de den første generation, der gjorde oprør mod familietyranniet. Men de gjorde det af personlige årsager. De skulle 'realisere' sig selv. De forstod ikke - og forstår stadig ikke - hvad der er på spil for kloden,« siger Chantell.

-Men hvorfor bruge voldelige metoder? I lever jo i et demokrati?

»Ja, det siger de jo, men det nytter ikke. Der er nogle få børnekritiske politikere, men når det kommer til stykket, tør de ikke helt at fraskrive sig familiestemmerne. Der bliver stadig flere fravælgere, men kig dig omkring: Folk spytter stadig børn ud, som gjaldt det deres liv,« siger Bobo.

Chantell tilføjer:

»Og børneskeptikerne taler stadig kun om en begrænsning. Jeg er træt af at høre på diskussionen om et eller to eller 2,2 barn. Vi ønsker et fuldstændigt børnestop.«

De to får ofte smidt i hovedet, at de jo bare kan flytte til Callenbach, hvis de ikke bryder sig om politikken i USA.

»Det viser jo, hvor lidt folk forstår. De har jo et halvt-barns-politik og tror på, at teknologien kan minimere vores globale fodaftryk. Men om jeg så lever på en sten, så dræber jeg, mens jeg gør det,« siger hun.

At USA før eller siden vil skrive under på Den Internationale Befolkningskonvention, tror ingen af dem på.

»De bliver ved med at sige, at hvis Indien ikke kan begrænse befolkningen, så vil USA heller ikke. Det er et helt urimeligt argument: Det er stadig de færreste indere, der flyver på arbejde, og så vidt jeg ved, boller de fleste stadig for at få børn,« siger Chantell.

De to mener, at det er et spørgsmål om en mentalitetsændring. Og de ser tegn på, at den er på vej.

»Det er jo ikke mere end et halvt århundrede siden, at man faktisk mente, at det var helt okay at køre rundt alene i en benzinbil. Så kom der en krise, og folk begyndte så småt at tænke sig om. Så kom tørken i 2046 og de store oversvømmelser, og det vendte billedet. Det, der sker nu, er, at vi er begyndt at se på børn, på samme måde som man ser på vaskemaskiner og alt det andet bras,« siger Bobo.

Anti-materialisme

De amerikanske medier har på det seneste spekuleret i årsagerne til bevægelsens radikalisering. Professor i reproduktion Svenn Liendenberg fra Center for Reproductive Studies på Harvard University mener, at årsagen til de unges vrede skal findes i den manglende sammenhæng mellem børn og lidenskab.

»Børn er blevet tingsliggjort i et sådan omfang, at det bliver et oplagt mål for den anti-materialisme, der har præget ungdomskulturene i Vesten siden det økologiske kollaps,« forklarer professor Liendenberg og henviser til nye undersøgelser, der viser, at cirka halvdelen af de 50-årige småbørnsforældre har benyttet sig af nedfrosset sæd og æg.

»Det er jo ikke mere end 40-50 år siden, at man begyndte at adskille reproduktion fra sex. Dengang krævede det tilknytning af en eller anden slags til et andet menneske at få børn og var knyttet til lidenskab, der jo er en ungdommelig drivkraft.«

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder og mænd er i USA ikke så høj som Europa, hvor den ligger på 48, men den sniger sig støt deropad.

»Der bliver helt oplagt også et element af ungdomsoprør i det. Samfundsøkonomien nyder stor gavn af, at man først får børn, når man er i sit arbejdslivs efterår. Men de unge tænker: Hvorfor skal I blive ved med at få børn. Kan I ikke bare spille golf ligesom i gamle dage?«

De sidste

På cafeen serverer en overtatoveret tjener en bitter brun vædske, der med 100 procents sikkerhed ikke er kaffe, selv om vi befinder os i byen, der engang var kendt som verden mest kaffedrikkende. Også Bobos venstre skulder er prydet af den efterhånden kendte tatovering med bogstaverne IWBL, der står for 'I Will Be the Last' (jeg vil være den sidste). Han har altid vidst, at hans sæd ikke var i live. Chantell blev steriliseret som 16-årig på en af de illegale klinikker. Hun er netop ved at få samme tatovering tværs over den mave, der aldrig vil bære børn.

»Jeg synes, at det er en vildt smuk tanke, hvis vi bliver den sidste generation af mennesker. Jeg ser for mig en klode, der igen gror til, og hvor alle de andre racer får plads,« siger Chantell med grøde i stemmen, mens hun kigger ud over den by, der siden hun blev født i 2030 er vokset fra 800.000 indbyggere til 2,2 millioner.

»En dag vil der løbe vilde heste her.«

Baggrundsartikler

Er der en grænse for, hvor mange mennesker klimaet kan bære?
Der tales stort set ikke om befolkningstilvækst i klimakredse, men flere mener, at det helt grundlæggende klimaproblem er, at vi er alt, alt for mange

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

MEGET spændende artikel... Jeg sætter altså mine penge på avisen her fremfor den grønne... Så længe menensket er indblandet er der ingen utopier der har en chance...

Andreas Petersen

Men det er da et temmelig stort spørgsmål, vi i forlængelse af Niels Clausens kommentar må stille os selv: Hvordan lever vi med fremtidsudsigter, der er så urevækkende?

Hans Jørgen Lassen

Artiklen er latterlig og savner stil.

Men jeg må indrømme, at jeg synes, der er visse ting på dette område, som ikke harmonerer.

På et og samme hospital her i Danmark, måske endda på samme etage, gør man alskens hundekunster, for at ufrugtbare alligevel kan få børn - mens man samtidig med den anden hånd laver aborter på samlebånd.

Forbrugersamfund, eller hvad?

Jeg sætter altså mine penge på avisen her fremfor den grønne…

Jeg er bange for, at dine penge kommer til at gå til den grønne, uanset om du skriger eller spræller. Har du hørt om CO2-kvoter? Dvs. udåndingstilladelser som handles på et spekulativt marked?

CO2-kvoter er kun første skive af pølsen, og pålægsmaskinen arbejder hurtigt. Vi kommer til at betale og betale og betale...

...indtil kvoteboblen brister ligesom alle bobler gør det og vi skal til at kompensere bagmændene for deres tab over den ordinære skattebillet.

Mænd foretrækker sortsyn, - det åbner jo flere muligheder for en heltemodig fremtid.

Og ja, - spontant så tiltaler den store udfordring i den sorte vision også mig ... men der er stor forskel på spontan logik og reflekteret logik.

Jeg frygter ikke fremtiden. Til tider så jeg ovenikøbet gerne en nær fremtid, hvor succes i så simple udfordringer som bare at skaffe til dagen og vejen, havde betydning,. Ikke fordi jeg tror at jeg kunne klare de udfordringer, men fordi jeg ved det.

Men det er den spontane tanke. Den reflekterede tanke siger mig, at jo mere primitiv kampen er, jo flere må bukke under i den. Men når nu jeg ved at jeg ikke ville være en af dem, hvad skulle det så rage mig?

Det rager mig, fordi jeg ved at jeg heller ikke ville stikke af. Jeg ville ikke være en af platuglerne, der samlede penge ind hos venner og bekendte til at emigrere og søge lykken under bedre himmelstrøg, mod et aldrig opfyldt løfte om at betale tifold tilbage.

Jeg ved derimod at jeg ville være en af idioterne der tog kampen op hjemme, og nok kunne bidrage til at mindske katastrofens effekt blandt mine nærmeste, men ville være tvunget til at se hjælpeløst til, når andre gik under.

Jeg ved ikke engang om den fanden der bliver malet på væggen er realistisk. Men jeg ser på klimaproblemet som jeg ser på rygning: jeg ved at rygning giver stærkt øget risiko for lungekræft, og jeg ved at skræmmekampagnen om passiv rygning er overdrevet. Overført på klimaproblemet betyder det, at jeg tror på at det er yderst sandsynligt at der er en truende udvikling igang, men at påstanden om at det udelukkende er menneskets skyld er en gang hype.

Men hype eller ej, så er det kun mennesket der kan modarbejde en - for os - negativ udvikling i jordens klima´... det er ret usandsynligt at det sker af sig selv.