Læsetid: 6 min.

At flyve er at leve

Alle under 40 skal have højere CO2-kvoter, mener dagens kronikør: 'Vi mister kommende generationers opbakning til det CO2-neutrale samfund, hvis vi ikke gør det nemmere at rejse'
Alle under 40 skal have højere CO2-kvoter, mener dagens kronikør: 'Vi mister kommende generationers opbakning til det CO2-neutrale samfund, hvis vi ikke gør det nemmere at rejse'
6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Min datter og jeg har en søndagstradition. Vi ser på billederne fra min mors gamle harddrive. Her smiler min mormor på forældreorlov i Indien, her smider min mor som fem-årig sig i sneen på den årlige skitur, og i 2007 er hele familien taget til Sydney for at fejre mine bedsteforældres sølvbryllup.

Misundelse er tabuiseret i dagens post-carbonielle samfund, men spørgsmålet er, om ikke det er på tide at se følelsen i øjnene, for den præger min generation. Vi har levet et helt liv, hvor goder som vores forældre og bedsteforældre tog for givet, gradvist er blevet umuliggjort af skatter, afgifter og kvoter. Vi spiser sjældent kød, får ikke mere end to børn og begrænser vores ikke-bæredygtige forbrug så meget som muligt. Og vi gør det, om ikke med glæde, så med en imponerende grad af overbevisning. Vi er igennem hele vores barndom blevet stopfodret med konsekvenserne af tidligere generationers CO2-udledning. Vi er vokset op i et Danmark, hvor hvid jul er et særsyn, og åndede ligesom resten af verdens befolkning lettet op, da forskerne erklærede den globale opvarmning for bremset.

Og alligevel river misundelsen i mig og mange andre, når vi ser på billederne fra vores forældres barndom. Vi vil også ud at rejse, og vi vil helst rejse meget oftere, end vores CO2-kvote tillader. Vi har steder, som vi gerne vil se. Vi har mennesker, som vi gerne vil besøge. Og jeg beklager, men de bor ofte længere væk, end man kan komme med et europæisk højhastighedstog.

Kærlighed på flybilletter

De sidste billeder på min mors gamle harddrive viser et smilende ungt par, som kysser i Kastrup lufthavn. Min danske mor og min amerikanske fars ægteskab var aldrig blevet til noget, havde det ikke været for flyruten mellem San Francisco og København. Og selv om mine forældre igen og igen fremhæver deres ungdom som klimaaktivister i kampen for bæredygtighed, er sandheden, at de samtidig baserede en hel kærlighedshistorie på flybilletter.

Det er en joke i vores familie, at min far gravede sin egen grav, da han aktionerede mod udbyggelsen af Københavns Lufthavn. Måske fik han ikke rigtigt gennemtænkt, at et stop for flytrafik også betød, at han pludselig blev bundet til et lille land alt for langt fra det USA, hvor han var født og opvokset, og hvor det meste af hans familie boede.

At jeg som så mange andre moderne danskere har store dele af min familie bosiddende i et andet land, betyder, at jeg har oplevet de kontinuerlige indskrænkninger i den personlige CO2-kvote særligt stærkt. Jeg har kun mødt min fars familie to gange. Den ene gang da jeg tog turen over Atlanten med skib i forbindelse med mit studieophold i New York. Den anden, da hele min fars familie gav en del af deres personlige CO2-kvote, så min far, min storesøster og jeg kunne komme til min farmors begravelse.

I dag står endnu en tur til USA højt på min ønskeseddel. Jeg vil have, at min amerikanske familie skal møde min kone og datter, og jeg vil vise min kone og datter det land, hvor min far voksede op og jeg studerede som ganske ung. Alligevel kan jeg regne med, at der går mindst 10 år, før vi kommer af sted, for selv om min kone og jeg sparer alt, hvad vi kan, har vi endnu ikke sparet CO2-point nok op til en tur på biobrændsel over Atlanten, og i en travl børnefamilie er det svært at afse to måneder til en tur med skib.

Opbakning vil svinde

Det er begrænsninger som denne, som efterhånden nærer en betydelig utilfredshed blandt unge danskere.

Igennem nettet kan vi danne forbindelser med hele verden. Vi udveksler viden, billeder og personlige anekdoter, og imens vokser og vokser lysten til at ses. At de fleste i min generation har haft mulighed for at studere i udlandet mindsker ikke behovet for flere flyrejser, tværtimod er det ofte hjemvendt fra et udbytterigt studieophold i en anden verdensdel, at man for alvor begynder at forbande de C02-kvoter, som umuliggør andre rejseformer end skibe og højhastighedstoge.

Hvis politikerne lyttede til min generation, ville de høre en mumlen af utilfredshed med deres indskrænkede bevægelsesfrihed. En utilfredshed, som jeg frygter, vil betyde, at opbakningen til det bæredygtige Danmark på sigt vil forsvinde. Ikke bare på grund af vores individuelle lyst til at rejse, men også fordi selve grundlaget for den nuværende verdensorden forsvinder, når vi tvinges til at leve lokalt, selv om vi hele tiden skal tænke globalt.

Den bæredygtige verden blev jo ikke bare blev skabt af politikere, som fløj til topmøderne rundt omkring i verden. Den folkelige opbakning, som var nødvendig for at reformerne kunne gennemføres, var også et resultat af en verden, hvor mennesker havde mulighed for at møde hinanden og med deres egne øjne kunne konstatere vores indbyrdes afhængighed.

Danmark eller familien?

Mine bedsteforældre havde næppe stemt på politikere, som prioriterede investeringer i klimavenlig teknologi over ældreplejen, hvis de ikke selv havde haft mulighed for at rejse i et tørkeplaget Afrika. Og mine amerikanske bedsteforældre havde næppe bakket op om et langt større samarbejde mellem USA og Europa, hvis det ikke havde været for mødet med deres danske svigerdatter.

Derfor kan jeg godt spekulere over, hvordan min datter skal kunne knytte de nødvendige bånd til mennesker i andre lande, når hun i dag kun har mulighed for vinke til sin amerikanske grandkusine gennem computeren? Hvordan skal hun føle solidaritet med den del af verden, som ligger uden for Europas højhastighedstognet, når hun aldrig har fået mulighed for at besøge strandene i Indonesien? Og hvordan skal Danmark kunne blive ved med at tiltrække arbejdskraft og studerende fra andre steder i verden, hvis det at skabe sig en tilværelse i Danmark har som konsekvens, at man må afstå fra at have regelmæssig kontakt med sin familie?

Rejsekvote

De nye soldrevne fly kommer snart, bliver politikere og ingeniører ved med at forsikre os. Men indtil flyene rent faktrisk er her, bør vi tage den mumlende utilfredshed alvorligt. Jeg foreslår, at alle danskere under 40 år får en rejsekvote, som giver dem mulighed for at tage et langdistancefly på biobrændsel hvert tredje år. En særlig rejsekvote som sikrer, at den ekstra CO2-udledning virkelig bliver brugt på at rejse og opleve verden og ikke bare forøger den generelle udledning. En rejsekvote, som nødvendigvis må tages fra de ældre danskere, som jo ligesom min mor havde mulighed for at flyve verden rundt i det meste af deres ungdom.

I en tid, hvor alt tyder på, at vi har grund til optimisme på miljøets vegne, er det måske på tide, at vi igen diskuterer, hvordan vi sikrer og fastholder den folkelige opbakning.

Hvis man ikke lytter til den mumlende utilfredshed fra de unge, risikerer man at skabe en generation, som igen vil sætte den personlige frihed over bæredygtigheden.

Joshua Pelly Hansen er cand.scient.pol fra Københavns Universitet og Columbia University og folketingskandidat for Det Radikale Venstre

Baggrundsartikler

Personlige CO2-kvoter
Måske skal vi indføre et system med personlige CO2-kvoter for at sikre klima og lighed mellem mennesker på en gang

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Petersen

Ja. Det er trist.

Nu er der jo ikke CO2-kvoter på flytraffik og ingen udsigt til at noget sådan vil blive tilfældet, da flyvemaskiner er overklassens foretrukne transportmiddel.