Interview
Læsetid: 5 min.

INTERVIEW: 'Nogle gange længes jeg tilbage til 2015'

'Trangen til at præstere og akkumulere materielle goder ligger stadig dybt i os,' siger forfatteren Yasmin Inge Hadra Petersen, som i sin generationsroman skildrer en families historie fra Berlinmurens fald til i dag
Yasmin Inge Hadra Petersens finder ro til at skrive i sine farmødres sommerhus i Tisvilde. Det gik sammen med resten af Tisvilde fri af statens ekspropriering af Nordsjælland, det blev fredet som et eksempel på særlig dansk byggestil.

Yasmin Inge Hadra Petersens finder ro til at skrive i sine farmødres sommerhus i Tisvilde. Det gik sammen med resten af Tisvilde fri af statens ekspropriering af Nordsjælland, det blev fredet som et eksempel på særlig dansk byggestil.

Dagny Gard Riis

6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Yasmin Inge Hadra Petersen tager imod i sin families fredede sommerhus i Tisvilde. Netop her, hvor hendes fars gamle legetøjsbiler flyder i hjørnet, og farmødrenes espressomaskine stadig står i køkkenet, har hun skrevet sin generationsroman Dengang var vi altså dér, som er inspireret af hendes egen familie.

»Min mormor var andengenerationsindvandrer, og mine farmødre var lesbiske intellektuelle, som fik min far med en sæddonor. Mine forældre mødtes som unge studerende og forsøgte at forene deres forskellige baggrunde i en tid, hvor hele verden var på randen af økologisk katastrofe. Jeg har altid haft lyst til at fortælle deres historie,« fortæller Yasmin Inge Hadra Petersen, der er opkaldt efter to af sine oldemødre.

I Dengang var vi altså dér fortæller Yasmin Inge Hadra Petersen i korte, ordknappe kapitler historien om to danske familier og deres liv fra 1989 til i dag. Især bogens kvindelige hovedperson, Meryam, som kæmper med sine egne ambitioner og tidens pludselig krav om omstilling til bæredygtighed, er inspireret af hendes egen mor.

»Min mor var den første i sin familie, som fik en studentereksamen og mulighed for at forlade det sociale boligbyggeri i Ishøj. Hun måtte bære hele sin families ambitioner og drømme på sine skuldre, og selv om hun gjorde oprør mod sin baggrund, var det voldsomt svært for hende at give slip på alle de materielle goder, hun havde drømt om at få. Min far havde til gengæld svært ved at prioritere sit fritidsliv over sit arbejdsliv. Han kom fra en familie af intellektuelle, hvor man skulle gøre sig fortjent til kærlighed gennem faglige præstationer,« siger Yasmin Inge Hadra Petersen.

Skoven som metafor

Fra sin arbejdsplads ved vinduet har Yasmin Inge Hadra Petersen kunne se ud på den nyplantede skov, som breder sig omkring det gamle sommerhusområde i Tisvilde. Og netop skoven er en vigtig metafor i hendes bog.

»Det vil jo tage flere hundrede år, før Nordsjælland er dækket af egeskove, selv om vi ville ønske, at vi kunne tage på skovtur i morgen. Det er denne naturens realitet, som vi har måtte indordne os under. Det er svært for et demokratisk system, som kræver løsninger på alle problemer inden for et årti. Samtidig tror jeg, at menneskerne har mere til fælles med træernes langsommelighed, end vi selv tror. Vi tror, at vi kan ændre menneskers mentalitet på et par årtier, men kulturelle forestillinger hænger ved i generationer. Trangen til at præstere og akkumulere materielle goder ligger dybt i os,« siger hun.

I sin bog skildrer Yasmin Inge Hadra Petersen to ældre kvinders kamp for at bevare deres sommerhus, da staten vil ekspropriere grunden til skovbrug.

»Mine farmødre var begejstrede for projektet om at dække Nordsjælland med skov, men de blev chokerede, da de opdagede, at det også gjaldt Tisvilde og deres sommerhusgrund. Sammen med Tisvildes beboerforening lykkedes det dem at få hele byen fredet som et eksempel på særlig dansk byggestil. Det glæder jeg mig over i dag, for det er især i mine farmødres sommerhus, at jeg kan få ro til at skrive, « siger Yasmin Inge Hadra Petersen.

Mere tid flere krav

Dengang var vi altså dér indledes dramatisk med, at den kvindelige hovedperson tager livet af sin mor for at slippe for at passe hende længere. En hurtig løsning på den ældrebyrde, som i dag får mange familier til at sætte spørgsmålstegn ved, om det bæredygtige samfund egentlig har givet dem mere fritid.

»Mine forældres generation var præget af en stor længsel efter nærhed med familien, men jeg tror, at det er kommet bag på dem, at familien også er så krævende. Min egen mor var faktisk utrolig glad for den del af bogen, som skildrer Meryams forhold til sin muslimske mor. Min egen mormor blev 119 og var afhængig af min mors hjælp fra hun var 98,« siger Yasmin Inge Hadra Petersen.

Hun mener, at familiens svaghed bliver overset i det nuværende samfundssystem, hvor prisen for den kortere arbejdstid har været, at de fleste omsorgsopgaver er blevet lagt tilbage i den enkelte familie, fordi de ikke længere kunne finansieres over skatten.

»Da jeg sad og skrev om Meryams liv som småbørnsmor i 2015, tog jeg mig selv i at længes efter en tid, hvor der var statslige institutioner, som tog sig af børnene. Min mor synes jo, at der er synd for mig, at min mand og jeg selv skal tage os af vores børn. Hun mener, at kvinderne har mistet en stor del af deres muligheder for selvrealisering i nulvækstsamfundet, og hun ville ønske, at jeg havde mere tid til at pleje mine litterære ambitioner. Også i min generation er det jo ofte kvinderne, som hænger på børnene. 'Da jeg havde små børn gjorde mændene karriere. Nu spiller de fodbold,' plejer min mor at sige. Det er ikke helt forkert,« siger Yasmin Inge Hadra Petersen, som for alvor fik trang til at kigge på sin egen families historie, da hun blev mor for fem år siden.

Vækstnostalgi

»Min mor fortalte mig, at det netop var hendes angst for min fremtid, som fik hende til at slutte op om omlægningen til et bæredygtigt samfund. Da hun var gravid, plagede det hende, at hun satte et barn i verden, som risikerede at få et meget dårligere liv end hende selv. På den måde er det en gave at blive mor i et samfund, hvor man ikke behøver frygte for en økologisk dommedag,« siger Yasmin Inge Hadra Petersen og rynker så brynene:

»Alligevel tror jeg, at mange i min generation føler en nostalgi for vækstsamfundet og de muligheder, som det gav dets indbyggere. Sammenlignet med min mor har jeg et meget mere begrænset liv. Jeg har ikke hendes pres for at skulle præstere, men jeg har heller ikke hendes muligheder for at gøre præcis, hvad jeg vil. Det er da et paradoks, at jeg med en arbejdsuge på 20 timer har rigeligt tid til at opfylde min mors ungdomsdrøm om en kæmpefamilie, men at politikerne samtidig gør alt, hvad de kan, for at forhindre, at vi får mere end to børn.«

Yasmin Inge Hadra Petersen har dedikeret sin bog til sine døtre. Dem har hun haft i tankerne under hele arbejdet med bogen.

»Da jeg sad og skrev min bog heroppe, ringede jeg hjem til pigerne hver aften, og bagefter kom jeg altid til at spekulere på, hvordan de en dag ville se på mit liv. Og om deres liv bliver lige så forskelligt fra mit, som mit liv har været fra min mors. Det gør det nok, selv om vi jo endnu ikke kan forestille os, hvordan udviklingen vil forandre vores børns liv. Det kunne man jo heller ikke for 50 år siden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her