Læsetid: 6 min.

Kampen om olieforsyningerne

Både USA og Kina satser voldsomt på at få dækket deres fortsatte oliehunger via nye olieproduktioner i Afrika. Risikoen for konflikter er til at få øje på
6. oktober 2009

Den globale olieproduktion falder allerede. Med seks-syv pct. om året. Mange fagfolk mener, at den aldrig kommer til at stige igen, at vi har nået ’peak oil’, vendepunktet, og at der fremover vil være et stigende gab mellem olieproduktion og oliebehov. Som den tidligere amerikanske energiminister, James Schlesinger sagde allerede i 2007: »Vi er alle peak-folk nu. Begrebsmæssigt er slagsmålet ovre: Peak-folkene har vundet.« »Hvis man taler med folk i (olie)industrien, indrømmer de, at ’uanset hvad mit selskab måtte sige offentligt, så har vi indset, at vi står over for et fald i vor egen produktion, og at vi på globalt plan ikke vil være i stand til at producere mere flydende brændstof eller råolie i nær fremtid’. Og hvis man ser på meldinger fra regeringer – inklusive USA’s Energy Information Administration og National Petroleum Council – så påviser de, at vi i begyndelsen af 2020’erne vil have overskredet toppunktet med hensyn til konventionel olieproduktion,« sagde Schlesinger. (1)

Andre mener, at det blot er et spørgsmål om at foretage tilstrækkelig store investeringer i at finde og udvikle nye oliefelter. 13.000 milliarder dollar skal der ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) investeres globalt frem til 2030. Gør man det, vil den globale olieproduktion kunne vokse med én pct. om året i mindst 20 år endnu og dermed måske holde trit med efterspørgslen, mener IEA. Mindst 30 pct. af verdens energibehov vil i 2030 stadig kunne dækkes af olie, hedder det. Hvad der vil ske derefter, er der ikke mange, der vover at udtale sig om. (2)

Svært tilgængeligt

Problemet er, at de nye oliefund, der gøres i disse år, typisk er enten for små til at kompensere de felter, som tømmes, eller meget svært tilgængelige.

»I dag finder vi kun noget ved verdens ende, og det er ikke billigt. Ikke alene er olien begravet under 5-6.000 meter vand og klippe – mange steder på kloden er den begravet under lag af korruption, borgerkrig, autoritære regimer og geopolitik,« siger geofysikeren Peter Tertzakian, cheføkonom i energi-investeringsfirmaet ARC Financial Corporation. (3)

Et eksempel på de svært tilgængelige nye forekomster er BP’s nyligt annoncerede store oliefund i Den Mexicanske Golf, der befinder sig på hele 10 kilometers dybde under havbunden samt lige på den kurs, de ødelæggende – og i fremtiden sikkert kraftigere – sensommerorkaner lægger, når de kommer ind fra Atlanterhavet. Et andet eksempel er det nye store Tupi-felt, som Brasilien har identificeret i Atlanterhavet, men som også ligger så dybt og vanskeligt tilgængeligt, at det angiveligt vil koste 70-120 milliarder dollar at gøre det produktionsklart. (4)

Det mest holdbare udsagn, man kan levere om olieproduktionens og oliemarkedets udvikling, er nok, at den er uholdbar og uberegnelig. »I de seneste to år har vi alle sammen taget totalt fejl. Vi troede, at det, der faktisk sker nu, var umuligt,« sagde EU’s energikommissær i marts sidste år, da olieprisen for første gang passerede 100 dollar pr. tønde. (5)

For lidt over et årti siden kostede en tønde olie kun 10 dollar, i juli 2008 røg prisen op på godt 147 dollar, i december 2008 var den tumlet ned til godt 32 dollar, i september 2009 var den oppe over 70 dollar. Turbulensen skyldes, at olien i dag både er en fysisk vare og et spekulationsobjekt for en nervøs finanssektor, og den skyldes de skiftende – i det seneste år faldende – konjunkturer i den globale økonomi. Konjunkturer som i sig selv påvirkes af oliemarkedet.

Konkurrence eller sammenstød

Pristurbulensen samt tvivlen om de kommende års internationale energi- og klimapolitik kan meget vel få olieselskaber og investorer til at tøve med de enorme investeringer i ny produktionskapacitet. Det vil indebære, at olieforsyningen fortsat præges af et højt og stigende prisniveau, men samtidig af nervøsitet og uforudsigelighed om forsyningssikkerheden.

Det vil med sikkerhed få stærkt olieafhængige stormagter som USA og Kina til at kappes om adgangen til de nye felter, der dukker op. Sikrer man sig adgang, kan man både dæmpe egne forsyningsproblemer og sikre indtjening ved salg til andre til høj pris. Får den konkurrerende magt i stedet adgang og kontrol, betyder det forskydninger i magtbalancen og flere penge op af lommen for taberen. Olieeksperten Daniel Yergin taler om »et nyt scenarie for internationale spændinger«.

»En konkurence, måske ligefrem et sammenstød, mellem Kina og USA over ’sjældne’ olieressourcer. Dette scenarie ledsages af en velkendt historisk model: Rivaliseringen mellem Storbritannien og det opstigende Tyskland, som endte i Første Verdenskrigs katastrofe,« anfører Yergin lidet beroligende.

Afrika er central skueplads for stormagternes aktuelle kapløb om den sidste olie. Afrika rummer næppe mere end 10 pct. af de tilbageværende globale oliereserver, men de afrikanske forekomster er lokkende, fordi olien typisk er let og ikke så svovlholdig, fordi Afrika er omgivet af hav og altså har gode udskibningsmuligheder samt – ikke mindst – fordi der i de fleste afrikanske stater med olie eller oliepotentialer er et favorabelt politisk klima, når det gælder betingelserne for at opnå udvindingsrettigheder for udenlandske olieselskaber. Endelig er Afrika ’boom country’ for olieefterforskning. Fordi olieselskaberne hidtil er gået andre steder hen, er der stadig betydelige uudforskede områder, hvor der kan gemme sig interessante forekomster. En tredjedel af de nye oliefund i verden er siden 2000 gjort i Afrika. (7)

»Der er et enormt boom i hele regionen. Efterforskning, boringer, platforme, pipelines. Det eksploderer,« sagde Erik Watremez, olieekspert hos Ernst & Young, stationeret i det vestlige Afrika, for et par år siden. (8)

Ved udgangen af 2008 var der store olieforekomster samt produktion i Nigeria, Angola og Sudan foruden i de nordafrikanske lande Algeriet, Libyen og Egypten. Dertil havde Gabon, Chad, Den demokratiske republik Congo og Ækvatorial Guinea alle en voksende produktion og forekomster større end de tilbageværende danske nordsøreserver. (9) I 2009 er der så fundet betydelige forekomster i Uganda.

Konflikten i Nigeria

Bl.a. Kina og USA slås om at komme til det afrikanske oliefad. USA er Afrikas største handelspartner, Kina er den næststørste, og olie er det, der fylder mest.

Kina, der frem til 1993 var olieeksportør, henter i dag en tredjedel af sin olieimport fra Afrika – primært i Angola – og ventes i 2030 at have behov for en olieimport på 13,1 mio. tønder om dagen. Det er syv gange Angolas aktuelle dagsproduktion. Allerede ved en opgørelse i 2005 importerede USA mere olie fra Afrika end fra Mellemøsten, og andelen ventes at stige markant frem mod 2020.

En tredjedel af Afrikas olieeksport gik til USA, og alene Nigeria sikrer omkring 10 pct. af USA’s olieimport. Angola er til gengæld Kinas største leverandør, mens Gabon er nøgleleverandør til Frankrig. Indien henter 10 pct. af sin olieimport fra Nigeria. (10)

Det lægger altsammen op til skærpet konkurrence om den afrikanske olie og skærpede konflikter i takt med, at den globale olieforsyning skrumper, og oliens pris og værdi stiger.

Et billede på, hvad der kan komme og måske ramme et nyt olieeventyr i Uganda, er konflikterne om olien i Nigeria. Både USA og Kina henter olie i Nigeria, men det er især olieselskaberne Chevron, ExxonMobil og Shells tilstedeværelse, der har udløst blodig konflikt. En oprørsbevægelse i Niger-deltaet næres af misforholdet mellem de udenlandske olieselskabers og den nigerianske politiske elites økonomiske gevinst og den fattigdom og miljøødelæggelse på grund af olieforurening, som lokalbefolkningen oplever. Konflikten har bølget siden begyndelsen af 1990’erne, og menes i dag at omfatte omkring 10.000 bevæbnede militsfolk på oprørsbevægelsens side. Bombeangreb på olieinstallationer og kidnapning af ansatte er en del af dagens uorden. I foråret blev tusinder drevet på flugt af kampene mellem regeringstropper og oprørere. (11)

Kilder:
(1) Interview med James Schelsinger, 17. sept. 2007: http://davidstrahan.com/audio/james-schlesinger-17.9.07.mp3
(2) Klaus Illum: Om-tanke – ved vendepunktet ved vækstens grænser. Forlaget BIOS 2009
(3) Energy Economist Newsletter, 26. sept. 2007 – wtrg.com
(4) Michael Klare: Energy Xtremism. TomDispatch 22. sept. 2009: http://www.tomdispatch.com/post/175117/michael_klare_energy_xtremism
(5) EU-kommissær: ’Olieprisen kan ramme 200 dollar’. Information 3. marts 2009: http://www.information.dk/155862
(6) Daniel Yergin: It's Still the One. Foreign Policy, sept.-okt. 2009: http://www.foreignpolicy.com/articles/2009/08/17/its_still_the_one?page=0,1
(7) Untapped: The scramble for Africa’s oil. Slate, 5. apr. 2007: http://www.slate.com/toolbar.aspx?action=print&id=2163389
(8) Africa’s Oil Dreams. Time, 31. maj 2007: http://www.time.com/time/printout/0,8816,1626751,00.html
(9) BP Statistical Review of World Energy 2009: http://bp.com/statisticalreview
(10) China, Africa and Oil. Council on Foreign Relations, 6. juni 2008: http://www.cfr.org/publication/9557 samt Thirst for African oil. Chatham House, 2009: http://www.chathamhouse.org.uk
(11) Nigeria: Thousands flee violence, hundreds suspected dead. IRIN, 22. maj 2009: http://www.irinnews.org/Report.aspx?ReportId=84512 samt Nigeria begins amnesty for Niger Delta militants. The Guardian, 6. aug. 2009: http://www.guardian.co.uk/world/2009/aug/06/niger-delta-militants-amnesty-launched/print

Serie

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu