Læsetid: 3 min.

LEDER: Vandkamp

6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

»Vand er liv, og vand er død. Verden om kæmpes der krige om de nødvendige dråber. Konflikten mellem Indien og Pakistan er ikke anderledes. Bag alt snak om historisk had og religion ligger en gammel problematik: De to lande deler vandressourcer. «
Meera Shivanda

Sådan sagde den indiske miljøaktivist Meera Shivanda allerede i starten af årtusindet. Men der skulle gå mange år, før verdenssamfundet indså, at den gamle konflikt mellem Indien og Pakistan hverken handler om religion eller postkolonial rivalisering. Ingen er længere i tvivl om, at den krig, som senest har betydet, at Indien reelt har annekteret den pakistanske delstat Punjab, handler om vand.

Inderne siger dog, at det er et spørgsmål om at stoppe strømmen af klimaflygtninge og ’islamiske uromagere’, som landet hævder er blandt dem. Den indiske sikkerhedsekspert Prafal Binwai ser anderledes på det. Som han sagde i gårsdagens Information: »Bag al snakken ligger en mere strategisk overvejelse: Hvis Indien også besidder den pakistanske del af Punjab, kan Pakistan ikke lukke for vandforsyningen.«

De store oversvømmelser i 2020’erne var naturligvis kun forvarslet for en langt mere alvorlig og permanent situation: Tørke. Gletschervandet ville med tiden rinde ud i de store livsårer Ganges, Bramaputra og Meghna. Problemet var, at indtil det skete i slutningen af 2030’erne, havde alle vendt det blinde øje til. Mens billederne af tørstende afrikanere på flugt rystede folk, var det jo tydeligt, at der var masser af vand i Indien, syntes reaktionen at være. Samtidig er der jo langt fra Bihar til Bornholm. Der er ikke mange klimaflygtninge, der når fra Karahi til Köln. For Europa var det derfor mindre presserende.

Og der var så uendelig mange forvarsler. Allerede i 2008 fastslog man, at der ikke var dannet ny sne i de vigtige gletschere siden 1944. At to tredjedele af Himalayas gjetsjere var på retur. Og mens man stadig diskuterede, om der faktisk var tale om en global opvarmning, var Nepal et af de lande, hvor temperaturstigningen var mest markant: 0,6 grader.

Som om det ikke var farligt nok i sig selv, at de to atommagter med henholdsvis 1,63 milliarder og 335 millioner borgere igen er i krig, så har andre stormagter åbenbart ikke lært af historien for katastrofale stedfortræderkrige på subkontinentet.

Igen i går blokerede USA for en fordømmelse af Indiens invasion i Punjab. Og igen rustede Kina op ved grænsen til indisk Kashmir. Skal verden komme ud af denne konflikt med skindet på næsen, må alle andre strategiske og økonomiske hensyn nu lægges til side til fordel for et fokus: At finde en holdbar vanddelingsløsning mellem Indien og Pakistan.

Vand er liv, men som vi har set med dødstal, der snart nærmer sig 50.000, er vand også død.

Baggrundsartikler

Efter oversvømmelse kommer tørke
Flere steder i verden vil vi se, at en årrække med oversvømmelser bliver afløst af tørke. Det gælder blandt andet i Nordindien, hvor smeltningen af Himalayas gletschere vil have alvorlige konsekvenser for millioner af mennesker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Petersen

Generelt ang. jeres 2059-udgaver: skidegodt arbejde!!!