Læsetid: 5 min.

London's drowning

Saxons fjerde store opera om den store londonske oversvømmelse i 2050 kun rimeligt forløst på Operaen
Saxons fjerde store opera om den store londonske oversvømmelse i 2050  kun rimeligt forløst på Operaen
6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Det vel nok mest berømte undergangsværk af alle i operahistorien, Wagners Ragnarok (Götterdämmerung), ligger klart som underforstået forbillede i Reginald Saxons nyeste storopera: The Metropolitan Flood.

På samme måde som hos Wagner, hvor gudernes verden går under i ild, går menneskenes hos Saxon, der som Wagner selv har leveret librettoen, til grunde i de bogstaveligt talt brølende vandmasser. Den store og rystende forskel er jo, at mens Wagners verdensundergangsvision var fiktiv, er Saxons unægteligt baseret på de barskeste af realiteter: den store katastrofe. Mere behøver man ikke sige, vi ved desværre besked.

Lykkes det så; lykkes det Saxon at overføre denne konkrete kataklysme, som nu er en del af verdens vilkår, til operascenen?

Ja, i Bath, hvortil Covent Garden jo for længst er flyttet, fremstod værket - ikke som et sammenligningsgrundlag for Wagner, men som et værk i egen ret ved siden af mesteren. Saxon viste hermed, hvis man ikke vidste det i forvejen, at han rangerer blandt de betydeligste komponister. Ikke alene inden for operaen, bør det parentetisk tilføjes, men også i den symfoniske genre. Netop det orkestrale løfter værket og mangfoldiggør dets perspektiv. Som et kobberstik af Piranesi: midt i sin egen tid og dog forud for den. Men disse vældige dimensioner er ikke i fuldt mål overført til Den Kongelige Opera. Formatet i denne verdensforandrende katastrofe er mindre, det kataklystiske mere tæmmet, og aktørerne - ja, undskyld udtrykket: en anelse vandkæmmede. Er det mon det umulige omfang af operaens reelle historie, der trods alt har skræmt iscenesætteren, vor verdensberømte landsmand hjemme på gæstespil, Kasper Beck Holten?

Fade og farveløse

Givet er det, at Holten, der ellers ikke viger tilbage for ret meget - heller ikke i sin begyndende alderdom - har villet lægge vægten på karaktererne og den store kollektive historie i historien. En for så vidt klog disposition truffet med overlegent indblik i oversvømmelsens og katastrofens psykologiske mekanismer. Men Holten kommer til at stå i et dilemma over for orkestersiden i værket. Det kammermusikalske spil overdøves så at sige at Kapellet under den unge Silvio Abbado (Claudio Abbados oldebarn), der udnytter hver en node i dette overvældende og rige partitur. Personerne med Nigel i spidsen, sunget kompetent og med overblik af Halfdan Üglügu, står på den baggrund som antydet ofte fade og farveløse hen. Jo mere Holten har dæmpet dem, synes det som om Abbado udfylder tomrummet med mere klangfylde, heftigere dynamisk kraft og en til tider uhæmmet, næsten smertende messingindsats.

Abbados darling

Det skulle ikke undre, om denne iscenesættelse har kostet konflikter. Udtalelser af Abbado kunne tydes derhen. Generationernes kamp monstro?

Nigels hustru, Clara, sindssyg af sorg over barnets død i Themsens vilde bølger, sunget så af Mathilda Jønsson, er nok den af sangerne, der med sin dramatiske sopran når videst over for orkestret. Tydeligvis en darling for Abbado, der dirigerede næsten demonstrativt generøst i indsatserne over for lige netop Jønsson.

Rollelisten er uendelig. Hele staben var på arbejde, og operaledelsen har måttet hente forstærkninger fra begge de jyske operaer og fra operaen i Malmø. Jørgen Friis-Jørgensen som Kent, Linda Wännerström som Barbara, Muhammed Olszen som kong Edvard og Ole Koch Embarak i den store rolle som den plagede premierminister - alle yder deres ypperste, vel at mærke inden for de ret snævre rammer, iscenesættelsen afstikker. Operakoret, der nu fungerer som privatiseret enhed ved teatret, brillerer endnu engang - både som de katastroferamte london'ere og som de skiftende gestalter forestillingen igennem: som vandets halvguder, nymfer og dæmoner, som bølger, vindstød etc.

Vor truede kyster

Det vil være urimeligt at måle Det Kongeliges opsætning med den i Bath. Her havde ikke alene briterne, men også Deutsche Oper og operaen i Washington skudt penge i forestillingen. Det så man.

Med regeringens fortsatte udsultning af Det Kongelige har sparekniven tilskåret scenebilleder og forestilling i Operaen. Det bør med i bedømmelsen. Den følelse af vandmasser i anmarch, som Covent Garden folkene skabte i Bath, bliver her i landet snarere til bekymring for, om man nu har husket at lukke for vandet i badekarret. Det er synd, eftersom intentionerne, også scenografen Jonas Wagrams, har været gode nok. Men som vanligt må Operaens folk skære ned i ambitionerne, og publikum nøjes med det næstbedste. Det er jo Danmark.

Dette skal imidlertid ikke afholde nogen. Det er ikke hver dag, et værk af det format ser dagens lys; og slet ikke at det når vore (truede) kyster. Det er heller ikke hver dag, et kunstværk i den grad drejer sig om de realiteter, der nu, hvad enten vi piber eller synger, er blevet grundlaget for vores tilværelse.

Kontorkaffe

Og så til hjertesukkene over de fysiske forhold på Dok-øen. Nu er det et halvt århundrede siden, den navnkundige skibsreder hr. Møller - omsider som hans arvinger sagde dengang - dampede af til de evige containerhavne. Var det nu ikke på tide at se stort på reder og donators testamentariske restriktioner med hensyn til huset og få bygget det om, så f.eks. garderobeforholdene kunne blive bare en lille smule bedre! Det er da utroligt at man som gæst derude på den stadig så fjerne ø, hvor tilkørsel og parkeringsforhold er mere elendige end nogensinde, skal stå i timevis og vente på sit overtøj; ikke at forglemme den snart uundværlige paraply, som man jo ikke må have med ind i salen. Og når nu proppen er af: Mon ikke den danske kongelige opera er den eneste i verden der tillader sig at tage 135 kr. for en kop kontorkaffe?

Reginald Saxon: 'The Metropolitan Flood'. Tekst af komponisten. Medv. Halfdan Üglügu, Mathilda Jønsson, Jørgen Friis-Jørgensen, Linda Wänerström, Muhammed Olszen, Ole Koch Embarak, m.fl. Iscenesættelse Kasper Beck Holten. Scenografi Jonas Wagram. Dirigent Silvio Abbado. Det Kongelige Kapel (forstærket). Operakoret (forstærket). Operaen

Baggrundsartikler

Klimaet anno 2059 – hvis vi ikke griber ind
Velkommen til en verden, hvor alt er mere ekstremt: temperaturen, stormene, nedbøren, tørken, issmeltningen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her