Læsetid: 8 min.

'Nu lukker vi et kulkraftværk om ugen'

Kina er ikke bare verdens største økonomi. Kina er også økonomien, der har satset hårdest på at blive bæredygtig. Information har mødt den grønne milliardær Taiyang Shi, som byder på te og fortæller om det kinesiske eventyr
Taiyang Shi har brugt en del af sin svimlende formue på at renovere facaden til sin bolig, et tidligere tempel i en af Beijing Citys hutonger.

Taiyang Shi har brugt en del af sin svimlende formue på at renovere facaden til sin bolig, et tidligere tempel i en af Beijing Citys hutonger.

Kate Tingström

6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

BEIJING CITY- Taiyang Shi er en glad mand. Dertil rig. Stenrig. Information møder ham i en fredet hutong i Beijing City, et af de ældgamle boligkvarterer i ét plan, der som små øer af historie ligger og trykker sig i metropolens landskab af himmelstræbende højhuse. Engang måden alle fattige kinesere i byerne boede, i dag et eksklusivt og eftertragtet domicil for de få særligt priviligerede.

Taiyang Shi serverer te under et morbærtræ i efterårsfarver i hutongens gamle, lukkede gårdhave. Et tidløst rum, hvor man næsten glemmer, at man befinder sig i verdens mest moderne hovedstad i verdens stærkeste økonomiske magt.

»Det fantastiske er, at Kina på en måde er vendt tilbage til grundprincipperne i den traditionelle levevis fra tiden før Mao Zedongs revolution for over 100 år siden. Men det er sket med den mest avancerede moderne teknologi og de dygtigste videnskabsfolk, teknikere og økonomer. Og det er sket, uden at vi er vendt tilbage til fattigdommen. Tværtimod,« ler Taiyang Shi, en rank, distingveret herre med guldindfattede briller og et livligt gråt hår.

Hans beskedne ydre fremtoning skjuler, at han i dag går for at være den femterigeste kineser.

Shis farfar var en kinesisk bonde, der i sin ungdom levede det enkle, fattige og traditionelle liv, mens hans far - Zhengrong Shi - var en af de stræbsomme unge, der via videregående uddannelse og ophold i udlandet tog springet til en bemærkelsesværdig entreprenørkarriere. Zhengrong Shi grundlagde i 2001 solenergivirksomheden Suntech Power Company, på otte år gjorde han den til verdens største producent af solpaneler til elproduktion og sig selv til milliardær og Kinas syvenderigeste mand. Nu står sønnen i spidsen for koncernen - i dag under navnet Suntech Global. (1)

»Det er som et eventyr. Vi har haft en historisk parentes på omkring 100 år, hvor Kina voksede fra næsten intet fossilt energiforbrug til at blive verdens største forbruger af kul, men nu er vi hastigt på vej til igen at basere det kinesiske samfund på de vedvarende energikilder, som naturen stiller til rådighed,« siger Taiyang Shi.

Han scroller ivrigt i en aktuel regeringsrapport på den lille thinktop, han har på skødet.

»Her er det: I 2010 var 80 procent af Kinas elproduktion baseret på kul, i 2030 var det 34 pct., i dag er det sølle 12. Nu lukker vi et kulkraftværk om ugen. Fantastisk, ikke?« (2)

310 meter økologi

Forklaringen på den udvikling fornemmer man efter få timers ophold i Kina. Her kan næppe findes en bygning uden solpaneler på taget eller facaden, sådan som på det 71 etagers Pearl River Tower på hjørnet af Jinsui Road og Zhujiang Avenue West i Guangzhou. I nu 50 år har dette 310 meter høje stykke hightech-økologi produceret både sol- og vindelektricitet og tjent som inspiration for de titusinder af byggerier, der siden er gennemført. (3)

Rejser man fra østkysten og ind i landet til f.eks. de højtliggende provinser Tibet, Qinghai og Indre Mongoliet, møder man de enorme solenergifarme, hvor hundredetusinder af solceller dækker de øde sletter, så langt øjet rækker, og leverer el til fjerntliggende storbyer. Det er hverken kønt eller afvekslende at køre gennem dette landskab af solpaneler på flad mark, men de er der heller ikke for æstetikkens skyld, og Kina har foreløbig plads nok.

Langs nationens nordgrænse - i bl.a. Indre Monoliet, Xinjiang og Gansu - er det vindfarmene, der dominerer. Den globale gigant Goldwind - siden 2003 størst i Kina og i dag størst i verden - har leveret næsten halvdelen af møllekapaciteten på land og en tredjedel af vindmøllerne til de store havmølleparker, der ligger som perler på snor langs Kinas østkyst. Møllerne på kinesisk territorium leverer i dag seks procent af al vindmølle-el i verden, men dertil kommer de hundredetusinder af kinesiske vindmøller, der snurrer i USA, Europa og Afrika. (4)

»Det var i starten af min fars karriere, at grundlaget for Kinas grønne revolution blev lagt med vor regerings helt målrettede satsning på at overhale alle andre på det teknologiske område og samtidig levere resultater i pagt med klimaaftalen fra København. Kinas regering pumpede bevidst og gennem mange år enorme summer i at bringe os foran. Men det var først, da vi for 25 år siden fik rigtig styr på lagringsteknologien for sol- og vind-el, at vi kunne sætte fart på afviklingen af de store grundlastværker med kul,« fortæller Taiyang Shi.

'Build Your Dreams'

Foruden de centrale energilagre er det batterierne i de mere end 300 millioner kinesiske el-biler, der fungerer som decentrale lagre for den grønne strøm.

»Elbilerne er vidunderlige. Jeg har lige hørt, at den kinesiske BYD-lean nu er den mest populære model i Danmark, så du ved sikkert, hvad jeg mener,« ler Taiyang Shi.

»I har vist haft BYD-modeller på vejene hos jer siden 2011, men hvor mange af dine landsmænd ved egentlig, hvad BYD står for? Det står for Build Your Dreams, og det forklarer alt om Kinas grønne eventyr. Vi er en nation med store drømme og med en stærk vilje til at forfølge og realisere dem. Vi kinesere er på en gang lydige, arbejdsomme og disciplinerede og samtidig voldsomt personligt ærgerrige. Derfor har vi i 80 år haft en stærkere økonomisk vækst end nogen andre, og derfor har vi i de seneste 40 år - efter at problemet med klimaforandringerne blev klart for os - formået at gøre økonomien stadig grønnere.«

- Er forklaringen på Kinas succesfulde grønne revolution, at Kina ikke er demokratisk?

Taiyang Shi rynker panden et kort øjeblik, men ler så sin perlende latter igen.

»Nu har Kinas kommunistiske parti formået at drive dette lands udvikling og folkets velfærd stedse fremad i 90 år. Det kan godt være, at vi ikke har demokrati i vestlig forstand, men hvis ikke udviklingen havde været til gunst for befolkningen, så havde den såmænd nok foranstaltet en modrevolution. Der har været uro med mellemrum, og der er skønhedspletter, jovist, men regeringen og partiet har skabt velstandsresultater for næsten alle kinesere, og nu grønne resultater til gavn for hele kloden.«

- Mit spørgsmål sigtede på, om en stærk og autoritær centralmagt mon har været en betingelse for at håndtere den økologiske udfordring så effektivt og i tide? Savner det parlamentariske demokrati handlekraft?

»Jeg husker da udmærket dramaet om den amerikanske Kongres' langtrukne forhandlinger om en klimalov i 2009, og Europa har da vist også haft sine seje processer om CO2-byrdefordelinger. Og frygten for ikke at blive genvalgt har da vist skræmt én og anden vestlig politiker fra at sige og gøre det nødvendige. Vi har tabt tid på den konto. Men jeg ønsker hverken at fornærme eller drille. I ved sikkert, hvad der er bedst for jer,« smiler den lille kinesiske milliardær.

»Jeg tror, man skal tænke på en anden måde: Spørgsmålet er ikke, hvorvidt vore systemer skal være autoritære eller ej. Spørgsmålet er, om vore ledere evner at blive autoriteter. Altså om de har de egenskaber, den moral og de visioner, der gør, at folket viser dem tillid og tør følge dem.«

- Kinas økonomi vokser stadig markant. Endskønt mere grøn end nogensinde udgør den et pres på regionen og planeten. FN's Global Development Commission har lige spillet ud med et opsigtsvækkende forslag om at stille den globale vækstøkonomi om til ligevægtsøkonomi, fordi grænserne trods al teknologisk innovation overskrides. Deres kommentar?

»Jeg har to. Den første er, at Kina faktisk allerede i 2008 ved lov vedtog at bevæge sig mod den såkaldte 'cirkulære økonomi', en kredsløbsøkonomi hvor f.eks. én produktions affald bliver en andens råstof. (5) Den lov var i hvert fald formelt et opgør med Maos budskab fra 1940 om, at Kina skulle 'bruge naturvidenskaben til at forstå, besejre og forandre naturen.' I mange årtier har vi nu bestræbt os på at forstå naturen og dens grænser for at kunne leve harmonisk med den. Vi er der ikke endnu, men hvis du f.eks. besøger Tianjin Eco-City 150 kilometer nede ad kysten, så finder du en grøn by med en halv million mennesker, hvor kredsløbsøkonomien i dag er tæt på at være realiseret,« fortællerTaiyang Shi. (6)

»Min anden kommentar er, at jeg er vokset op i en tid, hvor vi har skullet yde en økonomisk og arbejdsmæssig kraftpræstation for at gøre op med vores fossile energisystem. Det har været en kamp, hvor vi hele tiden skulle fremad, have fart på og tjene penge for at finansiere det nye. Jeg har det i blodet. Jeg skal se ting vokse, min grønne virksomhed skal ekspandere globalt, jeg kan ikke læne mig tilbage.«

Ro

»Men jeg har en 29-årig datter, for hvem et grøn energisystem og bæredygtig teknologi er en selvfølge. Det er bare sådan, det er. Hun kender nærmest ikke andet, ligesom vi ikke kendte andet end kul og olie, da jeg var barn. Og min datter ønsker ikke at overtage Suntech Global. Hun læser filosofi på Eastern Network University. Så måske har hun og hendes generation en ro, en tilfredshed, en mæthed, der gør, at en ligevægtsøkonomi kan opleves som noget naturligt. Det er det ikke for mig. På en måde føler jeg mig stadig som vore forfædre, der var i en stedse kamp for overlevelse.«

Taiyang Shi hælder te op til gæsten.

»Min kone siger, jeg er tosset. Jeg er en af de rigeste mænd i det mægtigste land i verden. Jeg er lykkelig for det, vi har skabt. Og alligevel kan jeg ikke slappe af. Det er noget rod,« ler entreprenøren, der måske har givet Kina og verden mere bæredygtighed end nogen anden.

Baggrundsartikler

To graders målet og CO2-budgettet
Det er vore beslutninger nu, der afgør, om verden går mod klimakatastrofer eller langsom stabilisering mod århundredets afslutning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her