Læsetid: 5 min.

Personlige CO2-kvoter

Måske skal vi indføre et system med personlige CO2-kvoter for at sikre klima og lighed mellem mennesker på en gang
5. oktober 2009

Hvis vi mener, at alle mennesker har samme rettigheder, og hvis vi mener, at den globale temperaturstigning skal holdes under ’smertegrænsen’ på to grader, så må vi dele det eksisterende råderum for belastning af atmosfæren med drivhusgasser ligeligt imellem os. At FN’s medlemslande mener dette, fremgår allerede af FN’s Klimakonvention, der blev vedtaget i Rio de Janeiro i 1992. Konventionen siger, at kommende klima-aftaler – såsom en mulig Københavns-aftale – »skal beskytte klimasystemet til gavn for nulevende og kommende generationer på basis af lighed«.

Hvis lighedsidealet gjaldt uden den samtidig smertegrænse, så kunne man sige, at alle f.eks. burde have ret til samme CO2-udledning som dagens amerikanere. men det ville indebære en global CO2-udledning, der er mere end tre gange dagens, og så ville planeten for alvor være ilde stedt.

Både internationale forskere og politikere er nået frem til, at der i 2050 er et klimamæssigt råderum på ét-to ton CO2 årligt pr. verdensborger. EU’s Ministerråd fastslog f.eks. i oktober 2008, at »I 2050 skal den gennemsnitlige globale CO2-udledning pr. capita være reduceret til ca. to ton CO2-ækvivalenter«.

I dag udleder gennemsnits-amerikaneren godt 20 ton CO2 pr. år, gennemsnitsdanskeren omkring 10 ton, kineseren knap fire, inderen 1,2 og en indbygger i den klimatruede stillehavsnation Kiribati 0,3 ton CO2 pr. år.

Der skal altså en massiv global omfordeling og samtidig en massiv global nedskæring af udledningerne til de kommende årtier.

Det er dét, der får nogle til at tale for personlige CO2-kvoter.

Allerede i dag eksisterer der i EU et CO2-kvotesystem for energiselskaber og store virksomheder. På EU-niveau fastsættes, hvor store samlede udledninger der er plads til i denne sektor, hvis de gældende klimamål – foreløbig Kyoto-protokollens mål – skal kunne realiseres. Inden for dette fælles loft fordeles så CO2-kvoter – dvs. udledningstilladelser – til de enkelte virksomheder efter deres art og størrelse. Hvis en virksomhed vil udlede mere CO2, end den har fået kvote til, så må den prøve at købe ledige kvoter af andre virksomheder, der ikke får brug for hele deres tilladte CO2-udledning.

Der er altså i dag i EU skabt et internt CO2-kvotemarked, der både skal sikre klimamålenes opfyldelse og virksomhedernes mulighed for at efterleve dem så fleksibelt og billigt som muligt. Det er et system, som bl.a. USA, Australien og Japan også forsøger at etablere, og samtidig er nye sektorer – f.eks flytrafikken – på vej ind i systemet. Mange taler for, at det skal udvikle sig til et globalt CO2-kvotesystem.

Men kritikere indvender, at et sådant virksomhedsbaseret kvotesystem er mangelfuldt og uretfærdigt. Mangelfuldt, fordi der er smuthuller, og fordi kun nogle samfundssektorer får tildelt kvoter og reguleres på denne måde, hvorfor der må andre strategier – afgifter, standarder, forbud – til i andre sektorer. Det er kompliceret og rodet. Og uretfærdigt, fordi det i et sådant system bl.a. er svært at sikre, at u-landenes borgere sikres deres rimelige ret til en del af det globale klima-råderum.

Deraf forslaget om i stedet at lade CO2-kvotesystemet gælde på individ-niveau og for alle på kloden. Altså en årlig personlig kvote, som i 2050 vil være nået ned omkring ét ton CO2 pr. år.

Forslagene

Den daværende britiske miljøminister, nuværende udenrigsminister David Miliband, talte i 2006 som en af de første varmt for tanken:

»Dette kan være mere myndiggørende end mange former for regulering. I stedet for at forbyde bestemte produkter, tjenesteydelser eller aktiviteter eller belægge dem med høje afgifter gør personlige CO2-kvoter borgerne i stand til at foretage prioriteringer. Det er også myndiggørende, fordi mange borgere gerne vil gøre deres del for miljøet, men mangler noget målbart til at vejlede dem i deres beslutninger.«

Miliband beskrev, hvordan systemet kunne fungere i dagligdagen:

»Forestil jer et land, hvor CO2 bliver den ny valuta. Vi bærer kreditkort, som lagrer både pund og CO2-point. Når vi køber elektricitet, gas og benzin, bruger vi både CO2-point og pund. For at nedbringe CO2-udledningerne sætter regeringen grænserne for den mængde CO2, der kan forbruges.«

Systemet vil være en effektiv mekanisme til at sikre retfærdighed og omfordeling i det globale drivhus: Hvis en borger i Storbritannien eller Danmark f.eks. vil flyve mere, end årskvoten giver mulighed for, så kan vedkommende købe ledige kvoter på et internationalt marked. F.eks. hos en indbygger i ø-staten Kiribati – hvis Kiribati ikke er forsvundet i havet til den tid – som i øjeblikket har 0,7 ton CO2 til overs om året, set i forhold til en global individkvote på ét ton.

Den tyske miljøstiftelse Aachener Stiftung har ligefrem designet et CO2-kreditkort, som det kan komme til at tage sig ud. Stiftelsen har som et udgangspunkt beskrevet et nationalt system for personlige CO2-kvoter, hvor en politisk uafhængig kommission definerer den samlede nationale CO2-kvote, faldende fra år til år så det klimamæssige endemål gradvist bringes nærmere. Kommissionen definerer også, hvor stor en del af kvoten, det nationale erhvervsliv og den offentlige sektor kan råde over, og hvor stor en del der relaterer sig til borgernes direkte udledninger via deres forbrug af el, varme, benzin, flyrejser o.lign. Typisk vil 40-50 pct. af de nationale udledninger – og dermed de bevilgede kvoter – knytte sig til borgernes direkte forbrug.

»Den maksimale CO2-udledning, som tildeles befolkningen, bliver ligeligt fordelt på borgerne, så enhver person over 18 år får sin bestemte og retmæssige mængde CO2, ligesom enhver yngre person tildeles en andel af samme mængde. Denne personlige CO2-udledningstilladelse definerer således en kreditramme for CO2, som man må – men ikke skal – opbruge,« forklarer miljøstiftelsen.

Herhjemme har bl.a. energiforskerne Niels I. Meyer og Frede Hvelplund gjort sig overvejelser om et personligt CO2-kvotesystem, der tilsvarende tager nationalt udgangspunkt. Shoibal Chakravarty fra Princeton University har sammen med kolleger beskrevet, hvordan man i et globalt system kan nå frem til en retfærdig kvotefordeling. Ét spørgsmål er, om der kan skabes politisk vilje til et sådant system, nationalt, regionalt eller globalt? Et andet er, i hvilken grad det kan bringes til at fungere. Man kan godt finde ud af at trække et CO2-bidrag, når man køber benzin på tanken, men det er sværere at beregne og fratrække CO2-belastningen ved køb af en dåse ananas, en pakke vat eller en avis i supermarkedet. Så måske kan det kun blive et system, der dækker visse aspekter af vore CO2-forurenende aktiviteter.

Men princippet om lige store kvoter til alle mennesker synes svært at komme udenom.

Serie

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu