Læsetid: 5 min.

Jeg tror ikke på en straffende Gud

Efter sin internationale succes som Dronning Gertrud i Romy Coppolas fortolkning af 'Hamlet' er Laura Christensen igen vendt hjem til Danmark. Vi har mødt hende til en samtale om moderrollen, den kristne tro og længslen efter snevejr
Efter sin internationale succes som Dronning Gertrud i Romy Coppolas fortolkning  af 'Hamlet' er Laura Christensen igen vendt hjem til Danmark. Vi har mødt hende til  en samtale om moderrollen, den kristne tro og længslen efter snevejr
6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

»Kan du holde varmen?«

Laura Christensen smiler skælmsk ved synet af den sveddryppende journalist, så bliver hun alvorlig og tager sig ud som den diva, der har formet dansk scenekunst over flere generationer. Køligt smuk og tilsyneladende helt upåvirket af oktobers hedebølge.

»Det er mærkeligt, som vejret fra min barndom stadig sidder i kroppen på mig. Jeg forventer mig stadig koldt klart vejr i oktober. Og hvid jul! Og hvert år bliver jeg skuffet. Jeg sagde det også til Christian Tafdrup, da vi indspillede julekalenderen: At nu måtte vi altså holde op med at lade det sne den 24. december. Børnene forstår det jo ikke,« siger hun med et smil og ryster på hovedet.

»Jeg er blevet en gammel kone, som går og længes efter gamle dage.«

Laura Christensen ligner ikke en gammel kone. I en alder af 75 år er hun stadig så strålende smuk, at hun i det sidste år har spillet både Dronning Gertrud i Romy Coppolas filmatisering af Hamlet og Martha i Det Kongelige Teaters opsætning Hvem er bange for Virginia Woolf, og hun modtager fotografens komplimenter med en koket fnisen.

»Ja, det er lige ved at være et problem for instruktørerne, at skuespillerne i dag slet ikke ser rigtigt gamle ud. Jeg havde jo selv det privilegium at få lov at have ungpige-rollerne til jeg var langt oppe i 40'erne. Til sidst længtes jeg virkelig efter noget materiale med mere substans,« siger hun og kan ikke lade være med at gøre opmærksom på, at hun i en alder af 75 stadig må sminkes ældre, end hun er.

»Min generation af kvindelige skuespillere får jo indsprøjtninger tiere, end de går til frisøren,« smiler hun.

I fredags havde Laura Christensen premiere på rollen som fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere. Et klassisk stykke med en konflikt, som hun mener, rammer det moderne menneskes vilkår præcist.

Rollen som mor

»Fru Alving sender sin søn bort, så han ikke skal blive påvirket af sin umoralske far, men han ender alligevel med at dø af den syfilis, som hun selv har smittet ham med. Det er et budskab, som vækker genklang hos det moderne teaterpublikum. At det er den forrige generations mangel på moral, som ender med at slå børnene ihjel,« siger Laura Christensen, som har været sammen med sin mand, skuespilleren Thomas Levin, siden hun var i starten af 20'erne.

Parrets teenagerdatter kommer listende forbi og ligner en tro kopi af den unge Laura Christensen, som blev berømt som barnestjerne i slutningen af 1990'erne. På trods af at Laura Christensen har modtaget et utal af nationale og internationale priser og hædersbevisninger, betragter hun stadig rollen som mor som sit livs vigtigste opgave.

»Vi valgte at få Birgitte, da vi var i starten af 60'erne, og det har været en gave at blive mor igen. Da mine to ældste børn var små, var jeg så rædselslagen for ikke at nå mine karrieremæssige mål. Dengang var min mand og jeg to unge ambitiøse skuespillere, som ville alt for meget på en gang. At få Birgitte var en helt anden oplevelse. Jeg havde ro til at nyde hende. Ro til at se hende folde sig ud,« siger Laura Christensen og ser ud på sin have, som står grøn og frodig efter september måneds regnskyl.

Under kirsebærtræet står en hvid liggestol. Det er her, hun læser manuskripter og finder ind under huden på sin roller.

»Som mor har jeg nærmest alt for let ved at leve mig ind i fru Alvings drama. Jeg spørger da ofte mig selv om, hvilken pris vores børn kommer til at betale for vores fejltagelser? Hvornår begynder klimaforandringerne for alvor at ramme Danmark? Den sidste scene, hvor fru Alvings søn tigger sin mor om at få lov til at dø og slippe for sine lidelser, er så frygtelig at komme igennem. At sidde der med sit døende barn i armene og vide, at du selv har gjort barnet sygt. Og med alle de epidemier er det jo en dagligdags situation for kvinder overalt i verden i dag,« siger Laura Christensen og gyser.

Vi mangler ydmyghed

Ligesom mange andre danskere blev Laura Christensen troende efter oversvømmelsen af London. Siden da har hun gået i kirke hver søndag, ligesom hun altid beder aftenbøn med sin datter. Troen er et rum til ro og refleksion, ikke til fordømmelse, understreger hun.

»Jeg føler kun afsmag over for de sekter, som påstår, at klimaforandringerne er guds straf. Jeg tror ikke på en straffende gud. Men jeg tror på, at menneskeheden mistede sin ydmyghed, da den erklærede Gud for død, og at det er denne mangel på ydmyghed, som har gjort det så umuligt at løse klimaproblemerne,« siger Laura Christensen, der igennem hele sin karriere har taget sig tid til at engagere sig i verden omkring sig.

Som yngre var hun dybt engageret i kampen for at give beboerne fra Tuvalu asyl i Danmark, og for nylig optrådte hun til gallamiddagen til fordel for kenyanerne i moskeen.

»Danmark har jo foreløbig ikke haft større problemer end heftige stormvejr, men netop derfor har vi pligt til at hjælpe. Det er igen det med ydmygheden og taknemmeligheden. Hvis Danmark, som er blevet skånet i sådan en grad, ikke hjælper, hvem gør så?« spørger Laura Christensen retorisk og smiler stort og strålende, da jeg spørger, hvilke ambitioner hun har for sin karriere i de næste år.

»Jeg har ikke flere ambitioner. Jeg har fået lov til at spille med de største skuespillere og for de største instruktører. Det, som driver mig nu, er glæden over at få lov til at spille. At gøre en andens ord til mine. Jeg er så taknemmelig for, at det er blevet min opgave her i livet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu