Læsetid: 7 min.

Borgerne føler sig overset, og politikerne er klemt af regler

Kommunalpolitikerne lytter ikke længere til borgerne. Det indtryk er udbredt, også blandt beboerne på Nørrebro. Måske er problemet snarere, at de lokale politikere i dag er lammet af topstyring og følgerne af strukturreformen
Kommunalpolitikerne lytter ikke længere til borgerne. Det indtryk er udbredt, også blandt beboerne på Nørrebro. Måske er problemet snarere, at de lokale politikere i dag er lammet af topstyring og følgerne af strukturreformen
9. november 2009

»Politikerne kører deres eget show. De lytter ikke til input fra borgerne i lokalområdet, og hvis ikke de lytter til borgerne i lokalområdet, hvem lytter de så til,« spørger Mohammed Aslam.

Som beboerformand i Mjølnerparken oplever han, at der er en dyb kløft mellem borgere og politikere. Politikerne hører simpelthen ikke efter, når borgerne henvender sig til dem, mener han.

Som det seneste i en lang række af eksempler nævner han, at en gruppe borgere i Mjølnerparken for nyligt sendte flere breve af sted til forvaltningen på Københavns Rådhus for at gøre opmærksom på, at der mang­lede gadebelysning i deres boligområde. Efter mørkets frembrud henligger store dele af området mellem boligblokkene i mørke, og det gør beboerne utrygge. Derfor skrev beboerbestyrelsen til de ansvarlige politikere og bad dem om at gøre noget ved sagen.

Resultatet var paradoksalt: Kort efter bevilgede politikerne fem millioner kroner til bedre belysning rundt omkring i København – bare ikke i Mjølnerparken.
For Mohammed Aslam er konklusionen klokkeklar: Politikerne tager ikke borgerne alvorligt, ikke engang når borgerne gør sig den umage at kontakte politikerne direkte og gør opmærksom på deres ønsker og behov.

Uenighed – så lytter ingen

Den oplevelse er beboerne i Mjølnerparken næppe alene om, vurderer Roger Buch, kommunalforsker og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

»Hvis borgerne grundlæggende er uenige i det, som politikerne og forvaltningen vil, jamen så bliver der ikke lyttet til borgerne. København er en stor by, så selv om der er flere politikere end i ­andre byer, så er der stadig mange flere borgere pr. politiker end i andre danske byer. Så det er klart, at der ikke er kontakt mellem borgere og lokalpolitikere,« siger han.

At politikerne reelt vil noget andet end mange af borgerne, er altså én mulig forklaring på, at nogle borgere føler sig ignoreret og overhørt.

En anden forklaring er Københavns særlige styreform med en række forvaltninger, som ledes af hvert sit store embedsværk med en borgmester i spidsen. Det påpeger Peter Kragh Jespersen, der er professor i offentlig organisation og forvaltning ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet:

»Københavns Kommune er karakteristisk ved, at det er besværligt at få en egentlig politisk diskussion i gang i Borgerrepræsentationen, fordi så stor en del af det kommunale styre foregår i de enkelte forvaltninger. Der sidder et stort embedsapparat i hver forvaltning, som til en vis grad er forlovet med deres borgmester, og på den måde kan borgerne opleve, at der er et meget centraliseret styre, og at det er svært at trænge igennem til de reelle magthavere,« siger han.

Den problematik er ikke ny i København, og den kendes også fra de tre øvrige største byer i landet, Århus, Odense og Aalborg, som også har magistratstyre.

Desuden vil den formodentlig dukke op flere og flere steder i landet i de kommende år, fordi mange af de nye kommuner efter strukturreformen er blevet betydeligt større, samtidig med at antallet af lokalpolitikere er faldet.

I forbindelse med strukturreformen blev antallet af kommunalbestyrelser/byråd reduceret fra 271 til 98, mens antallet af lokalpolitikere faldt fra 4.647 til 2.520.
Det betyder, at de enkelte lokalpolitikere gennemsnitligt skal forholde sig til flere borgere, flere problemstillinger og større geografiske områder, ligesom mange borgere oplever, at de befinder sig længere fra det kommunale centrum – og både i konkret og overført betydning er i periferien af det lokale demokrati.

»Mange steder er der sket en stor forandring, fordi borgerne ikke længere kender de politikere, som sidder i kommunalbestyrelsen. Når de ønsker indflydelse på enkeltsager eller på den generelle politiske udvikling, skal de derfor ikke længere forholde sig til personer, de kender godt, og som de møder på gågaden, men til politikere og partiorganisationer. På den måde er de landsdækkende partier kommet til at spille en større rolle, og vi kan da også se, at partier som Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten ved dette valg stiller op i stort set alle kommuner,« siger Peter Kragh Jespersen.

Sammen med fire forsker­kolleger fra Aalborg Universitet offentliggjorde han sidste år en undersøgelse af processen omkring struktur­reformen.

Embedsmænd har magten

Undersøgelsen viste, at reformen generelt har betydet, at lokalpolitikerne har fået mindre magt, og at flere og flere ting overlades til embedsmændene. Politikerne er simpelthen kommet længere væk fra den daglige forvaltning, som ofte overlades til en direktion, der mange steder ikke har nogen direkte forbindelse til forvaltningerne.

En undersøgelse, der blev offentliggjort af Anvendt KommunalForskning (AKF) i september i år, bekræfter billedet. Over 1.000 lokalpolitikere blev interviewet til undersøgelsen, og af dem gav over 40 pct. udtryk for, at det er »svært at gennemføre politiske ideer, hvis ledende embedsmænd er imod«.

Det er en klar stigning i embedsmændenes indflydelse i forhold til 2003, hvor kun 25 pct. af de adspurgte var enige i det udsagn.

Desuden synes hver tredje lokalpolitiker, at det er »vanskeligt at få indblik i forvaltningen, som ikke præges af stor gennemsigtighed og åbenhed«.

Så når Mohammed Aslam eller andre borgere oplever, at politikernes beslutninger ikke afspejler deres ønsker og behov, er det med andre ord ikke sikkert, at det skyldes manglende vilje – eller for den sags skyld politisk uenighed mellem de enkelte borgere og flertallet af politikerne.

Det kan også, understreger Peter Kragh Jespersen, skyldes, at politikerne ikke har overblik og overskud til at sætte sig igennem over for de embedsmænd, som ofte har både højere uddannelse, større faglig viden og bedre tid end ’fritidspolitikerne’.

»Mange lokalpolitikere har svært ved at følge med i, hvad der foregår i forvaltningerne. De er ved at drukne i papirer og komplicerede problemstillinger, så selv om de faktisk gerne vil forholde sig til borgernes ønsker, kan det være svært for dem at overføre borgernes ønsker til politisk handling.«

Stærkere styring ovenfra

Handlingslammelsen blandt lokalpolitikere skyldes imidlertid ikke kun de mange komplekse sager og et ofte mere eller mindre selvkørende embedsapparat. En lige så væsentlig faktor er den tiltagende detailstyring fra landspolitisk hold, mener Peter Kragh Jespersen:

»På mange områder er lokalpolitikerne underlagt en meget voldsom detailstyring ovenfra, som betyder, at deres handlemuligheder er meget begrænsede.«

»Hvis lokalpolitikerne f.eks. ønsker at skabe nye tiltag for borgere, som er på sygedagpenge, er det næsten umuligt at integrere nye tiltag inden for det sundheds­mæssige område med en indsats for at få den syge tilbage på arbejdsmarkedet igen, fordi stort set alt i en sygedagpengesag er reguleret ned til mindste detalje ovenfra,« siger han og tilføjer, at detailreguleringen har været tiltagende siden 1990’erne og for alvor er accelereret de seneste cirka 10 år.

»De mange enkeltsager, hvor der for eksempel afsløres kritisable forhold på en kommunal institution et eller andet sted, ender ofte med, at ministeren, der er ansvarlig for det pågældende område, udfærdiger flere og mere detaljerede regler eller foreslår ny lovgivning. På den måde signalerer ministeren handlekraft, men samtidig bliver det sværere og sværere for lokalpolitikerne at indrette tingene efter særlige lokale forhold,« siger han.

»Det, der undrer mig mest, er, at lokalpolitikerne tilsyneladende affinder sig med situationen. Det ville være naturligt, at flere lokalpolitikere gik til deres partifæller på Christiansborg og krævede større råderum på lokalt plan. I stedet er de tavse, og så står borgerne nok ofte tilbage med det indtryk, at lokalpolitikerne ikke vil lytte til deres ønsker,« tilføjer Peter Kragh Jespersen.

Lokale eksperimenter

Enkelte steder i landet er der tiltag i gang for at råde bod på borgernes oplevelse af fjerne, uvillige lokalpolitikere. Det gælder f.eks. i Holbæk, hvor man har lagt dele af beslutningsprocessen ud i 16 lokalområder, og i den gamle Græsted Kommune, som nu er indlemmet i Gribskov Kommune, har kommunalbestyrelsen i et par år eksperimenteret med at invitere borgergrupper til at deltage i drøftelser om et bestemt tema.

Den slags kan muligvis medvirke til, at borgere og lokalpolitikere kan danne fælles front, mener kommunalforsker Roger Buch.

Men borgerne bør også lære at forholde sig til andet end enkeltsager og udvalgte temaer, mener han. Borgerne har nemlig en tendens til kun at ville diskutere politik, når et emne angår dem selv meget direkte, og derfor er det svært for politikerne at forpligte borgerne på en dialog om prioriteringer og økonomi, påpeger kommunalforskeren:

»Hvis man spørger, om der skal bruges flere penge til de ældre, så siger borgerne ja. Hvis man spørger, om der skal bruges flere penge på børn og daginstitutioner, siger de også ja. Men de vil ikke betale mere i skat.«

Det billede kan Peter Kragh Jespersen godt genkende:

»De fleste borgere engagerer sig i debatten om dag­institutioner, når de har et barn, der går i børnehave, og så går de måske ind i skole­bestyrelsen, når deres barn begynder i skole. Men de mere generelle debatter har de sværere ved at forholde sig til, og det er måske det, der er nødvendigt, hvis truslerne mod nærdemokratiet skal afværges: at borgere og lokalpolitikere sammen finder nye former for lokalt demokrati og kæmper imod den tendens til detailstyring, der kommer oppefra og samtidig forpligter hinanden på at tænke i langsigtede løsninger,« siger han.

Tilbage på Nørrebro står Mohammed Aslam fra Mjølnerparken ikke alene med oplevelsen af at blive svigtet af lokalpolitikerne. Også næstformanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer, er gentagne gange blevet skuffet over samarbejdet med lokalpolitikerne. Han er enig med Peter Kragh Jespersen i, at lokalpolitikere og borgere skal tænke lidt længere frem, når de arbejder sammen:

»De kigger kun på avisoverskrifter og tænker ikke langsigtet,« siger han.

Artiklen er blevet til i sam­arbejde med elever fra Grundtvigs Højskole

Serie

Seneste artikler

  • Kammerater, tænk på kulturen i kommunen

    18. december 2009
    Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højt
  • Arkitekturgryde a la socialisme

    28. november 2009
    Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn
  • 'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'

    20. november 2009
    Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu