Der er to ting, Allan Olsen uden tvivl har vænnet sig til i fødselsdagsomtaler: At det altid nævnes, at han er uddannet som glarmester, og at han er passiv alkoholiker. Men det er som skuespiller, han først og fremmest er kendt, og som sådan repræsenterer manden, der vedblivende ligner en ranglet knægt, en særlig type, som man næsten kan bruge det misbrugte udtryk 'autentisk' om.
Det så filminstruktøren Morten Arnfred, da han typecastede ham til titelrollen i Mig og Charly, mens han endnu arbejdede som glarmester. Heri spiller han en forsømt dreng på et ungdomshjem, som bliver ven med den jævnaldrende dreng, som han først vil stjæle en knallert fra. Filmen blev en succes, som fulgtes op med Charly og Steffen. En rodløs rod - med et paradoksalt udtryk.
Det var i 1970'erne. I 80'erne byggede han videre på karakteren som Spacey i Erik Ballings Midt om natten, og han spillede en proletar i Hans Christensens Klinkevals i 1999. Man kan sige, at han tog stafetten op efter afdøde skuespiller Birger Jensen, der gjorde sig i lignende roller.
Børnenes ven
Mest folkelig popularitet har han givetvis høstet i rollen som nissen Fimpe i den julekalender, der hed Jul på slottet. Da blev han børnenes ven og viste en ny side af sit talent. Det gjorde han også, da han var blandt de få udvalgte, for hvem det lykkes at komme med i Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken, et rollefag, han fulgte op i Mogenstrup Revyen, hvor han også i nogle år kunne smykke sig med titlen direktør.
Den nu 50-årige knægt har været vidt omkring, også på teatret og i tv-serier. Det lykkedes ham at komme ud af den alkoholisme, som ikke er ukendt i faget, hvor det kan være slidsomt at være 'på'. Derefter har han helliget en del af sit liv til at være foredragsholder for at hjælpe andre i samme situation med at tage ejerskab til eget liv. Et andet foredrag, han har på repertoiret, handler om hans tilværelse fra barn til voksen, som han også har beskrevet i bogen Et andet liv.
