Læsetid: 2 min.

En folkelig sangskriver

Sangeren og musikeren Benny Holst fylder 70 år søndag
Benny Holst har modtaget flere priser, blandt andet Oscar Hansen-prisen og Gelsted-Kirk-Scherfig prisen.

Benny Holst har modtaget flere priser, blandt andet Oscar Hansen-prisen og Gelsted-Kirk-Scherfig prisen.

Redaktionen
20. marts 2010

Dagens 70-årige har en lang karriere bag sig som sanger, sangskriver, mundharpespiller og guitarist, ja, faktisk begyndte han som klarinettist. »Den eneste virkeligt realistiske sangskriver, vi har,« lød Lasse Ellegaards karakteristik engang i Information. »En blanding af John Mogensen og Bob Dylan,« er Holst ligeledes blevet kaldt. Det sidste levede han op til, da han i 2001 vandt han Politikens konkurrence om den bedste gendigtning af Dylan's »Forever Young«, »Til Evig Tid« hedder hans version.

Først og fremmest er Benny Holst solidt forankret i en folkelig sangtradition. Det begyndte med mormoren, Julie Petersen, hvor Benny Holst voksede op. Mormoren var hjemmesyerske og sang mens hun syede - alt fra middelalderballader og skillingsviser til »I en sal på hospitalet«. Ved siden af sad lille Benny og lyttede til 'sin jukebox'. Benny Holst gik ud af skolen i 7. klasse og kom i lære som dybtryksretouchør. Jazzen og dermed klarinetten kom ind i hans liv og bragte ham sammen med cornetisten Povl Dissing.

I slutningen af 1960'erne lavede de to bluesindspilninger af gamle sange som »Sølvstænk i dit gyldne hår« og »Lille sommerfugl«. 1970'erne blev den politiske musiks år. Sammen med blandt andet sangeren Arne Würgler dannede Holst det socialistiske kunstnerkollektiv Agitpop, hvor plader som »Husker du vor skoletid«, og de tidstypiske »Europasange« og Lærlingesange« udkom.

Med røde Wilfred

Op gennem 1970'ernes demonstrationsfyldte årti gjaldede Würgler-Holsts Agitpop-træffere som »Røde Wilfred« med usvigelig sikkerhed ud over masserne. Ved siden af politikken har Holst dog hele tiden skrevet sange for sig selv og han har blandt andet arbejdet sammen med Anders Koppel og Jens Rugsted. Han har skrevet filmmusik og medvirket i flere musikteaterforestillinger, ikke mindst Så Længe Mit Hjerte Slår - En Nat Med John Mogensen af Erik Thygesen, der turnerede overalt i Danmark i 12 år.

Benny Holst har modtaget flere priser, blandt andet Oscar Hansen-prisen og Gelsted-Kirk-Scherfig prisen. Han nåede lige at fejre 40-års jubilæum som professionel, før han blev 70, hvilket skete sidste år med albummet Sepiadage, der indbragte han prisen som Årets danske sangskriver ved DMA Folk. Benny Holst har fire børn, de to af dem med forfatteren Bente Hansen.

ksy@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her