Læsetid: 1 min.

Teaterkatten Harris

Teatermanden Preben Harris har været en vigtig figur i det danske kulturmiljø i et halvt århundrede - i morgen fylder han 75
Redaktionen
29. marts 2010
Preben Harris i et tænksomt øjeblik.

Preben Harris i et tænksomt øjeblik.

Jens Nørgaard Larsen

Preben Harris har både været teaterleder, instruktør og skuespiller. Frem til 1967 var han tilknyttet Aarhus Teater, hvor han markerede han sig som en moderne iscenesætter af ældre og nyere dramatik. I begyndelsen af 1960'erne var således med til at oprette den lille scene Svalegangen i Århus, der blandt andet opførte kabaretter af Benny Andersen, Jesper Jensen og Erik Knudsen. Det var provokerende dengang.

Fra 1967-71 fulgte han op på Gladsaxe Teater med et samfundsengageret repertoire af for eksempel Dario Fo og igen af Erik Knudsen, men han satte også store, spektakulære forestillinger op. John Gays Tiggeroperaen fra 1967 bør nævnes.

Harris bevarede sin kærlighed til de små scener, da han i 1971 blev leder af Folketeatret, som han udvidede med en række mindre scener. Også på Folketeatret sørgede han for store, imposante forestillinger som Sebastians Skatteøen, men samtidig dyrkede teatret ny, dansk dramatik, for eksempel Sven Holms Struensee var her, samt en række klassiker- og Brechtforestillinger, hvor Berliner Ensemble gæstede teatret.

Preben Harris holdt op som chef for Folketeatret i 2001, og har siden fortsat den skuespillerkarriere, som blev indledt i 1957 med rollen som Benjamin i Strindbergs Påske. Nu fik kan sit store gennembrud som karakterskuespiller i rollen som gamle Levin i Henri Nathansens Indenfor murene.

Ridder af priser

Siden har han spillet Molière på Odense Teater ligesom han er fortsat i et moderne repertoire på små scener, for eksempel i Niels Brunses Dr. Dampe og Skyggen.

Preben Harris har modtaget en stribe priser, herunder Teaterpokalen i 1969, Århus Rundskuepris, Per Knutzons Mindelegat, Teaterkatten, Frederik Schybergs Mindelegat, Københavnske Teaterkritikeres Pris, Danske Dramatikeres Hæderspris, Årets Reumert, Herman Bangs Rejselegat og Ole Haslunds Kunstnerlegat. Han er tillige Ridder af første grad af Dannebrog. Siden 1961 har han været gift med skuespillerinden Bende Harris, født Peters.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her