Baggrund
Læsetid: 1 min.

Karisma-Kenter

Hvordan kan Tommy Kenter være så uimodståelig, når han det meste af tiden spiller hamrende fuld og kvindefjendsk?
Redaktionen
15. april 2010
Tommy Kenter krammer en stolpe

Tommy Kenter krammer en stolpe

Esben Salling

Tommy Kenters øjne sætter charmen på og kniber sig sammen. Han misser mod alt af hunkøn - og det virker. I hvert fald indtil han igen står alene tilbage, på vej ned i kælderen ...

For billedet af Tommy Kenter er på mange måder gledet i ét med hans sange om mænd, der går i hundene. Eller i hvert fald om mænd, der ikke går hjem. Det er fra det hårde liv med flasken, at de sårbare mandeportrætter dukker op i Tommy Kenters både rå og følsomme fortolkninger.

Godt hjulpet af interview om kvinders uforståelighed, som han vel at mærke altid afslutter med, at han er 'vild med kvinder'. Jo tak.

Han debuterede allerede som 10-årig på Det Ny Teater og spillede som 11-årig med i filmen Cirkus Buster. Han blev uddannet fra Statens Teaterskole og har ikke mindst gjort sig i de komiske roller og i Cirkusrevyen. I Becketts stykker Mens vi venter på Godot og Slutspil ramte han det absurde teaters kyniske sorgløshed, og i 1991 fik han både en Bodil og en Robert for sin rolle i Lad isbjørnene danse. I øjeblikket er han retspsykiater i Livvagterne. Og derudover trives hans kiksede blærerøvsfigur Rudy Kleützner i bedste velgående.

Kåd med Kenter

Kenters stemme er ru og slidt. Men den har klaret skærene, så han kan blive ved med at sige sandheder på sin helt egen, brutale charmefacon. Sidste sæson skabte han Skuespilhusets første sællert med Kentex Royal. Her funklede Osvald-sangene fra tidligere, men der var også nye sange om andre mænd mod kvindemuren. Ikke mindst en royal Hamlet-monolog, der blev en smertefuld satire om en helt almindelig mand.

Dengang skrev jeg, at »Kentex Royal er virkelig mørk og elegant skummende som en udsøgt guldøl«. Her et år efter kan jeg stadig mindes smagen af denne 'Kentex Exotic'. Så pas på, medsøstre. Helsingør Musikteater genopsætter forestillingen 22. april - 15. maj. Og når Karisma-Kenter kniber øjnene sammen under de buskede øjenbryn, så bliver man blød.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her