Baggrund
Læsetid: 1 min.

Kunstens moderne alkymist

Smykkekunstneren og guldsmeden Hanne Behrens er en ener i det moderne kunstmiljø. I dag fylder hun 60 år
Redaktionen
9. april 2010
Guldsmed Hanne Behrens

Guldsmed Hanne Behrens

Når man nu og da læser portrætter af Hanne Behrens i dagspressen, eller oftere i forbindelse med nogle af de utallige udstillinger og messer hun har deltaget i kloden rundt, er der en ting som går igen:

Hendes særlige evne til at trylle med materialerne, så standhaftige og genstridige metaller bliver forvandlet til bløde og fyldige, sammenvævede stoffer, giver hendes eftertragtede smykker en særligt elegant men paradoksal tyngde, som humlebier letter de sig svævende, men i kontrast til forventningen, fra sine egne rammer.

Stil rundet af tradition

Hendes særegne, skævt geometriske stil, og det udsøgte blik for detaljens betydning når den stilles overfor ellers monotone strukturer, er et vartegn for hendes 35-årige karriere.

Hendes baggrund i Tønder, kniplingernes nordslesvigske mekka, har gennem hele hendes nu 35-årige karriere dannet en tydelig rød tråd i hendes produktion, som er inspireret af stoffernes tekstur og vævning, og hun er da også uddannet i det klassiske filigranfag i hjembyen, før hendes interesse for kunsthåndværket førte hende til den Schwabiske guldsmedeskole i Tyskland, og siden hen guldsmedehøjskolen i København.

Særlige teknikker

De teknikker hun mestrer, er i virkeligheden ældgamle teknikker, der kom til norden i den sene jernalder, men som først ses for mere end 2500 år siden hos etruskerne, og hun har da også de seneste mange år udstillet på flere censurerede biennaler i det moderne etruskerland, Italien.

Desuden har hun ladet sig inspirere af maoriernes ældgamle væverkunst under studierejser til New Zealand.

Flere prominente personer, deriblandt Dronning Margrethe, har offentligt båret hendes smykker, som hun fortsat producerer, skønt hun i dag har rettet mere af sit fokus på andre områder af kunsten og brugskunsten, heriblandt skulpturer.

For eksempel vil hendes forsøg med at strikke større værker i sølv, ses dette efterår på den store fællesudstilling i Vrå, foruden i Trelleborg i Sverige og en egenudstilling i Boston. Hanne Behrens har modtaget flere priser, herunder kunsthåndværkerprisen af 1879. Hun er gift med arkitekten Karsten Lyngsie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her