Læsetid: 2 min.

Licensbetalernes mand

Et af dansk tv's mest kendte ansigter, Steffen Gram, runder i dag et skarpt hjørne
Steffen Gram fylder 60 år, selv om det kan synes svært at tro.

Steffen Gram fylder 60 år, selv om det kan synes svært at tro.

Claus Bech Andersen

12. april 2010

Når Steffen Gram i dag runder 60 år, kan DR-korrespondenten i Washington D.C. glæde sig over, at udlandsstoffet på ny skal tages alvorligt i den elektroniske public service butik. »I det øjeblik, folk anser os for at være én station blandt mange, har vi fejlet«, sagde han til Information i juni 2009, da udlandsjournalisterne på TV-Avisen havde fået nok af det nedladende nyhedskoncept tilpasset Birthe og Rene.

Birthe var kernekunden, som klokken 18.30 skulle skånes for alt, hvad der skete uden for det nære. Nu vender udviklingen. DR-bestyrelsesformand Michael Kristiansen taler direkte om mere egenproduceret tv-stof fra den store verden. Slaget er vundet for Gram og de kolleger, der havde civilcouragen til at tale mellemcheferne imod. Steffen Gram forlod sit lærested på Berlingske Tidende i 1976 og trådte ind i tva's nyhedsmonopol i Ro-senørns Alle som reporter på arbejdsmarkedet. Et par gidseltagninger udført af molukkanere fra hollændernes gamle koloni sendte Steffen Gram på en hasteopgave til Holland. Hjemme igen fik han tilbuddet om at blive fast udlandsmand. Det har han så været siden. Han blev korrespondent i USA og udlandsredaktør i årene omkring Murens fald.

Østeuropa

Det var igen en hasteudrykning, der i 1989 ændrede banen. Turen gik til Rumænien, hvor diktatoren Nicolae Ceaucescu var styrtet og myrdet. Den ingeniør-uddannede tolk i Bukarest og Steffen Gram talte mere end det samme sprog. Kort efter var der bryllup, og med den russiskkyndige Andra som ægtefælle tog Gram en korrespondenttørn i Moskva.

Siden har han været hjemme og vende som studievært på udlandsmagasinet Horisont, inden turen for anden gang gik til Amerika - med Andra og den nu 7-årige Daniela. 60 er som bekendt ingen alder for en ung mand, og Steffen Gram når at få næste præsidentvalg i USA med.

Han er den klassiske journalist, som ikke lader skinne igennem, om han er for den ene eller den anden kandidat. Han er for den gode historie og for den væsentlige nyhedsformidling, og mest for en public service kanal, der tager licensbetalerne alvorligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu