Læsetid: 3 min.

Rastløshedens rustne og rungende stemme

Skål for skuespilleren Ole Ernst, der fylder 70
Ole Ernst fylder 70 år.

Ole Ernst fylder 70 år.

Linda Henriksen

15. maj 2010

I øjeblikket spiller Ole Ernst rollen som præsten i Den gamle dame besøger byen. Han slæber rundt på sit tunge ben og sin rustne stemme, mens han sælger sin sjæl for lidt indestængt hævntørst.

Og han fænger Skuespilhusets publikum. Fordi han er en af vores. Det er ellers ikke ligefrem det gudfrygtige, der præger denne folkekære skuespiller, der nu fylder 70 år. Snarere dæmonien og misbruget. Det indædt menneskelige og almindelige.

Ole Ernst er folkets mand, uanset om han står på scenen eller glitrer på lærredet. Han har noget af det hvideste hår i dansk showbiz - og de iltreste øjenbryn. Hans stemme dræver, så han genkendes efter første replik. Og hans afventende skulderknæk afslører ham på lang afstand. Ole Ernsts hånd passer til et glas: Ole Ernst er et nationalt klenodie.

Selvdestruktiv

I Ole Roos' film Hærværk fra 1977 fik Ole Ernst muligheden for at vise alt det bedste, han har i sig som skuespiller: Sin betragten og sin distance, sin frygt og sin noia - og sin uhjælpelige dragning mod alkoholens dulmen. Ole Ernst gik i hundene som journalisten Ole Jastrau, så man også fik mulighed for at se ham indeni.

Alle vrangforestillinger boltrede sig i hans blik og i hans krop, der langsomt forsvandt under ham. Han gik i opløsning, akkurat så pinefuldt ulideligt, som han skulle gøre det for at leve op til Tom Kristensens mesterværk. Film og tv har haft fat i hans skeptiske skikkelse i en lang stribe film.

Olsen Banden-filmene havde ikke været det samme uden hans tumpede kriminalbetjent Holm. Og Ole Ernst modtog en Bodil-pris for bedste mandlige hovedrolle, først for Flugten i 1973 og siden for Der er et yndigt land i 1983, hvor han spillede succeslandmanden, hvis svinebesætning pludselig blev ramt af en sygdom, som blev fatal både for landmanden og hans familie, der også blev smittet med ulykke. Og med den selvdestruktion, som Ole Ernst kan skildre så nådesløst ægte.

Manderealist

Mere end 40 år har Ole Ernst lagt støvestemme og ventekrop til roller på scenen og på filmen. Han blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater tilbage i 1966. Først havde han dog været ude i virkeligheden temmelig grundigt; han havde blandt andet arbejdet to år som sømand.

Hans gennembrud blev i Alting og et posthus på Svalegangen i 1969 - og derefter som Biff i En sælgers Død på Det Danske Teater i 1970. Men det har været som sceneskuespiller ved Det Kgl. Teater, at han har markeret sig stærkest. Først i årene 1970-86 - en periode, hvor han modtog Teaterpokalen i 1985 - og siden igen fra 1994 og frem til denne sommer, hvor han stopper som fast ensemblespiller.

Han har ikke mindst spillet realistiske manderoller, der kræver fri adgang til følelserne hen mod afgrunden. I Bygmester Solness tidligere på sæsonen spillede han den gamle mand, som hele sit liv havde været holdt nede - ude af stand til at manifestere den magt, som han fagligt var berettiget til.

Sådan er det ikke gået for Ole Ernst. Han har fået lov til at prøve det meste. De 70 år indvarsler hans arbejdsfrihed helt konkret. Men forhåbentlig også hans stolthed.

Sjældent har nogen levet så stringent i selvudslettelsens fiktion som Ole Ernst. For to år siden udtalte han sig i et interview med Tomas Willemoes om sin uro: »Der skal ske noget hele tiden, og det må gerne være noget nyt. Jeg regner da med, at jeg en dag falder lidt til ro, men det har ikke ramt mig endnu.«

Til lykke med rastløsheden!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu