Læsetid: 2 min.

Digter forlader 'antiverden'

En af Ruslands største digtere fra sovjettiden Andrej Voznesenskij er død
3. juni 2010

77 år blev digteren Andrej Voznesenskij, inden han onsdag måtte give op efter lang tids sygdom. En hjerneblødning havde frataget ham evnen til at tale. Tale, det havde han ellers gjort meget hele sit liv. Aldrig højlydt, ja, næsten altid stille, men hans røst blev der lyttet til. Voznesenskij var egentlig uddannet arkitekt, men gik hurtigt over til at blive fuldtidsdigter og gjorde stor lykke med sit udfordrende digt Brand på Arkitekturinstituttet.

Og i begyndelsen af 1960'erne trådte han sammen med en lille flok digtere, og kunstnere, bl.a. Akhmadulina, Jevtusjenko, Okudsjava, bogstaveligt talt ind på scenen. Alle forenet i et ungdommeligt oprør imod stalinisme, den officielle socialistiske realisme og dybest set imod selve systemet.

De tog Sovjetunionen med storm, da de bragte liv, ungdomsoprør og Verden ind i det triste, golde og gabende kedsommelige kulturliv efter krigens og Stalins ødelæggelser.

Skideballe af Khrustjov

Digterne med Voznesenskij og Jevtusjenko i spidsen var som regulære rockstjerne, når de samlede titusindvis af begejstrede mennesker til digtoplæsninger.

Det rungede højt, når de oplæste digte imod Stalinismen, for menneskelighed, for moderne tankegang, imod sovjetisk åndløshed, for tilnærmelse til hele Verden. Så højt, at det gav genlyd inde i Nikita Khrustjovs Kreml og KGB-hovedkvarteret Lubjanka, der havde dem alle i kikkerten som antisovjetiske oprørere.

Khrustjov hev engang Voznesenskij op på podiet på et møde og gav ham offentligt en regulær 20 minutter lang skideballe, fordi han ikke var partimedlem.

Partibossen truede med at knuse digteren og sende ham »over til dine chefer i udlandet ... Stalin er død, og så tror de straks, at de som en anden Pasternak kan tillade sig alt muligt!«, råbte Khrustjov hidsigt. Det var ikke tilfældigt, at Khrustjov nævnte Pasternak, for Voznesenskij var en nær ven af den store digter og forfatter og oplært af ham.

Desuden var han dybt inspireret af revolutionsdigteren Majakovskij og af den amerikanske beatgeneration, hvis førende digter Allan Ginsberg, han havde et nært venskab med.

Voznesenskij er flere gange blevet oversat til dansk, bl.a. samlingen Jeg brænder - altså er jeg (1988). Samlingen indeholder et af de digte, som Voznesenskij selv holdt mest af - 'Antiverdener' om 'denne gale verdens sværmere'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Voznesenskij turnerede en del i vesten, og ”The New York Times” kaldte han for Kremls uofficielle kultur gesandt, i avisens nekrolog over digteren. Heri ligger en (fornuftig) iboende forståelse af, at også modkulturer og/eller subkulturer overordnede set er en del af helheden. En del af den kultur som de er modsætning til. Når Per Dalgård notorisk degradere Sovjet kulturen til: trist, gold, gabende kedsommelig og åndløs; så er han umådelig selektiv, og skaber samtidig en kunstig opdeling mellem en åndløs Sovjet kultur, og så en anderledes modkultur som så skulle eksistere, et sted udenfor samfundet! Nej på godt og ondt var Voznesenskij selv en del, af sovjetisk kulturliv som aldrig var åndløs, men altid i bevægelse og skide dynamisk. Det samme kan man sige om gulag kunstnerne som f.eks. Vadim Kozin, gulag jazz, og meget mere, at vi her har med en institutionaliserede modkultur at gøre; at også disse kunstnere var en del af en overordnede kultur. Institutionaliserede modkultur er, et kendt fænomen indenfor kulturantropologien, og er b.a. beskrevet at Mary Douglas og Victor Turner.
Sovjetunionen frembragte århundredes største musikere, trubadurer, billedkunstnere, bygningsværker, kunsthåndværk, popmusikere, jazz musikere, balletdansere, forfattere, filmproducenter og filminstruktører; fotografer – åndløst og kedeligt var det vidst nok ikke!