Læsetid: 5 min.

På yogabreak upstate

En halvintegreret dansk newyorker restituerer og finder ro i Ananda Ashram
I upstate New York ligger Ananda Ashram i et naturskønt område, hvor Hudsonfloden snor sig side om side med Catskill-bjergene, skov, vingårde, idylliske landsbyer fra kolonitiden og private, luksuriøse bjerghytter.

I upstate New York ligger Ananda Ashram i et naturskønt område, hvor Hudsonfloden snor sig side om side med Catskill-bjergene, skov, vingårde, idylliske landsbyer fra kolonitiden og private, luksuriøse bjerghytter.

Ananda Ashram

Redaktionen
3. marts 2012

New York – Efter at have boet og levet over tre år i byens sugen og susen er det stadig lige berusende at se spiret af Empire State, når jeg kommer hjem. Høre blå toner på Cornelia St. Café, se Kevin Spacey som Richard III på Brooklyn Academy of Music og spise dim sum i Doyers St.

Men et par gange om året melder trangen sig til at komme væk. Væk fra udrykninger og fortættet ilt til klar luft og træer, der ikke passes af Department of Parks & Recreation.

Som for mange andre newyorkere ligger mit refugium nordpå i upstate New York. Et naturskønt område, hvor Hudsonfloden snor sig side om side med Catskill-bjergene, skov, vingårde, idylliske landsbyer fra kolonitiden og private, luksuriøse bjerghytter.

Min destination er det rustikke yogaretreat Ananda Ashram cirka en times kørsel nordvest for New York City.

Tæt på byen Harriman ligger Ananda ved en skovsø i et naturområde, hvor det er tydeligt, at den menneskelige tilstedeværelse skal sætte så små fodaftryk som muligt. Ashramen består af træhuse i Christiania-stil, tegnet til at gå i ét med den fritvoksende skov, hjortene på baghavens skråninger og grågæssene på søen.

Værelserne er enkle, rene og komfortable. Der kan vælges mellem sovesale og semi-private værelser med fælles badeværelser. Filosofien er fællesskab og tillid – ingen enkeltværelser og ingen nøgle i døren.

Ananda Ashram blev grundlagt i 1964 af den indiske guru og læge Shri Brahmananda Sarasvati som hjem for hans Yoga Society New York. Sarasvati havde som mål at få østlig og vestlig videnskab og filosofi til at mødes. Han specialiserede sig i ayurverda, psykiatri og neurologi og er forfatter til en lang række bøger om den hinduistiske yoga vedantalære. I dag drives ashramen stadig af Yoga Society New York, inklusive et par af Sarasvatis oprindelige disciple, ved hjælp af private donationer og frivillige.

Latteryoga

At vågne en sommermorgen i Ananda kan for en byboer være helt eventyrligt. Solstråler gennem de lyse gardiner, duften af træerne uden for vinduet og ja, vækket af fuglesang.

Tavlen i det store, lyse Main House annoncerer dagens program med faste yogatimer og ceremonier, men også undervisning i eksempelvis sanskrit, dans og vedanta (hinduistisk filosofi) og kulturelle indslag, især i weekender og ved højtiderne.

Ananda er først og fremmest tænkt som et fristed, hvor alle er velkomne, uanset »rødder, tro og kulturel baggrund«, som det annonceres ved indgangen.

Og her er vi så: dyrehviskeren Suzanne, der mener, at hun engang kurerede sin kat ved terapeutisk samtale, unge, kronragede Jennifer Devi, der fandt sin sande vej og flyttede til ashramen, John, der arbejder som kampagneleder for New Yorks bystyre og aldrig har prøvet yoga, men er taget ud af byen for at beslutte, om han vil ændre sit liv, Master Sifu, 7. generation af Wu Mei Pai-kampsportstrænere og kinesisk tea master og engelskprofessoren Lisa fra Boston, der forgæves forsøger at analysere de hinduistiske skrifter. Alle går vi rundt i joggingtøj og finder fælles fodslag i downward dogs og warrior 1, 2 og 3.

Stilen er blød hatha-yoga, men der er også timer for de mere trænede. En yogatime varer ca. 90 minutter med indledende åndedræts- og sanseøvelser og afsluttende afslapning, og hver underviser kører sin egen stil.

Økologisk fællesbøn

En af de mere specielle og populære undervisere er Dalien, der hver fredag underviser i yoga og lyd. Traditionelt betyder det brug af krystalskåle, der frembringer en trancefremkaldende, rungende klang. Dem gør Dalien også brug af, men den mest fremtrædende lyd i hans timer er latter.

»Latter er det bedste åndedræt,« som han siger, og timen efterlader os høje af grin.

Tre gange om dagen samles vi i spisesalen til et regulært festmåltid af vegetariske farver og smagsindtryk. Selv den mest inkarnerede kødspiser må blive tilfredsstillet af Anandas varierede buffet, der bugner af alt fra græskarbisque til burritos med bønnefyld, corn squash med linser, pastaretter, salater og kager. Langt størstedelen af grøntsagerne kommer fra ashramens egen økologiske køkkenhave, og retterne tilberedes naturligvis rent økologisk og med respekt for årstiden. Dertil kommer kildevand fra egne brønde, alle slags urtete og naturligvis soja/ris- eller mandelmælk til veganere og allergikere. Tip for begyndere: Læg ikke en ært på tallerknen, før maden er blevet velsignet med fællesbøn!

Meditation over ild

Selv om Ananda opfordrer til at ’bevare roen’ ved ikke at tale for meget, er det bestemt ikke en streng regel som i mange af de silent retreats, man også kan besøge. De bedste historier fås således over bønnesalaten, hvor alt fra filosofi til børnepasning og byliv er på bordet. Det gør – sammen med maden – Ananda til et dejligt alternativ omkring højtider som thanksgiving, hvis man ikke lige har en amerikansk familie at dele kalkun med. Om sommeren kan man campere i skoven og spise udendørs med udsigt til søen og græssende hjorte. Mellem yoga, meditation og måltider, kan tiden tilbringes med en vandretur på de små stier i området eller – via den nærliggende landevej – på det berømte Appalachian Trail, der over 3515 kilometer strækker sig fra staten Maine i nord til Georgia i syd. En rig oplevelse på både natur- og dyreliv med mange fugle og hjorte – pas på i jagtsæsonen. Også en tur i poolen eller i kano på søen er en mulighed.

Til de spirituelle, er de to daglige ildceremonier – morgen og aften – en god mulighed for at chante og bede. Men også agnostikeren kan finde ro her, hvor der er fællesmeditation, mens en lille flamme tændes og sender aromaer af æteriske olier ud i rummet. Meditation er ingen let praksis, men 2 x 20 minutter om dagen er en god begyndelse.

Skal opholdet have en snert af luksus, kan man slutte af med en ayurvedisk facial og massage hos Krishna Devi i det nærliggende Healing Center.

Om man tager et par dage eller en fuld måneds fordybelsesprogram, så efterlader ashramen af følelse af ro og restitueret energi.

 

 

anandaashram.org/

Ulla Dubgaard er 32 år og har boet og arbejdet i New York siden 2008. Hun er uddannet journalist fra RUC og Columbia University, naturelsker og miniyogi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her