Læsetid: 5 min.

En stilfærdig historisk, kulturel og gastronomisk metropol

Helsinki har tiltrukket turister i større stil siden 1840’erne og med god grund. Mellem øst og vest er byen først og fremmest sin egen
Uspensky Katedralen (t.v.) er et af de mere fascinerende eksempler på den ortodoks-kristne byggestil, man finder i den finske hovedstad, hvor nationalhelten Mannerheim (ovenfor) fylder godt i gadebilledet i form at monumenter og gadenavne og på museer.

Uspensky Katedralen (t.v.) er et af de mere fascinerende eksempler på den ortodoks-kristne byggestil, man finder i den finske hovedstad, hvor nationalhelten Mannerheim (ovenfor) fylder godt i gadebilledet i form at monumenter og gadenavne og på museer.

P. Narayan

3. marts 2012

»Mod syd ligger Ehrenström og Engels Helsinki, som står for den traditionelle orden, med senatorer, professorer, (…) teatre, operaen, guldsmede og uddannelsessteder. Mod nord er fabrikkerne, det arbejdende folk, rengøringsfolket, maskinolien, dampen, brændeovnene og vinduer tilsølet af blod.«

Matti Kurjensaari, ’The Tale of Helsinki’, 1962

 

Uden at gøre meget væsen af sig, giver Finlands hovedstad Helsinki massivt baghjul til mere opblæste nordiske storbyer som Stockholm og København. Hvad de måtte mangle i dannelse og almindeligt gode manerer, har Helsinki til overmål, uden af den grund at blive poleret. Helsinki er goth, punk og druk, avantgarde og arbejderkvarterer. Og den er opera i verdensklasse, madkultur i særklasse, skærgård og historiedyrkelse. Det meste går imidlertid for sig uden de store bravader; det er ligesom bare. Få steder kan man som i Helsinki spænde over dyrkelse af en halvfascistoid nationalist som ’Den Hvide General Mannerheim’, stilfærdig drukkultur i arbejderkvarterernes træsaunaer og nogle af de mest genuint nytænkende og alligevel historisk bevidste strømninger inden for alt fra museumsudstillinger, gourmetmad, foto, growl og operaopsætninger. Og samtidig være så fåmælte og underspillede omkring det hele.

Krigens Helsinki

Nationalhelten Mannerheim fylder i gadebilledet, i form at monumenter og gadenavne og på museer. Under borgerkrigen mellem sovjetstøttede kommunister og tyskstøttede højrenationalister, var han øverstbefalende for den sejrende ’hvide’ hær. Dermed blev han også den øverste ansvarlige for nedslagtningen af taberne, ’de røde’. Særligt hårdt gik det for sig i Tampere, ’hovedstaden’ for det røde Finland, og i arbejderbyen Helsinki, der var på den røde side på borgerkrigens landkort. Som uddannet i Rusland havde Mannerheim tjent som højtplaceret officer under zaren i 30 år, før han vendte hjem til Finland, der i kølvandet på Oktoberrevolutionen i 1917 havde løsrevet sig fra det russiske imperium. Det interne opgør, der fulgte, trækker stadig blodige spor.

Østersøens datter

Rusland har været en allestedsnærværende faktor i Finlands historie, både mens landet blev regeret som storfyrstendømme under det russiske imperium, i revolutionsårene, under de to verdenskrige og derimellem, samt under Den Kolde Krig og frem til i dag. Noget der i sagens natur også har sat sig spor i Helsinkis urbane rum. Under Den Kolde Krig blev Helsinki ofte brugt af amerikanske filmhold som erstatningskulisse for Moskva eller Skt. Petersborg: »Byens arkitektur, dens visuelle udtryk og fysiske miljø og indbyggernes naturligt introverte adfærd fik let udlændinge til at opfatte den som mere øst end vest,« skriver Laura Kolbe i Helsinki – Daugther of the Baltic. Ikke desto mindre er byen aldrig blevet decideret ’russificeret’, mener Kolbe, eftersom den politiske og bureaukratiske elite blev rekrutteret blandt finner – også mens hovedstaden var massivt befolket af russisk militær.

I dag er det ikke så meget militærbarakkerne som de ortodokse katedraler, der vidner om nærheden til Rusland. Uspensky Katedralen er et af de mere iøjnefaldende og fascinerende eksempler på den ortodoks-kristne byggestil, og her kan man være heldig at rende ind i koncerter af en anden verden. Denne skribent overværede en opsætning af et liturgisk korværk af Einojuhani Rautavaara – Finlands førende nulevende komponist og et bysbarn – i selskab med alt fra borgerfruer over goth-ungdom til gamle gigtplagede arbejdere og jakkesætsbøsser. Kormusik, opera og deslige er lige så populær som (black) metal i Finland, og samtlige genredyrkelser går på tværs af de forventede sociale og kulturelle skel.  

Esplanadebyen

Ud over russere – og naturligvis det svensktalende mindretal – har flere tyske Helsinki-familier sat deres præg på byen, da de etablerede sig som magtfulde forretningsdrivende op gennem det 19. og 20. århundrede. Blandt de mere kendte som stadig kan og bør opleves er Fazer, der har en skøn cafe med tilhørende overdådigt chokoladeudsalg i den historiske bymidte. På Mannerheimintie, en af 1800-talsbyplanlæggeren Ehrenströms brede boulevarder, troner Stockmann, et af Helsinkis første moderne varehuse. Alt dette ligger i Esplanadedelen af byen, som domineres af den tyske arkitekt Engels’ nyklassicistiske bygninger. Statstemplerne: Universitet, senatet, statsbiblioteket. Domkirken i næstmest drømmende hvidt.

Arbejderbyen

Som for 50 år siden er der i dag stor forskel på dette sydlige Helsinki og de nordlige arbejderkvarterer. Vinduerne er ganske vist blevet mindre blodtilsølede, og gentrificeringen er så småt ved at trænge de lavere lag af arbejderklassen ud i satelitforstæderne mellem Helsinki by og lufthavnen. Men krydser man broen Pitkäsilta kan man også i 2012 finde en mere rå gadekultur med oldschool boligblokke, små knejper og sågar hoteller, der stadig tilbyder rygerværelser. Det er også i Kallio, der traditionelt har været fabriksarbejdernes kvarter, at man finder Helsinkis eneste tilbageværende offentlige sauna, hvor der fyres med træ og bankes med kviste. Kotiharjun Sauna Oy ligger i en boligblok i Harjutorinkatu – før i tiden havde hver boligblok sin sauna – og kan genkendes dels på sine gammeldags røde neonbogstaver ned ad muren, og dels ved de nøgne mennesker, kun iført håndklæder, der mellem svedeturene sidder og ryger og drikker Lapin Kulta, det finske svar på en Hof, på gaden foran den smalle indgangsdør. Man kan leje håndklæde ved den smalle trædisk i stueplan, og så er der ellers kønsopdelt saunaparadis så længe man orker. Man kan også leje mindre saunaer til private selskaber, hvilket sjældent går stille for sig – men stemningen i saunaen er langtfra brovtende.

Savoy

Enhver, der har tilbragt en eftermiddag i træsauna, vil vide, at der skal hældes en del mad og drikke indenbords bagefter for at gøre oplevelsen fuldendt. Der er ikke noget i vejen for at gå amok på den finske udgave af McDonald’s, Hesburger, hvis fritter har den der helt perfekte blød-sprød-salte snaskkvalitet, eller snacke på Kallios cafeer. Men er man til noget mere ekstravagant er Alvar og Aino Aaltos gennemdesignede spisesal, Ravintola Savoy på Esplanaden, et must på en Helsinki-visit. Med et mix af elementer fra russisk, nordisk og fransk fine dining, dyb respekt for råvarer og frygtløshed over for tunge kombinationer, der klæder f.eks. ferskvandsfisken sandart – som Finland af indlysende årsager svømmer over med – er Savoy gastronomisk et scoop ud over det sædvanlige. Og så kan det hele endda indtages på en overdækket Aalto-møbleret balkon med udsigt over Ehrenström og Engels’ Helsinki.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu