Læsetid: 3 min.

Journalister har ikke diplomatpas

En gruppe politikere har åbnet jagtsæsonen mod en navngiven journalist på dagbladet BT. Tendensen til skrappere mediekritik er positiv, men bør bruges med omtanke
12. januar 2013

En gang da jeg var på vej ud af døren fra mit stamværtshus på Nørre Farimagsgade stod der en mand i vejen. Jeg spurgte, om jeg måtte komme forbi.

»Din so,« lød svaret. Hvad der herefter skete skal læses under iagttagelse af, at mit indtag af alkoholiske varer måske har forstyrret min detaljehukommelse en anelse. Men de overordnede linjer husker jeg: »Hvad sagde du?,« spurgte jeg.

Manden kiggede på mig igen:

»Din SO!«

Jeg havde altså hørt rigtigt. I en sådan situation har man flere muligheder: Man kan gå sin vej. Man kan forsøge at føre en dialog om det passerede og tage en generel debat om, hvorvidt det er i orden eller ej at kalde fremmede kvinder for søer. Eller man kan, som jeg gjorde, optrappe konflikten ved at skubbe til modparten. Set i bakspejlet kan man anfægte visdommen i netop at vælge den løsning. Mit skub resulterede i en kæde af begivenheder, hvis facit var, at min gode ven, der lagde sig imellem mig og manden, der kaldte mig so, fik en på hovedet. Stillet over for en urimelig situation bidrog jeg altså via min reaktion til en endnu mere urimelig situation.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på denne oplevelse, da jeg den anden dag læste Ellen Trane Nørbys (V) kronik i Politiken om journalist Lars Fogt fra BT. Kronikken er det seneste eksempel i en række sager, hvor politikere direkte har taget til genmæle over for medier eller journalister, som de har følt sig dårligt behandlet af.

Trane er utilfreds med vinklingen af en historie om hendes medarbejderes opdateringer af hendes Wikipedia-profil. Hun bruger sagen som afsæt til en heftig kritik af en navngiven journalist. Tidligere har MF’ere, som Trane påpeger i kronikken, ofte undladt at tage kampen op mod pressen. Ladet sager falde frem for at forfølge dem via officielle kanaler som Pressenævnet eller domstolene. Logikken har været, at det sjældent betaler sig at lægge sig ud med journalister – både fordi et genmæle kunne give ekstra omtale og forlænge en i forvejen dårlig sag, men også fordi det risikerede at komme tilbage i form af hævngerrige journalister.

Ikke mindst Facebook, hvor stadig flere folketingsmedlemmer dagligt kritiserer medier og journalister, har givet politikere en ny platform for genmæle.

»En uvederhæftig, løgnagtig bedrager,« kaldte Zenia Stampe den samme BT-journalist i et blogindlæg på www.politiken.dk – en vending hun gengav fra Venstre-manden Søren Pind, der brugte den om selv samme Fogt på Facebook i november 2010. Stampe kaldte også Fogt ’det tætteste man kommer på et beviseligt dumt svin’. Tonen i Ellen Trane Nørbys kronik var bestemt mere saglig – selvom hun følte trang til at sammenligne Fogt med en kendt og kriminel rocker.

Det er en god ting, at der er bevægelse i den overdrevne respekt for pressen, som Ellen Trane Nørby og andre har problematiseret. Journalister har ikke diplomatpas. Journalistik skal kunne efterprøves og diskuteres, som det også i stigende grad sker med programmer som ’Mennesker og Medier’, ’Detektor’, ’Hængt ud på forsiden’ og ’Presselogen’.

Journalister har ikke blot et ansvar over for deres medie, kilder og chefer, men i sidste ende er kernen i journalistisk etik den samme som i al anden etik: Vi står til ansvar for, hvordan vi handler mod andre. Også når vi vælger dialogen eller optrapningen af en konflikt. Når Zenia Stampe sviner Lars Fogt til i grove vendinger, vælger hun skubbet på værtshuset i stedet for dialogen. Og den reaktion står Stampe til ansvar for.

Men der er andre veje end perfid tilsvining. Der findes fora, hvor diskussionen kan tages på et andet niveau. Kasper Fogh Hansen, Søren Pind, Gretelise Holm og Anna Sophia Hermansen stillede i en kronik i Politiken sidste år spørgsmålet: »Hvem vogter vogterne?« og rejste – i en saglig tone – behovet for en presseombudsmand.

Det afstedkom en debat om, hvorvidt journalister nu også er så ansvarsfrie, som kronikørerne syntes at mene. Men ikke desto mindre en relevant debat som spiller ind i diskussionen om behovet for en opstramning af medieansvarsloven. I maj afholdtes en høring på Christiansborg om netop dette tema. Lad os håbe, at flere vil tage debatten på et sagligt grundlag, så den ikke drukner i konkurrencen om, hvem der kan svine hvem mest eftertrykkeligt til.

 

Amalie Kestler er politisk redaktør på Information

Klummen på mandag: Annegrethe Rasmussen skriver om Gud og cybersex i Amerika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Villadsen
Gert Villadsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Esben Maaløe

"En gruppe politikere har åbnet jagtsæsonen"

Ja, det er snart hverdagskost at ærlige hårdtarbejdende sandhedsfordrejere bliver udfordret.

Det er ikke en jagt, det er en udfordring!

Lige præcis vendingerne "uvederhæftig" og "bedrager" er så stærke at der er grundlag for en injurie-sag.

BT ku' sagtens på Lars Fogts vegne anlægge sådan en sag, eller bakke ham op økonomisk. Samtidig ville de få spaltemeter af stof og en interessant debat i gang.

Men det gør det ikke. Hvorfor? Hvis politikerne har uret, så burde det være en smal sag at vinde.

Det er naturligvis fordi BT, formentlig med advokatbistand, har vurderet at de ikke kan vinde en sådan sag, og ville ende med at rettens ord for at en af deres centrale journalister er en uvederhæftig bedrager ...