Nyhed
Læsetid: 7 min.

Lokale nyttehaver er første skridt i omstillingen

At være omstillingsby er hårdt – og langsommeligt – slid. Men langs Grand Union Kanalen nord for London flyder ideerne og entusiasmen. Projekt for projekt går det fremad
Hemel Food Garden er et af tre lokale initiativer, der på sigt skal være med til at mindske Dacorum-områdets afhængighed af importerede fødevarer. Drømmen er et økologisk landbrug ejet af lokalsamfundet, fortæller Vicky Bate.

Anders Birger

Redaktionen
15. juni 2013

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at starte en lokal valuta – et ‘Berkhamsted pund’. Men måske ville det give mere mening med noget, der dækkede lidt bredere – et ‘Grand Union pund’?«

John Bell, en ung mand på knap 40 og leder af Transition Town Berkhamsted i det grønne pendlerbælte nord for London, kigger spørgende på sine kolleger fra nabobyen Kings Langley. Begge byer ligger langs den 220 km lange Grand Union Kanal, der løber mellem London og Birmingham – et område, hvor stort set hele perlerækken af byer er i gang med et større eller mindre omstillingsprojekt.

»Ja!« svarer Vicky Bate og John Ingleby fra Kings Langleys energisamfund entusiastiske i kor.

»Penge brugt lokalt genererer tre gange så meget, som penge, der forlader lokalsamfundet,« tilføjer John Ingleby, en pensioneret IT-lærer, hvis tilværelse siden pensioneringen er blevet opslugt af et lokalt energiprojekt, der går ud på at rejse penge lokalt til at installere solceller på en af byens skoler, et projekt hvis overskud, når både aktionærer og skole har fået en bid, skal finansiere det næste projekt.

»Der er et stort potentiale for det her i Berkhamsted,« siger John Bell anerkendede.

»Ja, vi genstarter vores energigruppe lørdag aften,« tilføjer Robin Williams, en yngre mand fra Transition Town Berkhamsted med skulderlange krøllede lokker. Williams, der er ved at tage en master i bæredygtighed, har erfaring fra et økologisk parallelsamfund i Spanien.

»Skal en af os komme og fortælle om vores erfaringer?« spørger Vicky Bate, mens hun gennemgår sin kalender i hukommelsen. »Jeg tror, jeg kan,« siger John Ingleby prompte.

»Det ville være fantastisk,« svarer Berkhamsted-holdet i kor.

Information møder de fire omstillings-entusiaster i encafé på tredje sal i en trendy antikforretning i Berkhamsted – en hyggelig by på 19.000 indbyggere med en smal hovedgade fuld af småbutikker – for at få mere at vide om deres konkrete erfaringer med omstilling. Men de to hold kender ikke hinanden i forvejen, så snart flyder tilbuddene om samarbejde og udveksling af erfaringer og idéudvikling af nye tiltag, der kan udbredestil hele Grand Union Kanal-området.

»Ja, undskyld, du er endt midt i et planlægningsmøde,« siger John Bell grinende.

»Det er lidt kaotisk ... men det er også det, der tiltrækker mange. Og følelsen af sammenhold og af at være en familie.«

Vicky Bate er enig.»Det dejlige er, at det er fuldstændigt kooperativt. Det hele handler om at sprede og dele informationer og erfaringer.«

Omstillingsby

Ideen med den lokale omstilling er med Vicky Bates ord at »opbygge en infrastruktur og en modstandskraft i lokalsamfundet« når Jordens knappe ressourcer fører til prisstigninger på energi og fødevarer.

Transition Town (TT) Berkhamsted er den af de to grupper, der har eksisteret længst,nemlig siden 2008. Gruppen har 300 personer på sin mailingliste, omkring 50 møder op til det månedlige møde – »green drinks«– og 10-20 kernemedlemmer arbejder aktivt på at virkeliggøre de aftalte projekter.

John Bell startede selv i gruppen for tre årsiden, efter at være blevet»mere og mere alarmeret over manglen på handling« i forhold til klimaforandring.

»Jeg ville ikke være medskyldig i det. For mig handler det om mine børns fremtid,« forklarer Bell, der blev valgt som formand for omstillingsbyen for et år siden og har oprettet bloggen’John Bell vs. Climate Change’.

Han sagde sit job gennem 15 år som it-medarbejder for banestyrelsen op og eri dag selvstændig med mere tid til arbejdet med TT Berkhamsted. Med arbejdsgrupper og projekter inden for energi, fødevarer og transport, samt en nystartet debat om, hvordan byen kan fastholde flere penge lokalt, er John Bell en travl mand.

»De seneste måneder har jeg arbejdet til kl 23 hver aften med min virksomhed, omstillingsprojekterne og min store køkkenhave,« siger han. »Vi arbejder lige nu på forskellige begivenheder på byens skoler, hvor vi vil bringe Berkhamsteds organisationer sammen for at tale om byens fremtid. Vi håber,det vil føre til en byplan. Vi planlægger også en byfest med mad og musik, hvor vi vil opfordre byens indbyggere til at være med til at designe et nyt centrum for byen, som skal ombygges i nær fremtid,« fortæller Bell om nogle af gruppens nuværende projekter.

»Det er et græsrodsprojekt. Vi venter ikke på, at det lokale byråd bestemmer, hvad der skal ske – vi gør det selv,« tilføjer Robin Williams, der har fået en ny idé. »Mange af de lokale forretninger er lukket, fordi supermarkederne nu sælger det, de små levede af at sælge. Jeg har en vision om at starte en lokal kampagnegruppe for få byrådet til at pålægge de større supermarkeder lokalskat,« siger den unge mand, mens han nipper til sin te.

»Hermed gjort!« erklærer John Bell.

Mad og energi

Kings Langley-gruppen blev stiftet for tre år siden af Vicky Bate og to andre kvinder, oprindeligt med hovedfokus på lokal mad for lokalsamfundet for at mindske afhængigheden af importerede fødevarer. Gruppen fra den mindre by på 6.000 indbyggere har i dag 120 på mailinglisten, det månedlige møde tiltrækker 10-20 deltagere, hvoraf halvdelen er kernemedlemmer.

»Vi har startet et lokalt fødevaremarked, og der er nu tre lokale initiativer med henblik på produktion af fødevarer,« fortæller Bate. »Målet er at oprette et økologisk landbrug ejet af byens indbyggere. Men det er en stor drøm,«siger hun.

Projektet er stødt på et kedeligt problem: Mangel på penge.

»Der er en gård til salg i området i denrette størrelse, men den koster to millioner pund, og det er der ingen af os, der har mod på at kaste os ud i at skaffe,« forklarer hun.

I stedet bliver hendes og John Inglebys energi nu kanaliseret ind i solcelleprojektet, som de denne lørdag holder lokalt oplysningsmøde om. Ideen er at få de lokale indbyggere til at købe aktier i projektet mod en del af overskuddet, og samtidig forankre projektet lokalt ved at udlicitere selve installeringen og vedligeholdelsen til et lokalt firma. En national ordning, der skal fremme vedvarende energiprojekter, betyder, at halvdelen af investeringerne kan trækkes fra i skat, forklarer Ingleby, hvis tidligere arbejdsgiver er interesseret i at blive den første skole, der læggerhus til projektet. Skolen vil til gengæld få en fast elpris de næste 20 år, hvorefter den overtager ejerskabet af solcellerne.

»En skole er et godt udgangspunkt for denne type projekt, fordi det kan være med til at uddanne både elever, forældre og området omkring skolen i bæredygtighed,« tilføjer han og håber, at projektet vil blive lettere at »sælge«, efter at det er kommet op at køre på en skole. Indtil videre er der nemlig en del usikkerheder omkring regeringens forskellige tilskudsordninger.

»Sidste år ændrede regeringen pludselig taksterne for, hvad man fik udbetalt for at producere el, og det førte til, at en masse planlagte projekter ikke blev til noget. Det betød at mange mistede troen på projekterne,« forklarer Robin Williams.

Træthed

Skuffelser og følelsen af, at det går konstant op ad bakke – både i forhold til konkrete projekter og i forhold til den nationale og globale kamp for omstilling – er en trussel mod projekter som TT Berkhamsted og Kings Langleys Grand Union Community Energy, erkender alle fire aktivister.

»Der er tre problemer,« forklarer John Ingleby. »Det første er nyhederne – det er let at miste modet, hvis man lytter til nyhederne. Det andet er ens personlige attitude til andre, som ikke forstår, eller som er uenige. Og det tredje handler om selv at finde en balance mellem engagementet og privatlivet.«

»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så fjernsyn,«siger Vicky Bate, mor til tre næsten voksne børn. »Jeg har kun en baby tilbage derhjemme, så jeg havde brug for en ny ’baby’, og det blev energiprojektet,« siger den tidligere skuespiller og tilføjer, at det trods alle arbejdstimerne har været meget »tilfredsstillende at se energiprojektet udvikle sig«.

De kender dog alle problemet med udbrændthed.

»Vores farmers market kører ikke så godt. Folk er alt for knyttede til supermarkederne, så omstillingen er ikke noget, der vil ske med et snuptag. Det vil være en langsom proces,«siger Bate, der fortæller, at Transition Town Hemel, en anden naboby, er gået i sig selv igen, omend et fødevareprojekt stadig kører.

»Ja, det er et problem, at tingene tager så lang tid. Der er en fare for, at man mister gejsten,«siger John Bell.

En anden trussel mod den såkaldte »indre omstilling« i grupperne er deltagernes indbyrdes forskellige opfattelser af, hvad der er vigtigst – og deres forskellige grænser for, i hvor høj grad man bør ændre sin egen livsstil.

»Jo, der er spændinger i gruppen knyttet til disse emner,« erkender Vicky Bate. »Men bevægelsen lægger vægt på forskellighed, og der er et større formål med arbejdet, som er vigtigere, og som altid vinder over uenighederne,« siger hun.

»Det kræver stor selvdisciplin at blive ved med at være imødekommende og lytte til andres holdninger,« erkender John Ingleby, der dog fortæller, at omstillingsbevægelsen har selvhjælpsgrupper og kurser i at modvirke udbrændthed og for at blive bedre til at føre dialog med folk, der ikke deler bevægelsens synspunkter.

Alle fire har eksperimenteret med forskellige måder at forholde sig til personer, der udviser stor uvidenhed eller ligegyldighed i forhold til bæredygtighed og omstilling.

»På vej herhen spurgte jeg en mand, om der var noget galt med hans bil, siden han holdt med motoren tændt. Sådan lidt som en joke, og det virkede bedre, end når jeg andre gange bare har bedt folk slukke motoren. Det er opskriften på konflikt,« konkluderer John Bell, men tilføjer, at »mange ikke ønsker at blive gjort opmærksomme på, at vi er ved at løbe tør for brændstof«.

Fælles for de fire ildsjæle er, at de på trods af de ofte deprimerende nyheder og modstanden fra mange medborgere, alligevel er fast besluttede på at gå imod tendensen i samfundet og i stedet tænke langsigtet.

»Alene dét er imod tidsånden, hvor alt handler om at tænke kortsigtet og at få gevinster her og nu,« siger Vicky Bate, der ikke desto mindre kan se sine fremtidige børnebørn for sig og høre dem spørge:

»Hvad gjorde du? Hvordan kunne du lade det her ske?«

Og så kommer motivationen tilbage.

transitionberkhamsted.org.uk

guceltd.com

dacorumlocalfood.org.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her