Læsetid: 4 min.

Megabyen Seoul skal være landbrugsby

Hver husholdning i Seoul skal have 3,3 kvadratmeter køkkenhave inden 2020. Det er borgmester Park Won-soons målsætning. Byboerne er begejstrede, og det ville bønderne også være – hvis de blev inddraget
Når Seouls borgmester Park Won-soon skal have en pause, roder han med urterne i sin køkkenhavereol i kontoret på Seoul Rådhus. Ifølge Song Im-bong fra bystyrets afdeling for urbant landbrug er det ikke mindst megabyens ældre beboere, som er ivrige efter at få anlagt køkkenhaver i deres boligområder.

Seoul Metropolitan Government

15. juni 2013

På altanen, på taget, i skolegården, i undergrunden, på tiloversblevne steder mellem megabyens skyskrabere. Intet sted ligger for højt, lavt eller indeklemt til at anlægge en lille køkkenhave. Det er bystyrets tilgang i den sydkoreanske hovedstad Seoul, der under ledelse af borgmester Park Won-soon er gået i gang med at forvandle et af verdens største urbane områder til landbrugsby – fra megacity til agrocity.

Seoulborgere har i årtier dyrket såkaldt guerillalandbrug uden tilladelse på byens tomme grunde, og nogle af de køkkenhaver er nu blevet legaliseret. Siden Seouls bystyres agrocity-planer blev sat i værk i januar 2012, er der yderligere oprettet omkring 150 køkkenhaver på »tiloversblevne« områder mellem boligblokke rundtomkring i byen, mindst 30 skoler dyrker deres egne grøntsager, og der er gennemført 60 kurser for Seoulborgere, der vil lære at dyrke landbrug i byen. Målet er, at der skal være 3,3 kvadratmeter landbrug pr. husholdning i Seoul inden 2020.

Visionen har både et miljømæssig og et social sigte: Seoul skal blive en renere by og fattige skal kunne skaffe mad på bordet. Samtidig er tanken, at bylandbruget kan have en helende funktion i den hektiske megabytilværelse.

»Folk i byen er under stort pres og massivt socialt stress. Her kan forbindelsen til det agrare have en helende effekt. Det er min vision,« siger Park Won-soon, der selv har fået en reolkøkkenhave på sit kontor på Seoul Rådhus. I trækasserne foran vinduet på 7. sal står kålplanter, urter og salat, og på siden hænger en stråhat og et træredskab til at luge ukrudt med.

Silver farms

Song Im-bong fra Seoul Public Welfare & Economic Policy Division er den embedsmand, der har planlægningsansvaret for bystyrets satsning på urbant landbrug. Han fortæller begejstret om, at det indtil videre har været overraskende nemt at finde tiloversblevne steder til bykøkkenhaverne. »Tilovers« betyder i megabyen Seoul de steder, som endnu ikke er bebygget.

»Det kan være små arealer mellem boligblokkene og bag skoler, eller byggetomter, som er ejet af private, der endnu ikke har lagt planer for ejendommen. Så lejer vi jorden – eller får den stillet til rådighed gratis,« fortæller Song Im-bong.

Den urbane landbrugsjord bliver så fordelt til de lokale beboere, som kan blive skrevet op til et stykke jord. Fattige, gamle og enlige samt »multikulturelle« familier og familier, hvor flere generationer bor sammen, står forrest i køen og kan bruge jorden gratis; middelklassefamilier med én eller flere faste indtægter skal betale leje.

»Ofte er det beboerforeninger, som går sammen om landbrugsarealerne. Det er især de ældre indbyggere, som er interesserede og slutter sig sammen i silver farms,« siger Song Im-bong. Men interessen for bylandbrug går på tværs af både generationer og socialklasser, siger Song Im-bong; de eneste, som ikke melder sig, er universitetsstuderende.

»De har ikke tid. Det er måske ellers dem, som har mest behov for landbrugets helende effekt,« siger Song Im-bong.

Bystyrets erfaringer hidtil har været overvældende positive, også hvad angår variationen og kvaliteten af det, der dyrkes. Folk dyrker alt fra kål og salat over malurt og radiser til ris. Og indtil videre tyder stikprøverne på, at byens forurening ikke påvirker afgrøderne, siger Song Im-bong.

Fattige bønder

Uden for borgmesterens kontor er stemningen ikke nær så optimistisk. På Seoul Plaza foran rådhuset står tusinder af bønder, som er kørt ind i busser fra hovedstadens opland. Mange af dem er kvinder, blandt andet fra Korean Women’s Peasant Association (KWPA), der i 2012 vandt den internationale Food Sovereignty Prize. Bønderne har røde pandebånd på, synger, svinger med bannere og deler soju – risvin – i vinterkulden, mens de protesterer mod en nyligt indgået frihandelsaftale med USA. Amerikanske fødevarer kan nu dumpes frit på det sydkoreanske marked, og bønderne er bange for, at det yderligere vil undergrave landets tre millioner bønders eksistensgrundlag.

Park Won-soon siger, at han »ikke kan udtale sig frit om nationale anliggender«, men personligt mener han, at bønderne har grund til at demonstrere. »De befinder sig i en vanskelig situation. Regeringen beder altid de fattige bønder om at ofre sig for det, regeringen mener er nationens interesser.«

Men heller ikke borgmester Park Won-soon har endnu udvist tilstrækkelig interesse for bøndernes vilkår, mener Park Gee-eun, der er ekspert i såsæd og arbejder for det økologiske distributionskoorporativ Hansalim og for KWPA. De to organisationer hilser borgmesterens satsning på urbant landbrug velkommen, men ønsker, at deres medlemmer – de kvindelige bønder i landdistrikterne – bliver inddraget.

Mellem land og by

»Urbant landbrug er en tanke, vi bakker op om,« siger Park Gee-eun, mens hun i en ramponeret boligblok i Seoul byder på frokost bestående af lokalt producerede brune ris, bønner, kål og nødder. I et skab opbevarer KWPA små stofposer med oprindelige rissorter, som de dyrker rundtomkring i landbrugskollektiver.

»Men urbant landbrug udgør potentielt en trussel mod vores medlemmers eksistensgrundlag, hvis folk i byerne selv producerer de varer, bønderne sælger,« siger Park Gee-eun og fortsætter: »Der er imidlertid mange måder, man kunne arbejde med at fjerne den modsætning. F.eks. ved at bruge bøndernes kompetencer i uddannelsen af byboerne. Vores medlemmer har generationers viden om afgrøder og landbrugsmetoder, som byboerne kunne have glæde af.«

Til kritikken fra bønderne siger borgmesteren: »Seoul er en meget stor by, og vi er kun i opstartsfasen.« Park Won-soon har f.eks. planer om at etablere flere farmers’ markets, hvor bønderne kan afsætte deres varer direkte til byboerne uden mellemmænd.

Det er heller ikke i Seouls interesse, at flere bønder opgiver ævred og slutter sig til de millioner, der søger mod hovedstaden i jagten på en bedre fremtid, siger Park Won-soon.

»Ideelt set burde man lette befolkningspresset i Seoul, men folk flytter jo derhen, hvor mulighederne er. Så løsningen er at skabe forbindelser mellem det urbane og det agrare.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu