Læsetid: 4 min.

Er mennesker små dødsmaskiner?

Ny forskning peger på, at der aldrig var en gylden æra. Vi har altid været planetens onde ånd
Redaktionen
9. april 2014

Vil du vide, hvem vi virkelig er? Sikker? Du tror, du vil, men du kommer til at fortryde det. Hvis du har nogen som helst kærlighed til verden, vil denne artikel fylde dig med en sorg, der ikke kan helbredes.

Antropocænen er blevet et populært begreb blandt forskere og betegner den epoke, vi lever i – en epoke domineret af menneskets påvirkning af verden. De fleste daterer begyndelsen ved den industrielle revolution. Men måske begyndte den endnu tidligere, med et massemord, der foregik for to millioner år siden. Det, der rejste sig på bagbenene på Afrikas savanne, var allerede fra starten døden: en kraft, der kan lægge verdener øde.

Før Homo erectus, der muligvis er vores første genkendelige forfader, opstod i Afrika, vrimlede kontinentet med monstre. Der fandtes adskillige elefantarter. Der fandtes sabeltænder og falske sabeltænder, kæmpe hyæner og væsner som dem, der befolker landskabet i The Hunger Games: Amficyonider, eller bjørnehunde, enorme rovdyr med et imponerende gab.

Professor Blaire van Valkenburgh har udviklet en metode, med hvilken man kan skønne, hvor mange af den slags dyr, der fandtes. Når der er få rovdyr og meget bytte, spiser rovdyrene kun de bedste dele af byttet. Når konkurrencen er hård, æder de det hele, også benene.

Jo flere ben, en kødæder spiser, desto mere sandsynligt er det, at dens tænder er slidte eller knækkede. Kødædernes tænder var markant oftere knækket, før mennesket trådte ind på scenen. Ikke blot var der flere rovdyrarter, herunder arter som var langt større end nogen, man finder på jorden i dag, men de fandtes tilsyneladende også i rigeligere – og desperate – mængder. Vi udviklede os i en forfærdelig, vidunderlig verden – som slet ikke kunne stå mål med os. Homo erectus havde adskillige karakteristika, som tilsyneladende gjorde det uovervindeligt: intelligens, evnen til samarbejde, evnen til at omstille sig til nærmest enhver kost, når knapheden meldte sig, og ikke mindst en motorik, som gjorde mennesket i stand til at gøre noget, ingen anden art nogensinde har mestret: at kæmpe på afstand.

Denne evne har muligvis jaget kæmpe rovdyr væk fra deres bytte og udslettet monstrøse planteædere.

Som palæontologerne Lars Werdelin and Margaret Lewis har vist, skete meget af udryddelsen af den afrikanske megafauna samtidig med, at vore forfædre gik over til at være kødædere. Det store omfang og den særprægede systematik i udryddelsen – som primært ramte gigantiske dyr i toppen af fødekæden – er svær af forklare på anden vis.

På en megafauna-konference i Oxford i marts udfoldede mange af verdens førende forskere på området en ny forståelse af menneskets påvirkning af planeten. Næsten ligegyldigt, hvor på det historiske og geografiske kort, vi befandt os, har mennesket lagt verdensundere øde og forandret funktioner i biosfæren.

Alvorlige konsekvenser

Da mennesker ankom til Europa og Australien, hvilket skete omtrent samtidig – for 40-50.000 år siden – havde det lignende konsekvenser. I løbet af 10.000 til 15.000 år var det europæiske kontinent blevet en elefantart, en flodheste- og næsehornsart, hyæner og kæmpemæssige sabelkatte fattigere.

I Australien blev kæmpekænguruen og pungdyrsløven samt en række andre spektakulære arter udryddet næsten øjeblikkeligt.

For nogle måneder siden hævdede en videnskabelig artikel, at de amerikanske kontinenters store dyr – mammutter, kæmpebævere og kæmpefugle – ikke var blevet udryddet på grund af mennesker, fordi de fossile beviser er tidligere end beviserne for menneskers ankomst til kontinentet. Sjældent har jeg set en artikel blive revet fra hinanden så elegant og effektivt, som det skete på konferencen i marts. Arkæologen Todd Surovell viste, at masseudryddelse er let at genkendte i de fossile annaler: i ét jordlag er knogleresterne overalt, i næste jordlag er de ingen steder.

Men når mennesker lever i tyndt befolkede områder og gør brug af de mest basale teknologier, efterlader de sig så godt som ingen spor. Ifølge Surovells studier kan tidspunktet for menneskets ankomst snarere fæstnes samtidig med en bølge af udryddelser af kæmpe pattedyr. Dyr, som havde afgørende betydning for resten af økosystemet.

Under den sidste istid i Storbritannien, opretholdt elefanter, næsehorn og andre store dyr et kludetæppe af habitater: en kombination af lukkede og åbne skovområder, lysninger og græsgange.

I Australien medførte den ophobning af vegetation, som skete i kølvandet på udryddelsen af store planteædere, at stakkevis af planteaffald lå og flød, hvilket gav grobund for omfattende brande – naturligt opståede eller menneskeskabte – som forvandlede frodige områder til tør skov og krat.

I Amazonas og andre regioner bragte store planteædere næringsstoffer fra områder med frodig muld til områder med fattig muld, hvilket markant ændrede betingelserne for plantevækst.

Kan vi holde inde?

Et omstridt dokument præsenterede den tese, at udryddelsen af de amerikanske kontinenters monstre medførte så massivt et tab af atmosfærisk metan (som blev produceret i dyrenes indvolde), at det kan have udløst den korte istid, som startede for omkring 12.800 år siden. Og vi fortsætter udryddelserne. Snigskytteri har reduceret antallet af afrikanske skovelefanter med 60 procent siden 2000. Antallet af den asiatiske elefant – som engang levede i et område, der strakte sig helt fra Tyrkiet til Kinas østkyst – er svundet ind med 97 procent. Antallet af asiatiske næsehorn med over 99 procent. Elefanter er nødvendige for at frøene fra hundredvis af regnskovstræsorter bliver spredt – uden dem som bærere, vil disse træer i praksis også uddø.

Er dette, hvad vi er? Små monstre, som ikke kan lade en eneste dør være uåbnet, ikke lade et eneste gemmested i fred, og som nu ikke længere blot udrydder landjordens dyr, men også havets?

Eller kan vi faktisk holde inde? Kan vi bruge vores opfindsomhed, som de seneste to millioner år har været anvendt så kreativt til destruktion, til i stedet at trodse vores evolutionære historie?

George Monbiot er journalist, forfatter og aktivist

Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her