Læsetid: 3 min.

Vi vil have følelser og tilstedeværelse

Det er umuligt at drive journalistik om og fra Mellemøsten uden at træde på meget ømme tæer. Og når det handler om Israel og Gaza, stiller medieverdenen sig ikke tilfreds med kølig analyse eller forkromet overblik
6. august 2014

Jeg fik en meget dårlig smag i munden, da jeg modtog en opfordring til at underskrive en ubehjælpsomt formuleret protest imod, at »danske medier har valgt side« i Gaza-krigen til fordel for Israel.

Dokumentationen for ensidigheden i dækningen er – ifølge protestforfatterne – at flere navngivne korrespondenter »enten er zionistiske, gift israelsk eller bosat og opvokset i Israel«, og at de alle sammen taler hebraisk! Her er protesten så kammet over i ren antisemitisme, så det kan ikke undre, at kun få har skrevet under. 3.389 var tallet tirsdag. De fleste står frem med navn og hjemby. Jeg undersøgte de første 600 navne. Det altovervældende flertal (80-90 procent) er mennesker med mellemøstlige navne – og i kommentarsporet er det tydeligt, at det er mennesker med et brændende engagement på palæstinensernes side. Med de dertil hørende skyklapper og had til modparten.

Det samme gør sig gældende for mennesker med samme brændende engagement for Israel. Ingen af parterne gør sig anstrengelser for at forstå hinanden, og derfor vælger begge parter den nemme løsning: at skyde på journalisterne og medierne. På de sociale medier blev Martin Krasnik fra Deadline en slags hovedperson. Hans jødiske baggrund blev uhæmmet brugt til at »dokumentere«, at han forsøgte at slagte lægen fra Gaza – det blev i øvrigt ikke nævnt, da han på samme krasse facon gik i kødet på den israelske viceambassadør. Og så var det lige glemt, at han nærmest blev en helt, da Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard kom i hans vridemaskine og ikke mindst, da han klædte justitsminister Morten Bødskov (S) af for åbent tæppe. Krasniks facon kan diskuteres – som denne avis’ leder antydede i går – men hans kontante kritiske tilgang til mange af sine gæster er nødvendig og befriende, når det drejer sig om repræsentanter for eller udøvere af magt. Men når den nådesløse konfrontation også anvendes over for vidner som den norske Gaza-læge, bliver den mere provokerende end oplysende. Og i den aktuelle situation er den så benzin på de i forvejen allerede brændende, hadefulde og kompromisløse bål.

Det er umuligt at drive journalistik om og fra Mellemøsten uden at træde på meget ømme tæer. Den tyske tv-station ARD’s chefkorrespondent i Israel, Richard Schneider, beskrev det rammende i en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung søndag. Han erkender, at nok forventer man neutralitet og »objektivitet« fra journalisten på stedet, men i den daglige nyhedsdækning er dette mål nærmest uopnåeligt. Forhindringerne er flere, skriver han: »Billedernes magt, propagandaen fra begge sider, de mange forskellige ’sandheder’, som indeholdes i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og ’forventningsholdningen’ hos tilskuerne hjemme i det sikre Tyskland.«

Under overskriften »Vores tekster er magtesløse over for billederne,« skriver han om, hvor vanskeligt det er for journalisterne at sætte ord på situationen. Ordene møder »seernes domme og fordomme. Vi er oppe imod islamofober og islamofile, imod antisemitter og philosemitter, mod alle de, der aldrig har sat deres ben i Mellemøsten, men taler med og dømmer i den palæstinsisk-israelske konflikt i et omfang, som man ikke kender fra nogen anden konflikt i verden.«

De rystende billeder af de civile ofre i Gaza er stærkere end billederne fra de israelske velholdte bysamfund, som er målet for Hamas-raketterne fra Gaza. De har beskyttelsesrum og skærmes af en raketforsvarsparaply. Men, skriver Schneider, frygten er stor. Og den kan ikke filmes.

Dertil kommer en 24-timers nyhedsdækning, der kræver konstant input fra journalister og filmhold. Ofte er det lokale filmhold: palæstinensere i Gaza, israelere i Israel. Og den udsendte eller faste korrespondent skal levere konstant til en medieverden, som ikke stiller sig tilfreds med kølig analyse eller forkromet overblik. Vi vil have følelser og tilstedeværelse. Både Israel og Hamas giver pressen ret frie rammer. Der er en grund til, at begge sider bruger store, velorganiserede ressourcer på sociale medier, hvor ’den anden krig’ føres. Men i en såkaldt asymmetrisk krig er der ikke blot massiv forskel på antallet af ofre. Der er også skabt en situation, hvor journalisterne er mere eller mindre magtesløse – og enhver såkaldt oplevelseshistorie er åben for skånselsløs kritik og overdreven fortolkning.

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Stig Bøg
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Carsten Hansen
  • Niels P Sønderskov
Lise Lotte Rahbek, Stig Bøg, Heinrich R. Jørgensen, Carsten Hansen og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er ikke umuligt. Journalister er selv skyld i missæren, de kunne bare gå tilbage til deres håndværk og metier.

@Carsten Hansen - takker for dine pæne ord …

Det er altid psykologisk interessant med visse debattører dette debatforum, hvor blomsten af intelligentsiaen åbenbart får lov til at føre sig frem ved at nedgøre andre på defamerende vis – uden at den ellers altid årvågne moderator finder anledning til at finde slettelakken frem - her oven i købet med en anbefaling af selveste Det frie Ords EL – jeg citerer -

Jan Weis,
Det kan ske, det er jo et relativt åbent forum her, men det er yderst sjældent at der udtrykkes noget der bare minder om reel antisemitisme eller racisme på disse sider.

Uber-sensitive ordbetjente synes derimod at være i vækst og selv her kan man ikke altid undgå de der ubehagelige typer der lyder som veltrænende papegøjer når de konstant påstår at kritik af Israel er lige antisemitisme. (Sic!).

Det er sådan en bredside, som igen aktualiserer en snarlig opsigelse af mit efterhånden mangeårige abonnement …

Hvad var meningen med dette indlæg? Synes journalisterne, at de som krigsofre (for al hadefuldheden) ikke ynkes nok? At de trods al den påståede opmærksomhed ikke har fået nok af den?

Eller er det bare endnu et idiotisk "den ene side kan være lige så slem som den anden" forsøg på at fremstille sig selv som objektiv? For godt nok er den ene side belejret, besat, udsat for blokade, invasioner og dræbte civile i tusindvis, men den anden side, den side der invaderer, besætter, belejrer og støttes rundhåndet af verdens stærkeste supermagter kan jo også ligesom alle andre voksne blive bange. Og dette faktum bør journalisten, som jo selv står som den voksne over for alle sine uforstående og hadefulde læsere naturligvis prøve at skildre så godt han kan.

Heinrich R. Jørgensen, Niels Engelsted, Eva eldrup og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Det er bemærkelsesværdigt, at journalist Jensen kan skrive en sådan klumme over dette hotte emne uden også at nævne den israelske militærcensur, hvor han ikke holder sig tilbage for at bringe sin egen propaganda - Både Israel og Hamas giver pressen ret frie rammer - men det er jo også lige meget, for det er for længst besluttet – at Vi vil have følelser og tilstedeværelse - dansk journalisme af bedste ekstrabladslødighed - og så læser han oven i købet FAZ …

Jan Weis: "sin egen propaganda"? Der er altid vigtige ting, der skal udelades når der er 4.200 enheder til rådighed. Det er min vurdering, at både Israel og Hamas giver "ret frie rammer" - i forhold til andre konflikter, hvor journalister er embedded og totalt underlagt militær eller anden kontrol. Israel kunne i princippet have lukket Gaza helt af for journalister, men det gjorde de ikke. De fleste kom ind i Gaza via israelske checkpoints.Hamas kunne på samme måde effektivt have forhindret pressens tilstedeværelse - og de forsøger massivt at påvirke pressen, ligesom Israel gør det. Jeg går selvfølgelig ikke ind for censur, men den eksisterer jo i mange former og udtryk i næsten alle krigsførende lande, når det drejer sig om konkrete oplysninger om krigsførelsen. I disse tider er det jo umuligt at censurere det hele - internettet og de sociale medier osv osv gør det jo muligt at sende alt ud til den store offentlighed uden forudgående kontrol.

I Jan Weiss' link var det ikke bare konkrete oplysninger om krigsførelsen, der blev censureret, men også de konkrete påskud, man brugte for at starte krigen.

Heinrich R. Jørgensen

Ikke nok med at påskuddet for at indlede et angreb på Gaza er fabrikeret, ikke nok med at medierne pålægges censur og dermed må fortie både kendsgerningen om de tre unge mænd må antages at være døde såvel som kendsgerningen om at der planlægges et angreb på Gaza under falske forudsætninger, ikke nok med at de israelske medier dermed anvendes som del af den statslige agitation for angrebet på Gaza, men tilmed producerer IDF falske 'beviser' der skal underbygge påstanden om at Hamas anvender levende skjolde.

For at føje spot til skade, fremstilles disse 'beviser' endog på så amatør-agtig vis, at enhver der gør sig blot en smule umage, vil kunne indse at der er tale om fup og bedrag. Så meget for mainstreammedier også udenfor Israel, der tydeligvis ikke udviser den fornødne kritiske tilgang, men blot gengiver Israelsk statspropaganda.

Tunnelsyn.

There is no independent reporting. … I escape from this brainwashing by listening to both sides, switching all the time between Israeli TV stations and Aljazeera (in Arabic and in English). What I see is two different wars, happening at the same time on two different planets. - Gush Shalom.

http://www.avnery-news.co.il/english/