Læsetid: 2 min.

’Jeg ved ikke, om det er en dårlig idé’

Socialdemokraternes ordfører for videregående uddannelser, Jeppe Bruus, er ikke helt afvisende over for i højere grad at omlægge SU’en til lån
Redaktionen
6. august 2014

– I Sverige består SU’en i højere grad af statsgaranterede lån. Hvorfor er det en dårlig idé at indføre det i Danmark?

»Jeg ved ikke, om det er en dårlig idé. Men vi har jo en tradition for at have et SU-system, som bidrager til en høj grad af lighed i forhold til vores uddannelsessystem. Hvis man begynder at pille ved det, får det konsekvenser. Så inden man kaster sig ud i den slags eksperimenter, skal man være ret sikker på, hvad konsekvenserne bliver. Det er måske også derfor, at der er en vis tilbageholdenhed (med at reformere SU-systemet, red.),« siger Jeppe Bruus, der er S-ordfører for videregående uddannelser. Han understreger, at han er tilhænger af, at »vores uddannelsessystem giver lige mulighed for at få en uddannelse«.

– Du er ikke helt afvisende over for det?

»Jeg synes aldrig, at man skal være afvisende over for at se på, hvordan man kan forbedre de ting, der er. Det er et vilkår. Men når der har været en vis konservatisme i forhold til at lave SU-systemet grundlæggende om, er det, fordi det i dag opfylder et mål om, at alle kan få en god uddannelse og få støtte til det – ligegyldigt hvilke kår, de kommer fra.«

– Kronikøren påstår, at mindre generøse SU-systemer som det svenske ikke fører til færre, der tager en lang videregående uddannelse, eller flere i studiejob?

»Vi har en løbende søgning til de videregående uddannelser i Danmark. Men vi kan stadig se, at der er en vis grad af mangel på social mobilitet. Også i vores videregående uddannelser. Forstået på den måde, at den uddannelsesbaggrund, du kommer fra, har en stor betydning for, i hvor høj grad du tager en uddannelse. Det er klart, at jo mere vi skruer på den knap, der handler om at gøre det mindre generøst, jo flere barrierer skaber vi også for, at folk, der kommer fra en baggrund, hvor man ikke nødvendigvis har en videregående uddannelse, også får en. Derfor skal man være lidt påpasselig.«

– Men det kunne tyde på, at vi har ramt overliggeren for, hvad generøsiteten i SU-systemet kan gøre i forhold til social mobilitet?

»I de videregående uddannelsers udviklingskontrakter er social mobilitet netop ét af de fem mål, som vi kommer til at måle dem på. Det handler meget om studiemiljø og optagelsesformer.«

Serie

Duellen

Seneste artikler

  • ’Stress er et gummibegreb’

    8. oktober 2014
    Hvis man skal forstå væksten i stress, er den strukturelle kritik af, at arbejdsmarkedet kræver mere af os, for forenklet, siger Nanna Mik Meyer, professor i sociologi
  • ’Medbestemmelse kan stresse’

    8. oktober 2014
    Jeg har aldrig nogensinde mødt nogen, der stresser, fordi de ikke oplever demokrati på arbejdspladsen, siger livstilscoach Sofia Manning
  • Kan godt diskuteres

    27. august 2014
    Ser man på årsagerne til, at så mange bliver dræbt på vej til Europa, handler det mere om den førte politik end om konventionerne, siger Martin Lemberg-Pedersen, der er adjunkt på Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her