Baggrund
Læsetid: 6 min.

Helt ud til navlen

Det vrimler med havørred ved kysten i Sydsverige lige nu, så det var med store fangstdrømme, at Information tog på fisketur til skønne skånske Østerlen
Lystfisker Frederik Lorentzen trækker linen på fiskestangen og gør klar til at erobre havet med lige dele held og tålmodighed

Lystfisker Frederik Lorentzen trækker linen på fiskestangen og gør klar til at erobre havet med lige dele held og tålmodighed

Ulrik Hassemann

Redaktionen
17. april 2015

»Noget nær perfekt« står der i sms’en, der popper op på min skærm dagen inden min lystfiskerdebut – min absolut første erfaring med en fiskestang. De positive ord går på morgendagens vejrforhold ved den sydsvenske kyst nær Kåseberga og kommer fra den garvede lystfisker Frederik Lorentzen, der fisker med flue og skal indvie mig i lystfiskeriets hemmeligheder. Jeg har fået lov at låne hans gamle »næsten vandtætte« waders og en aflagt spinnestang, som han har skiftet ud med den teknisk mere krævende model, man bruger til fluefiskeri. Da jeg er nybegynder, råder Frederik mig til at vente lidt med fluefiskeri, og jeg accepterer uden at kny.

Torsdag morgen er skyfri og solrig. Jeg parkerer cyklen på Vesterbro, hvor Frederik, med velvoksent fuldskægt og armygrøn fleeceuniform, møder mig med en stopfyldt IKEA-pose, der at dømme efter Frederiks udseende lige så godt kunne indeholde skateboard og basforstærker som fiskegrej. Jeg skal snart lære, at den karakteristiske blå pose er enhver fiskers faste følgesvend.

Den fashionable flue

Som 35-årig hører Frederik til blandt de yngre lystfiskere. Interessen har han fra sin far, som han fiskede med ved barndomshjemmet på Lolland. Da han flyttede til København, byttede han fiskestangen ud med skaterrampen – indtil for ti år siden, hvor han genoptog fiskeriet og gjorde det til en livsstil. Dedikeret fluefisker har han været i fem år, og den form for fiskeri hitter lige nu – især i skatermiljøet, hvor Frederik stadig færdes. Det er det seriøse nørderi med fluebinding, grej og gadgets kombineret med følelsen af at komme ’tilbage til naturen’, der lokker, i hvert fald hvis Frederik skal komme med et bud. Han viser mig »kirkegården« på sin jakke, hvor hans udtjente yndlingsfluer er stedt til hvile, og fortæller, hvordan han også dyrker interessen for fluefiskeriet gennem sin nebengesjæft som filmmager.

Det er en uoverskueligt stor verden, der åbner sig for mig på motorvejen i østgående retning gennem Skåne, og for lige at forventningsafstemme nævner jeg lystfiskeren, der for nylig fangede en gedde på 21,1 kg. En sådan størrelse har jeg næppe den fysiske formåen til at hive i land, men Frederik mener ikke, jeg bør være særlig nervøs for, at vi støder på ørreder af så stor en kaliber.

Kåseberga lystbådehavn i Østerlen tager sig godt ud i den tidlige forårssol, og den træbeklædte havnecafe vidner om et lystigt liv på lunere årstider. Iført waders bevæger vi os hen langs kysten, og snart er havnen og Frederiks bil ude af syne. Jeg kæmper i mit uvante outfit, men Frederik forsikrer mig om, at det er en tilvænningssag. Han køber gerne ind i waders om nødvendigt, og jeg tænker på min egen beklemthed ved at stå i køen i Kvickly iført cykelhjelm. Frederik begiver sig ud i vandet, og jeg følger trop.

Det er ikke helt let at begive sig ud på de glatte sten, når man skal balancere med en fiskestang, der er dobbelt så lang som én selv. 

Det er ikke helt let at begive sig ud på de glatte sten, når man skal balancere med en fiskestang, der er dobbelt så lang som én selv. 

Ulrik Hasemann

På dybt vand

Selvom jeg kun står i vand til livet, har jeg en følelse af at være på dybt vand. Mens jeg får en grundig instruktion i, hvad jeg skal stille op med hjulet, låsen og blinket – der forekommer mig at være et væld af teknik – har jeg nok at gøre med blot at holde balancen på det glatte, ujævne underlag – yderligere vanskeliggjort af dønningerne, der ellers ikke ser ud af noget særligt inde fra land. Tilmed opdager jeg – midt i lyshavet – at jeg ganske urutineret har glemt solbrillerne. Imens jeg ærgrer mig over forglemmelsen, skæver jeg til højre, hvor Frederik står noget mere stabilt og har påbegyndt fluefiskeriet, hvis elegance kun forstærkes med mig som nabofisker.

Jeg tager mig sammen og prøver at minimere synligheden af mit åbenlyse kontroltab.

Efter en febrilsk rum tid kalder Frederik til frokostpause, og jeg stavrer op af vandet. Langsomt forsvinder følelsen af, at mine waders har taget hele Østersøen ind. Frem af sølvpapirets skjul trækker fiskeren en alternativ sammenklapper af pizzarester, og jeg kan nok ikke helt skjule min forudindtagethed, da Frederik indrømmer, at han »egentlig ikke er så vild med fisk«. Jøsses.

Lystfiskerparadokset

Således med vished om, at der ikke bliver rift om den eventuelle fangst, genoptager jeg håbefuldt mit fiskeri. Da først blinket begynder at ramme vandet foran og ikke bagved mig, og mine kast får en længde, der gør sig fortjent til et »hold da op« fra den erfarne fisker, begynder det at blive fedt. Den meditative oplevelse ved lystfiskeriet går efterhånden fra rygte til realitet, og dette blander sig med en manisk vilje til at få fisk på krogen. Da en fremmed fisker længere oppe ad kysten tilfreds pakker sin fangst sammen, overtager vi hans plads. Fiskene må være dér, mener Frederik – et synspunkt, jeg godt kan følge.

Det bliver til flere ufrivillige pauser, da det tre gange lykkes mig at miste et blink, og vi må på land for at erstatte det. For Frederik er pauserne en anledning til at få en smøg, og så tager jeg mig en kop af min medbragte, dårligt doserede pulverkaffe fra termokanden. I solen, på de store sten langs kysten og med en vindforskyldt stivhed i kinderne forstår jeg godt, hvorfor Frederik værdsætter pauserne næsten lige så meget som det aktive fiskeri. Han har ofte, fortæller han, taget sig en lur et sted med læ lidt fra vandet for derefter at fortsætte med friske øjne. Han er ikke, som mange af sine fiskekammerater, en »utrættelig maskine«. Der er ro på.

Til en vis grad. For konkurrencegenet er udbredt i lystfiskermiljøet, hvor det handler om at få den store fangst og ikke mindst om at lade sig hylde for den. Der er dog en uomtvistelig udfordring forbundet med forevigelsen af trofæet, idet fangststedet helst skal forblive hemmeligt for rivalerne. Herved udvikler lystfiskeren en helt særlig disciplin: det paradoksale ved diskret praleri.

Andre gange er det selve pointen at afsløre fangststedet. Eksempelvis hvis man som Frederik har fanget en laks i Skjern Å. Han fortæller, hvordan en film, der cirkulerede i lystfiskermiljøet, gjorde, at han en overgang ikke turde vise sig på den vestjyske egn. Filmen viser en begejstret Frederik, som i løbet af blot 45 minutter har fanget en »virkelig stor« laks i åen, der ellers nødigt giver det eftertragtede bytte fra sig. At sætningen »det var sgu da let,« sagt i kådhed af den unge lystfisker, skulle få fatale konsekvenser for hans anseelse i perioden efter, tænkte han ikke på i optagelsesøjeblikket. Heroverfor står det faktum – nævner Frederik en passant – at han har en flok venner, der forud for Frederiks drømmefangst havde afsat en uge om året i seks år til laksefiskeri i Skjern Å uden at fange noget som helst.

Men Frederik er ikke kun heldig, som man skal være som lystfisker, hans faglige stolthed er også tydelig. Fluefiskeriet er hans specialitet, og for enhver lystfisker er det den mestrede disciplin, der skiller fårene fra bukkene. I en fluefiskers verden er der derfor kun én ’rigtig’ måde at fiske på – jeg fatter min lånte spinnestang og erkender, at jeg er niveauer under min læremester, men jeg er ikke desto mindre fast besluttet på at få noget på krogen, da jeg igen står i vand til navlen.

’Sidste kast’

Hele to gange bider en havørred på Frederiks flue, mens de er temmelig ligeglade med mit blink. Men selvom jeg ikke selv fanger noget, er det let at dele begejstringen over min makkers fangst, der desværre ikke lever op til mindstemålet for, hvad vi må tage med hjem. Svenskerne er noget mere strikse, end vi er i Danmark.

Sidst på eftermiddagen kaster jeg mit ’sidste kast’, vi pakker sammen og kører tilbage mod København i den begyndende skånske solnedgang. Sådan en skumring kan godt have en vis melankolsk effekt på mig, men til sammenligning virker Frederik nærmest vemodig. Det har selvfølgelig fiskerelaterede årsager, for de perfekte tidspunkter at fiske på er nemlig ved daggry og omkring solnedgang, så der er ikke noget at sige til, at Frederik ærgrer sig over at bruge begge disse gyldne timer på transport. Men med udsigt til snarligt fiskeri i canadiske floder skal Frederik nok få styret sin fiskelyst.

Og hvad mig selv angår, har jeg nok alligevel ikke kastet mit sidste ’sidste kast’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her