Læsetid: 3 min.

Omkring middelhavet

I denne udgave af iVerden rejser vi til den del af Mellemøsten, der ligger omkring Middelhavet. Tyrkiet, Israel-Palæstina og Egypten uden for alfarvej

Johanne Sorgenfri Ottosen/iBureauet

12. februar 2016

Vi sveder. Vi sveder så meget, at vores tøj bliver vådt alle de steder, hvor det rammer vores hud. Det klistrer fast. Det er sommer. Der er over 40 grader varmt, og vi bevæger os som i febervildelse ind i Kairos berygtede souk, der kan give en anelse skygge for solen.

Overalt er der mennesker, nysgerrige turister og hektiske handlende, der maser og råber og rører ved os og vil prakke os deres ting og sager på. Larmende trommer og bløde legetøjskameler og sødlige krydderier og glimtende sølvsmykker og duftende lædertasker og luftige galabiyyaer. Jeg er 14 år, og det er alt for meget. Der er for mange mennesker. og det er ikke til at få luft.

Sådan er der ikke længere i Kairos souk. I dag er der færre handlende og kun få turister i det, der tidligere var et stort turistland. Mange svigtede allerede Egypten efter Det Arabiske Forår, der udfoldede sig i blodige gadekampe i millionhovedstaden i 2011, og siden har attentater – senest flystyrtet i november 2015 – skræmt de sidste væk.

I denne udgave af iVerden rejser vi til den del af Mellemøsten, der ligger omkring Middelhavet. Tyrkiet, Israel-Palæstina og Egypten uden for alfarvej.

Det er Michelle Arrouas, der er rejst til Egypten og går igennem souken og byen, som vestlige turister har svigtet med store omkostninger for almindelige egyptere til følge.

Men hun opdager også, at nye nationaliteter har taget Egypten til sig som turistland, blandt andet fra den arabiske halvø, og hun diskuterer udviklingen med en forsker, der undersøger de komplicerede sammenhænge imellem terrorisme og turisme.

Et andet sted i regionen, hvor der heller ikke kommer mange turister, er Vestbredden, men Morten Berthelsen er taget hertil fra sit faste tilholdssted i Tel Aviv for at fejre Oktoberfest i den sidste kristne landsby i Israel-Palæstina.

Byen har nemlig et verdenskendt ølbryggeri og en årlig ølfest, der forekommer lige dele absurd og desperat med det dobbeltpres, som de arabiske og jødiske omgivelser udøver på landsbyen.

I Kappadokien i det centrale Tyrkiet tager Malene Fenger-Grøndahl os med til et ufatteligt smukt stenlandskab, som hun har besøgt utallige gange igennem de seneste tyve år.

Her bor Barbara og Kemal, der for mange år siden var nogle af de få, der drev et lille hotel i byen Göreme tæt ved klippeformationerne. Tiderne er forandrede, og området bliver stadig mere turistet, men klipperne er stadig ikke overrendte og har bevaret deres hemmelighedsfulde attraktionsværdi.

Opdagelser i naturen

Klipper er der også mange af i vores faste udendørs-tema, hvor fotograf Tor Birk Trads er rejst til et andet sted i verden langt fra turiststrømmene.

Sammen med en gruppe venner trekker han igennem Kirgisistans uvejsomme, øde og storslåede bjerge på egen hånd. De møder ikke mange mennesker i den vilde natur, men opdager til gengæld en ro i den lange vandring, der i sig selv er en stor oplevelse.

Vi fortæller også om både dyrt og billigt trekkingudstyr og guider til otte knap så eksotiske steder i Europa, hvor det giver mening at trekke i foråret.

Der er noget befriende ved at rejse steder hen uden for mange andre tilrejsende, for det giver mulighed for at opleve stederne uden den forstyrrende støj, som andre turister udgør. Stederne er bare uden de forandringer, vi som udefrakommende medvirker til. Og Kairos souk? Den er stadig et godt sted at søge i ly for solen og blive væk fra verden. Turister eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu